Den symbolske katastrofe så ifølge prognoserne søndag aften ud til at være afværget: Ved delstatsvalgene i Østtyskland havnede AfD lige bag CDU i Sachsen og lige i hælene på SPD i Brandenburg – de to delstater, som regeringspartierne har ledet siden genforeningen i 1990.
Men sikke resultater til AfD: Cirka 28 pct. i Sachsen og næsten en fordobling til 24,5 pct. i Brandenburg.
Dermed er festen slut for de gamle »vesttyske« folkepartier i de to ellers politisk stabile delstater i øst. Efter historisk dårlige resultater står de nu foran komplicerede regeringsdannelser uden om AfD.
Det vil styrke AfD som protestparti mod »systempartierne«. Men de øvrige partier vil få lang snor.
I den østtyske befolkning er flertallet nemlig ikke højreradikale tosser, men oplyste borgere, der forstår, at AfD’s racistiske folkeideologi, klimafornægtelse og autokratiske tendenser er uforenelig med både globaliseringen, det liberale demokrati og en progressiv politik.
Argumentet om at lukke AfD ind i magtfolden for at udstille deres inkompetence holder derfor ikke.
I de næste dage vil de (vest-)tyske medier fortsat give forklaringer på, hvorfor AfD ligner et nyt østtysk folkeparti her 30 år efter det magiske 1989: Hadet til Merkel og hendes flygtningepolitik, den fortsatte økonomiske ulighed og den brutale nedskrivning af østtyskernes værdighed efter 1990 er gode bud.
Men det er også afgørende, at AfD er spiret og forankret lokalt i Østtyskland, og at mange østtyskere ikke stemmer på AfD på grund af, men på trods af partiets ideologi: i ren og skær protest mod, at man nok har oplevet en enorm materiel optur, men at man med opturens neoliberale fortegn ikke tror på en lysere og slet ikke en socialt sikker fremtid.
I 1990’erne udgjorde de uhyre omstillingsberedte østtyskere den tyske avantgarde. Det gør de nu igen. For nærmere end fødslen af et nyt folkeparti oplever vi folkepartiernes nedsmeltning i hele Tyskland – ligesom vi kender det fra lande som Italien og Frankrig.
AfD tilbyder her en nostalgisk fortælling om den homogene befolkning, den fossile industristat og den stærke leder. Deres entydige succes i øst viser, at en regressiv protestfortælling er bedre end ingen fortælling.
Netop dér ligger den helt store udfordring for de tyske midterpartier: at vise, hvilke veje Tyskland bør gå i en begyndende recession, en demografisk nedtur og en økologisk undtagelsestilstand. De udfordringer kan hverken overvindes defensivt eller med protest.
