Leder

Corbyns håndtering af Brexit har været håbløs. Nu skal han gribe chancen og tage ansvar

Labours leder Jeremy Corbyn må ned fra hegnet og fortsætte det ansvarlige samarbejde, som man har set de seneste dage i en ellers splittet opposition. Storbritannien har ikke brug for at grave kløfterne endnu dybere
Jeremy Corbyn har forsøgt at balancere de hardcore brexiteers blandt Labours vælgere mod de mange, mange flere, der ønsker at blive i EU. Det har haft den konsekvens, at partiet har sat sig mellem to stole, vælgerne er sivet, og til trods for to års ond borgerkrig i den konservative lejr ligger Labour nu langt bagud i meningsmålingerne, skriver dagens lederskribent Mette-Line Thorup.

Jeremy Corbyn har forsøgt at balancere de hardcore brexiteers blandt Labours vælgere mod de mange, mange flere, der ønsker at blive i EU. Det har haft den konsekvens, at partiet har sat sig mellem to stole, vælgerne er sivet, og til trods for to års ond borgerkrig i den konservative lejr ligger Labour nu langt bagud i meningsmålingerne, skriver dagens lederskribent Mette-Line Thorup.

Peter Nicholls

16. september 2019

Man kunne kalde det skæbnens ironi. Det ville imidlertid være alt for billigt sluppet for den britiske Labourleder Jeremy Corbyn.

I det ragnarok, som Brexit har udviklet sig til, har Corbyn nu lovet at »genforhandle« Theresa Mays skilsmisseaftale med EU, hvis han får magten. En aftale, Labour har haft rig lejlighed til at stemme hjem i løbet af de seneste to år, hvor den tidligere konservative premierminister i stedet led nederlag på nederlag i parlamentet.

Dermed er Corbyn og Labour i høj grad medansvarlige for, at briterne med valget af Boris Johnson kom meget tæt på at ryge ud af EU uden en aftale for ikke at tale om den aktuelle lammelse af parlament og regering. 

En af de tungtvejende grunde til at Storbritannien er endt i politisk dødvande og Brexit-kaos, er, at et splittet Labour har lurepasset og »siddet på hegnet«.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette-Line Thorup

Lad nu bare briterne selv finde ud af, hvad de har brug for.

Vi har i EU brug for en afklaring.
Ikke mere lalleri - meget gerne Brexit pr. 31.10 med en aftale, ellers uden.

Hvis en senere generation af briter igen skulle ønske at deltage i EU, så meget gerne -
og så tager vi den derfra.

De konservative venstreorienterede er lige så håbløse som de national konservative under navnet liberale eller konservative. I UK såvel som DK. Corbyn er bare det synlige i den kant som træder mere og mere frem også herhjemme. Destinktionen venstre-højre får mindre og mindre betydning. I samfung med midler til flere erstattes klassekamp med den enkelte persons biologiske respons på forandring.

Corbyns håndtering af Brexit har været lige så håbløs som resten af parlamentets, for der er ikke meget at gøre, hvis man skal navigere i et landskab afgjort ved en folkeafstemning. Faktum er, at flertallet stadig ønsker et Brexit, og hvem vil gå imod flertallet? Cameron efterlod sit parti, mon ikke det er mere håbløst?

Michael Hullevad

For 20 år siden udgjorde EU´s andel af verdens økonomien 30%. I dag er andelen 17%! Grundene er mange, men indførelsen af EURO uden en samtidig økonomisk union har bragt store dele af medlemmerne på kurs mod bankerot. Brexit sker grundet ECJ´s dynamiske fortolkning af konventioner og manglende håndtering af migrantkrisen. EU er for tung at danse med og så må man melde sig ud sagde UK´s befolkning.

Corbyn vil have et Brexit baseret på aftaler, dvs. noget, der ligner Schweiz eller Norge. Det har han ikke haft nogen chance for at få igennem i parlamentet, da han har udgjort oppositionen.
Man må gå ud fra, at EU også er interesseret i et mere rammesat samarbejde, så vi kan kun vente på et parlamentsvalg, evt. en retlig intervention overfor premierministeren, hvis han går imod parlamentets vedtagelse. Lige nu handler det om udsættelse, derpå valg, for man kan ikke være sikker på, at et valg vil medføre en udsættelse fra modpartens side.

Der vil ikke kunne ske et hårdt Brexit uden at der efterfølgende skal laves aftaler, og selvom konteksten i et sådant tilfælde vil være en anden, er det langt fra umuligt at aftaler indgået (eller under) efter en britisk udtræden af EU vil være akkurat lige så gode, komplekse, dårlige eller andet som aftaler indgået før en udtræden. Det er helt åbenlyst at EU har mindst lige så meget på spil som UK, måske ikke økonomisk, men så absolut i politisk forstand.

Det vigtigste er at UK udtræder af EU, så Labour får muligheder for at drive udviklingen i landet bort fra neoliberalismen og mod en social stat. Labour's letteste vej til dette vil være et snarligt parlamentsvalg, som Labour vil kunne vinde, og derpå Brexit - under forudsætning af at endnu en udsættelse sker med klausul om at Brexit finder sted umiddelbart efter et sådant valg. Det næstbedste for Labour er Brexit og derpå et valg, som Labour også vil kunne vinde, men hvor risikoen for at skulle regerings-navigere i et betydeligt kaos er noget højere end ved valg før Brexit.

Jørgen Mathiasen

Den var lidt af et øjeblik da Jens Peter Bonde i Deadline erklærede, at et medlemsland af EU de facto ikke kan melde sig ud af EU. Det øjeblik har Jeremy Corbyn endnu til gode, men at dømme efter meldingerne ikke mindst fra John McDonnel, så er der folk i toppen af Labour, der for længst er nået til Bondes erkendelse.
Om det kan blive Labours officielle standpunkt inden UK er røget ud af EU er vanskeligt at sige, men så vil det antageligt blive det, når UK som tredjeland skal forhandle en fuldstændig nødvendig handelsaftale med EU. Brexit er blevet et ragnarok med en forfatningskrise for UK.

Hvis EU og UK skal nå frem til en udvikling, parallelt, som er til borgernes bedste fremfor de multinationale virksomheders, må vejene for en tid skilles.

Steffen Gliese, det er en smuk, sproglig salomoni.
Selv i en tid, hvor tiden selv kapitaliseres, kan den gøres elastisk. :)

Jørgen Mathiasen

@Hanne Utoft
Det ligger et stykke tid tilbage. Jens Peter Bonde deltog i en diskusssion / udveksling af ræsonnementer med Ritt Bjerregaard (så vidt jeg husker), og sagde straks: Man kan de jure forlade EU, men de facto kan man ikke. Han henviste bl.a til det enorme omfang reglerne EU-landene i mellemtiden har fået, og til den faktisk økonomisk-politiske situation et land som DK befinder sig i over for en størrelse som EU. Det kan ikke se bort fra det (indre) marked, EU er. Men der er naturligvis også politiske aspekter som fx. verdenshandel og klimapolitik i det.

UK er på vej til at sande Bondes ord. Man kan henvise til papiret "Yellowhammer", der beskriver en umiddelbar krise efter en hård Brexit. Den vil blive forstærket af UKs stærke behov for adgang til det indre marked, freden på den irske ø og en hel del andre ting, men efter en udtræden skal det forhandles i positionen som såkaldt tredjeland, dvs. det skal godkendes i op til 30 parlamenter. Philip Rycroft, tidligere sekretær for Department for Exiting the EU, har hertil sagt: "Hopes of clean break with EU are nonsense" .
Det er en variation af Bondes erkendelse.

https://www.theguardian.com/politics/2019/sep/14/hopes-of-clean-break-wi...

Jørgen Mathiasen, tak for uddybningen. Der er høj risiko for at Bonde havde ret - og kritikken af EU's helt logiske (og subtile) vækst på allehånde førhen nationale politikområder har da også været betydelig i den så at sige historiske EU-modstand, i og med at alle europæiske lande (herunder befolkningerne) over tid de facto ville se sig afhængiggjorte og underlagte unionen, hvilket ville afstedkomme en bred, tvungen acceptudvikling, som over tid ville kunne anvendes politisk af unionstilhængere. Idag er det vel også for mange i sig selv blevet et argument imod indsatser og agitation for dansk udtræden at relativt få danskere overhovedet kan se dette for sig.

For år tilbage, da en del af kritikken af EU-udviklingen bl.a. gik på at vi netop ville miste muligheden for at træde ud af et dengang voldsomt omdiskuteret projekt, lød svarene fra EU-tilhængere at man altid kunne vælge at træde ud, at planen ikke betød afhængiggørelse af medlemslandene. Og en del år senere, toner et andet svar frem fra velrenommerede, indsigtsfulde, erfarne og EU-støttende politikere/embedsmænd/opinionsdannere, nemlig at det faktisk ikke kan lade sig gøre? Og hvordan skal det så håndteres politisk, at briterne faktisk blev holdt komplet for nar ved Brexit-afstemningen, som angiveligt var juridisk bindende? Det ligner et næsten kafka'sk mareridt for de arme briter, samt alle andre i den europæiske familia, som måtte forvilde sig ud i folkeafstemninger.

Jørgen Mathiasen

Det var en artikel i Information i første halvdel af 90erne om miljø- og forbrugerpolitik, som drev den første kile ind mellem unionsmodstanden og mig, en kile der sad der, hvor unionsmodstanden er nationalistisk. Siden er adskillelsen blevet komplet: Jeg bor ikke længere i kongeriget.

I det sidste indlæg, nævnte jeg nogle forskellige tunge faktorer, som taler for europæisk integration. Endnu en faktor, måske den vigtigste, er eksistensen af et europæiseret Tyskland. Alternativet er et tysk Europa, og det er, hvad AfD arbejder for, - nationalismen vender hele tiden tilbage i unionsmodstanden. Den er i stand til at fä mange mennesker, - herunder også yngste generation, som er stærkt optaget af klimaspørgsmålet, til at søge efter andre svar.

Jørgen Mathiasen, på samme måde som nationalismen ofte kan ses i unionsmodstanden, kan globalismen ofte ses i unionsopbakningen. Det er bestemt ikke mærkværdigt at nationerne bliver en naturlig referenceramme for mennesker, som ønsker en fastholdelse af mindre magtentiteter som udgangspunktet for både regional og global udvikling i verden, da store stater og imperier/unioner tydeligt demonstrerer de stærkt øgede magtdistancer, som bliver konsekvensen af at udvikle store statskonstruktioner (herunder de føderale). Det er i øvrigt heller ikke nyt at det tyske spøgelse igen og igen anvendes som argument for udviklingen af EU; sådan har det været op gennem hele historien.

En hel del af unionsmodstanden er faktisk internationalistisk; den baserer sig på ønsket om andre samarbejdsformer i Europa, men specielt globale samarbejdsformer, som ikke tvinger bestemte samfundsudviklinger igang. De eksempler, som EU i medfør af Trojkaens rundtur i de Euro- og finanskrisehærgede medlemslande (navnligt Grækenland, Spanien og Portugal) for få år siden fik demonstreret, vidner om et finansielt og politisk tyranni, som uden at blinke lader i forvejen dårligt stillede befolkningsgrupper via øgede forringelser af deres eksistensvilkår betale for en forfejlet politik, som de (i praksis) har haft meget lidt indflydelse på.

Jørgen Mathiasen

@Hanne Utoft
De 17,4 mio mennesker, som har stemt for Brexit, blev skræmt med, at Tyrkiet var på vej ind i EU, og bildt ind, at man kunne stoppe indvandringen fuldstændig. Brexit var i øvrigt var en gylden vej tilbage til den egenkontrollen og statslig suverænitet fra det 19. århundrede. NHS-tilskuddet er blevet kendt ulovligt som valgargument.
Vælgerne blev ført bag lyset. Det er, som tidl. ministersekretær for udmeldelse Rycroft for få dage siden sagde, nonsens at tro at man kan få et komplet brud mellem EU og UK.

Det vil meget antageligt ikke vare længe før de britiske vælgere bliver bedt om at stemme til et parlamentsvalg. Vinderne af folkeafstemningen i 2016 sidder nu på regeringsbænkene og har straks brugt deres nye magt til at suspendere parlamentet. Bortset fra forfatningskrisen er der talrige andre ting, vælgerne skal forholde sig til: som allerede nævnt panikken i Yellowhammer (papiret er en regeringsanalyse), pundets fald, lukningen af den britiske bilindustri, civil uro, fiskeri- og landsbrugspolitik og meget andet. De skal forresten også lige forholde sig til udsigten til, at Det forenede Kongerige bryder sammen.

Lad venstrepopulismen hvile i fred. Brexit og andre anakronistiske forestillinger om national suverænitet har allerede udløst en voldsom krise i UK. Alligevel kan det ikke fuldstændig udelukkes, at et vælgerflertal snart gentager, at det vil gå planken ud, og at vi alle sammen får den tvivlsomme fornøjelse af en Johnson/Farage-regering.
I givet fald vil vi få lejlighed til at iagttage, hvad konsekvensen bliver.

"Vælgerne blev ført bag lyset. Det er, som tidl. ministersekretær for udmeldelse Rycroft for få dage siden sagde, nonsens at tro at man kan få et komplet brud mellem EU og UK."

Så vælgerne førtes også bag lyset ved de mange afstemninger, hvor det af unionstilhængerne blev erklæret at man naturligvis sagtens kunne forlade unionen igen, hvis man ønskede dette ... f.eks. ved en ny folkeafstemning? Det er påfaldende, som det i den ene forstand er et argument at nogen har ført vildledende kampagner, mens det i den anden forstand er inferiørt, faktisk ikke værd at opholde sig ved.

I indeværende sag er det nu flere skræmmescenarier, som lægges til grund for at britisk udtræden af EU er en tabersag, en anakronistisk illusion om at man kan melde sig ud. Gud (eller de skriftkloge?) belære alverdens dumme demokrater.

"Brexit og andre anakronistiske forestillinger om national suverænitet har allerede udløst en voldsom krise i UK."

Euroen, herunder de sminkede økonomiers ideologisk forblændede indtræden i den, udløste på flere måder en voldsom krise i langt flere lande end Brexit har gjort i EU. EU's passivitet og indirekte understøttelse af finanskrisens udvikling i 00'erne udløste på mange måder en voldsom krise globalt. EU's erosion af de få folkedemokratier i Europa har udløst en voldsom krise, kunne man argumentere for ... og muligvis vil det udløse endnu en voldsom krise i UK, når/hvis det går op for større dele af befolkningen at hele afstemningen ifølge de rigtigt skriftkloge var en skueproces, en farce.

Lad centrum-højre populismen hvile i fred, kunne man på din argumentationsgrund hævde, Jørgen Mathiasen.