Italien lever. Italia Viva. Det er navnet på Matteo Renzis nye politiske parti. Og det er et projekt, der i lige så stor grad lader til at have som mål at sikre, at der stadig er liv i Renzi selv.
Han så ud til at være en politisk skrotbunke, da han i 2016 trådte tilbage som premierminister, efter hans enorme politiske ambitioner kolliderede med befolkningens modstand mod hans reformprojekter og utilfredshed med hans uindfriede løfter.
Senere forlod han også posten som leder af centrum-venstre-partiet PD og har været reduceret til en senator, som de nye populistiske kræfter i Italien elsker at hade som repræsentant for en isoleret og privilegeret elite.
Men nu er han tilbage i magtens centrum.
Først satte han sig selv i scene ved at forhindre et truende nyvalg, hvor en stor del af hans støtter i PD formentlig ville være blevet stemt ud. Det gjorde han ved pludselig at kæmpe for en ny regeringskoalition mellem to ærkefjender; hans eget parti og Femstjernebevægelsen, som han tidligere havde svoret, at han ikke ville røre med en ildtang.
At den nye koalition blev til noget, er i stor grad hans fortjeneste. Men han fik ikke selv nogen betydende position i regeringen, og tirsdag meddelte han så, at han ville træde ud af PD sammen med et par dusin af sine støtter og oprette det nye parti. Og som altafgørende parlamentarisk grundlag holder han nu den nye regerings liv i sine hænder og kan derigennem maksimere sin indflydelse.
Men Renzi tilfører dermed også den i forvejen skrøbelige regering mere ustabilitet, da den pludselig skal rumme tre i stedet for to spillere.
Målet helliger for Renzi midlet
Hans historiske hang til politisk dobbeltspil øger heller ikke tilliden til, at han vil regeringen det bedste.
Han påstår, at han vil støtte premierminister Giuseppe Contes regering, men Renzi – der som Machiavelli er fra Firenze – har flere gange vist, at han er klar til at stikke en kniv i ryggen på sine egne, hvis han ser det som politisk opportunt; mest spektakulært da han kuppede sig til magten ved at føre kniven mod sin forgænger som PD-formand og premierminister – få uger efter han havde svoret ham troskab.
Renzi insisterer på, at hans hovedformål er at bekæmpe det, han beskriver som den højrenationale leder Matteo Salvinis »onde populisme«. Et prisværdigt mål.
Men med Renzi er der hele tiden tvivl om, hvor principfast han er. Målet helliger for Renzi midlet. Og desværre lader målet ofte at være hans egen magt og indflydelse. Det underminerer den stabilitet, som Italien mere end noget andet har brug for.
