Leder

Den Italienske regering åd sig selv op indefra og døde af konstante skænderier og kampe

Den italienske populistregering lovede et oprør mod den gamle politiske orden både i Italien og EU. Men den åd sig selv op og havde travlt med at blive nummer ét i en skrigekonkurrence frem for at løse de enorme problemer, der plager landet. Italienerne har tabt på det fejlslagne politiske eksperiment
I det italienske senat, hvor premierminister Giuseppe Conte i tirsdags annoncerede sin afgang.

I det italienske senat, hvor premierminister Giuseppe Conte i tirsdags annoncerede sin afgang.

ritzau scanpix

Udland
22. august 2019

Det var lagt op til et af de mest fascinerende politiske eksperimenter i Europa: den første vesteuropæiske populistregering, styret af et yderst umage par, det systemfjendtlige protestparti Femstjernebevægelsen og det højreradikale Lega.

De så sig selv som fortrop i oprøret mod den gamle politiske orden, og et nødvendigt nybrud, der skulle give både Italien og Europa en gedigen og veltiltrængt rystetur.

Men blot 14 måneder efter regeringen tiltrådte i juni sidste år, er den nu død.

Og tilbage står mindet om en dysfunktionel regering, der åd sig selv op indefra af skænderier, og som havde mere travlt med at blive nummer ét i en skrigekonkurrence frem for at løse de enorme problemer, der plager Italien.

»Vores regering stopper her,« erklærede premierminister Giuseppe Conte i senatet tirsdag. For mange – både i Italien og Europa – kommer den udmelding som en lettelse.

De to partier råbte sig til magten. Og da de fik den, ja, så blev de ved med at råbe.

De gik til valg i marts sidste år som protestpartier, men selv efter de blev regeringspartier, blev de ved med at opføre sig, som om de stod udenfor og råbte ad systemet og magthaverne. De rasede mod alt og alle og skabte dyb splittelse.

Det var en regering, som blev styret med vrede og en ’os mod dem’-retorik. Ydre fjender blev gjort til syndebukke og brugt som bortforklaring for mange af Italiens problemer: indvandrerne og muslimerne, EU og euroen og den liberale franske præsident Emmanuel Macron.

De brugte for lidt tid på at regere. Partilederne, Matteo Salvini og Luigi Di Maio, lod til at være mere interesserede i at høste ros på sociale medier end i at lede landet. Det paralyserede Italien.

Det fejlslagne politiske eksperiment

Det stod da bestemt heller ikke skrevet i kortene, at de to partier skulle finde hinanden og danne regering.

Femstjernebevægelsen, grundlagt af komikeren Beppe Grillo, fandt især sine vælgere i Syditalien og fra centrum-venstre-fløjen. Lega, et parti med støtter, der åbent har omfavnet fascistiske symboler, har sine rødder i Norditalien, og blev grundlagt på et ønske om løsrivelse fra syditalienerne og regeringen i Rom.

Men de to vindere ved parlamentsvalget i marts sidste år fandt et fællesskab i en stærk skepsis, der ofte nærmede sig direkte fjendtlighed, mod EU og euroen.

I deres regeringsprogram blev de to koalitionspartnere enige om dyre tiltag, såsom markante skattelettelser, borgerløn og en tilbagerulning af en pensionsreform.

Men regeringens vision om at ruske op i systemet blev hæmmet af, at de to partier bekrigede hinanden. Og desværre skyggede det ofte over, at regeringen havde en stærk pointe, nemlig at der er brug for et markant opgør med normaltilstanden i EU, specielt inden for de to områder: den stramme finanspolitik i eurozonen og EU’s flygtninge- og migrantpolitik.

På begge områder føler italienerne en berettiget vrede over at være blevet svigtet af EU.

De europæiske partnere har i et vist omfang ladt Italien i stikken med en stor migrationsbyrde, og samtidig forstår man italienernes kritik af det fælles europæiske valutasamarbejde, da euroreglerne, der foreskriver en stram finanspolitik, har lagt stærke begrænsninger på den italienske vækst og muligheden for at kæmpe sig ud af en dyb økonomisk krise.

Men det opgør med EU, som de to partier lovede, bliver nu sat på pause med regeringens endeligt.

Salvini har en stor andel af ansvaret for sammenbruddet. Han har, som premierminister Conte sagde tirsdag, sat sig selv og sit eget parti over nationens interesser.

Han har modarbejdet sin egen regering og har udelukkende haft for øje at øge sin støtte i befolkningen. Og han er den eneste, der lader til at have vundet på de sidste 14 måneders elendighed, da hans vælgertilslutning er mere end fordoblet, fra 17 procent til nu lige under 40 procent – især grundet hans indvandrerfjendske retorik.

Spørgsmålet er nu, hvad han kommer til at kunne bruge den opbakning til.

Indtil videre har han vist, at han ikke er i stand til at regere en nation ansvarligt.

Som den tidligere premierminister Matteo Renzi fra centrum-venstre-partiet PD udtrykker det:

»Populister har kun succes i valgkampe, men de er en fiasko i regeringen. På 14 måneder har de annulleret væksten, isoleret Italien, og skabt en hadsk atmosfære. De har tabt.«

Desværre har italienerne også tabt på det fejlslagne politiske eksperiment.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

".... der er brug for et markant opgør med normaltilstanden i EU, specielt inden for de to områder: den stramme finanspolitik i eurozonen og EU’s flygtninge- og migrantpolitik."
citat fra artiklen

Det er bare umuligt at gennemføre dette opgør på flygtninge- og migrantområdet.

Sverige førte sig i 2015 frem som humanitær stormagt -
og følte sig efterfølgende tvunget til at sætte prop i hullet i et omfang, så vi andre måtte have pas med for at komme til Bornholm, imens Sverigedemokraterne stormede frem.

Angela Merkel forsøgte sig smukt med "Wir schaffen das" -
og rendte sig en kæmpe staver i livet ved alle efterfølgende Forbunds- og Delstatsvalg.

Her i Kongeriget står vi helt udenfor Det retslige Samarbejde i EU, der bl. a. omhandler EU's flygtningepolitik - eller mangel på samme - og Socialdemokraterne har med succes måtte kalkere Dansk Folkepartis udlændingpolitik.

De europæiske befolkninger vil helt evident ikke acceptere en voldsom tilstrømning af mennesker udefra.

Finanspolitik i Euro-zonen:
Italienerne kan jo bare melde sig ud af Euro'en, hvis de tror at det gavner Italiens befolkning.

Italien kan måske få en ordning som den danske - altså medlemskab af ERM II
{Exchange Rate Mechanism II – valutakursmekanisme II}

Dem om det - det er umuligt at tage den italienske jammer alvorligt.

Lars Steffensen

"Italienerne kan jo bare melde sig ud af Euro’en, hvis de tror at det gavner Italiens befolkning."

Det er vel en typisk holdning, der afspejler at danskere på venstrefløjen har gællerne fulde af propaganda. Vi har endnu ikke set konsekvenserne af at UK forlader samarbejdet og den populære udlægning er at det er trivielt i forhold til den samlede økonomi og at de øvrige 27 lande kan tillade sig at trække på skuldrene.

Denne holdning overser dog at UK udgør 15% af EU's økonomi. Eller lige så meget som de 17 mindste lande. UK efterlader et betragteligt hul i samarbejdets økonomi.

Hvis Italien også skulle forlade samarbejdet, så er der i det væsentlige kun Tyskland og Frankrig tilbage med Spanien som et tredje hjul plus en stribe økonomier nogenlunde på størrelse med Danmarks eller mindre. Så reelt kan Italiens udmeldelse af EU sætte spørgsmålstegn ved samarbejdets levedygtighed.

Conte og Maio er nogle af de mest kompetente politikere Italien har haft i lang lang tid, men det svageste led som aviserne elsker, Salvini, graver sin egen og sit lands grav.

Det interessante i denne sag, - og måske også det bedste, det er, at med det som præsident Sergio Mattarella nu lægger op til, kan alt ske i Italiensk politik.

De højreradikale partier, Lega, Forza, Fratelli d'Italia (Brødrene) og Lega Nord ønsker nyvalg, der formentlig vil gavne dem. Men måske "kører" udviklingen helt uden om dem.

Til gengæld er det ganske tvivlsomt, at der opnås en ny regering inden tirsdag, som præsident Sergio Mattarella har sat som tidsfrist. For de partier, der måske vil kunne danne regering, er alt for splittede og har ingen tillid til hinanden.

- Derfor! - Nu kan alt ske i Italiensk politik.

Kampen mellem civilisation og barbari har altid været en konstant i europæisk (!! )historie. Italien er ingen undtagelse.
Omkring 1320 skrev den italienske digter Dante Alighieri:
"Ahi serva Italia,di dolore ostello,
nave sanza nocchiero in gran tempesta,
non donna di provincie, ma bordello"
På dansk:
Du trælbundne Italien ,smertens herberg,
du førerløse skib for vind og vove,
et horehus, og ikke landes dronning.
Dantes Guddommelige Komedie, Purgatoriet,VI,76-78 (Ole Meyers oversættelse)
A propos horehus: Bunga bunga Berlusconi deltog sammen med Anders Fogh Rasmussen i den ulovlige Irak-krig. Som bekendt blev ingen af dem straffet for denne krigsforbrydelse.
Berlusconi fik imidlertid en fængselsstraf for en anden af sine ugerninger.

Karsten Lundsby, Per Torbensen, Steffen Gliese og Gert Romme anbefalede denne kommentar