Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, at moderne politik handler mere om karismatiske ledere end om partier, bør de rette blikket mod Østrig.
I weekenden vandt 33-årige Sebastian Kurz 38,4 procent af stemmerne i Østrig. Det er en fremgang på knap syv procentpoint for hans kristen-konservative parti ÖVP.
På stemmesedlerne i Wien stod der slet og ret »Sebastian Kurz’ liste« over ÖVP’s navn. Og i de store valganalyser i avisen Der Standard kunne man mandag læse, at hver tredje ÖVP-vælgerne stemte på partiet på grund af Kurz.
Det er en generel tendens i europæisk politik, at ledere har svært ved at samle legitimitet nok til at lede deres lande. Forbindelsen mellem parlamentet og borgernes hverdag er blevet svækket.
Partier, kirke og fagbevægelser har mistet styrke, og vælgerne stemmer i mindre grad som medlemmer af en klasse og i højere grad som individer.
Det gør politik mere refleksivt og ret beset også mere demokratisk – men også mere ustabilt. For hvordan skaber man legitimitet og repræsentativitet via demokratiske valg med medlemspartier, når vælgerne er individer, som ikke er ordnet i store blokke?
Udviklingen har åbnet døren til en ny slags politik, hvor politikere skaber legitimitet ved at iscenesætte sin person. En obamaficering af politik, hvor man bruger sig selv og sin livshistorie til at opbygge troværdighed – det, Max Weber har kaldt »karismatisk autoritet«.
Macron gør det, Trump gør det. Salvini og Corbyn forsøger at gøre det.
Det kan potentielt skabe en ny form for demokratisk repræsentation, hvor politikere ikke bare er interessegruppers delegerede på tinge. De er repræsentant for vælgernes liv, for deres håb, følelser og prøvelser, og de sikrer, at vælgernes tilværelse bliver set og diskuteret.
Fusion af gammel og ny politik
I Østrig har Sebastian Kurz nu fusioneret gammel og ny politik: Han har overtaget det store folkeparti med alle dets solide kernevælgere. Og oven på det har han bygget sin egen personlige bevægelse.
Det meste af Kurz’ fremgang i weekenden skyldes de skuffede FPÖ-vælgere, som er strømmet over til ham.
FPÖ gik markant tilbage, fra 26 til 17,3 procent. Det viser, at den radikale højrefløj ikke er immune over for skandaler, som nogle stadig tror – især ikke når det drejer sig om partiledere, der køber Gucci-sko og tøj til konen for skatteborgernes penge.
Den ene halvdel gik til Kurz, den anden halvdel til sofaen. Valgdeltagelsen faldt fra cirka 80 til 75 procent.
På den anden fløj fik De Grønne 12 procent af stemmerne og genvandt det tabte fra katastrofevalget i 2017 (3,8 procent). Stemmerne kom fra de unge, de veluddannede og folk i byerne.
Det var en sejr, ja ja, men så alligevel … Valgkampen har handlet rigtig meget om klimaet, og alle partier inklusive FPÖ har fremlagt en klimaplan. Kunne man ikke have håbet på lidt mere end 12 procent? De globale økosystemer står trods alt foran et kollaps, og alle taler om Greta Thunberg. I Tyskland står De Grønne til 25 procent.
Endelig er der Socialdemokratiet. Og ak. Med 21 procent af stemmerne og en tilbagegang på godt fem procentpoint fik SPÖ det dårligste valg nogensinde. Og endnu værre: Den største andel af deres vælgere (hver fjerde) stemmer kun på dem, fordi de ser sig selv som »kernevælgere«. Det er især pensionister. Blandt de unge under 29 år er SPÖ nede på 14 procent, viser Der Standards målinger.
Måske skulle de østrigske socialdemokrater tage ved lære af deres danske kolleger: Hvis man vil være et folkeparti, er det ikke nok at være anti-FPÖ og vifte med skilte om, at »Menneskelighed sejrer«, som har været partiets slogan i valgkampen. Man skal selv komme med svar.
Personificering af den nye politik
SPÖ skal kombinere deres ambitiøse klimapolitik med en progressiv socialpolitik og samtidig tackle det store stygge indvandringsspørgsmål: Hvor hurtigt skal Østrig forandre sig? Hvor mange udlændinge skal der komme? Hvilke udlændinge? Og hvad det i det hele taget betyder at være østrigere i en globaliseret verden?
Tomme klicheer om ’diversitet’ og ’menneskelighed’ hjælper intet. Østrig er et af Europas mest kulturkonservative lande – hver anden østriger svarede i sidste uge i en meningsmåling i Der Standard, at der slet ikke bør være moskeer i landet, og 87 procent svarede, at muslimer skal tilpasse sig østrigsk kultur.
Hvis SPÖ ikke kan svare klart, er de færdige som folkeparti. Bevares, så kan de være et lille byparti, der slås med De Grønne og de liberale, NEOS, om de højtuddannede stemmer. Men det er dét.
Imens kan Sebastian Kurz forme nationen i sit eget billede. Han har allerede skabt en ny form for folkeparti, nu har han tre muligheder for at danne regering: FPÖ, De Grønne og SPÖ.
Kurz personificerer en ny slags politik i Europa, og intet tyder på, at den – eller at Kurz selv – er på vej væk lige foreløbigt.
