Leder

Vi har set grænsen for Putins magt

Oppositionen har vundet en sjælden sejr ved de russiske lokalvalg. Den har ikke vundet nogen nævneværdig politisk indflydelse, den har ikke skabt opbakning til et nyt politisk projekt, og den har ikke sat en stopper for politisk undertrykkelse i Rusland. Men den har vist, at Putins magt over Rusland ikke er uendelig
Oppositionsleder Aleksej Navalnij var ikke selv på valg. I stedet stod han bag et taktisk stemmesystem, Stem Klogt, der guidede folk til at stemme på de oppositionskandidater – uanset politisk retning – der havde størst chance for at slå kandidaten fra Forenet Rusland i den enkelte valgkreds. På den måde blev alle utilfredse stemmer kanaliseret i samme retning for at maksimere effekten af proteststemmerne.

Oppositionsleder Aleksej Navalnij var ikke selv på valg. I stedet stod han bag et taktisk stemmesystem, Stem Klogt, der guidede folk til at stemme på de oppositionskandidater – uanset politisk retning – der havde størst chance for at slå kandidaten fra Forenet Rusland i den enkelte valgkreds. På den måde blev alle utilfredse stemmer kanaliseret i samme retning for at maksimere effekten af proteststemmerne.

Gleb Schelkunov

Udland
10. september 2019

Vladimir Putin har netop rundet 20 år ved magten, og søndagens stedvist dårlige valgresultater for magtpartiet Forenet Rusland er hverken hans første eller hans største krise. Men den demokratiske udfordring af de etablerede magthavere, som vi nu har set på tværs af hele Rusland, skriver sig ind i en tendens, som utvivlsomt må bekymre præsidenten.

Nok har russerne gennem de seneste årtier affundet sig med Putins særlige form for ’suverænt demokrati’. Det har sat behovet for stabilitet over borgernes frihedsrettigheder og dyrket myten om, at et land med ni tidszoner og mindst lige så mange ydre fjender har brug for en stærk mand i spidsen for at skabe samling og retning. Men russerne har nu også vist, at der er grænse for, hvad de vil finde sig i, hvis staten og de lokale myndigheder ikke formår at løse de problemer, de selv oplever i dagligdagen. Og de har vist, at der selv i en autoritær stat som Putins Rusland er en grænse for magtens evne til at undertrykke sine modstandere.

I protesternes centrum, Moskva, er Forenet Rusland gået fra 40 til 25 pladser i det 45 sæder store byråd. Blandt andet tabte den lokale partileder Andrej Metelski sin kreds.

I Irkutsk i det østlige Sibirien tabte Forenet Rusland sit flertal i byrådet og gik fra 27 til 14 pladser.

Og i det fjernøstlige Khabarovsk ved Stillehavet blev Forenet Rusland totalt udraderet i regionsrådet og decimeret fra 33 til to pladser i byrådet.

En stor del af æren kan formentlig tilskrives oppositionsleder Aleksej Navalnij, der ikke selv var på valg. I stedet stod han bag et taktisk stemmesystem, Stem Klogt, der guidede folk til at stemme på de oppositionskandidater – uanset politisk retning – der havde størst chance for at slå kandidaten fra Forenet Rusland i den enkelte valgkreds. På den måde blev alle utilfredse stemmer kanaliseret i samme retning for at maksimere effekten af proteststemmerne.

I Moskva hjalp det til at få valgt et stort antal kommunister ind. I Khabarovsk hjalp det højrenationalister fra partiet LDPR til at sætte sig på 32 ud af 35 byrådspladser.

Det var en sejr for Navalnij, og det var et nederlag for Forenet Rusland, men set udefra var det også et bekymrende indblik i, hvilke kræfter der faktisk kan samle de russiske proteststemmer.

Det begyndte sidste år

Putins problemer begyndte at blive tydelige i 2018 med de landsdækkende protester mod hans pensionsreform som det mest voldsomme udtryk. Folk ville ikke finde sig i, at pensionsalderen over kort tid skulle hæves så markant, så mange først havde udsigt til at kunne smide arbejdstøjet, omtrent samtidig med at de statistisk set ville stille træskoene. Dertil har der været lokale protester over placering af lossepladser, korrupte myndigheder og stigende ulighed.

Trods fortsatte udenlandske sanktioner og beskedne oliepriser kravler Ruslands økonomi langsomt opad, men den sum penge, folk har til rådighed, bliver mindre. I mere end fem år er realindkomsten blevet udhulet af inflation og stigende moms.

Selv om mange stadig er taknemmelige over, at Putin fik Krim-halvøen ’hjem’ til Rusland, og mange stadig abonnerer på fjendebilledet af Vesten, som en magt man må stå sammen imod, har det tilsyneladende mistet kraft som forklaring på de problemer, russerne ser omkring sig.

Det er blevet mere normalt at gå på gaden og offentligt give udtryk for sin utilfredshed, og myndighederne kan ikke længere regne med at slippe smertefrit fra at dække over egne fejl. Da en russisk journalist i foråret blev anholdt på tydeligt fabrikerede beviser for narkokriminalitet, samlede det hurtigt store protester i Moskva, ligesom tre russiske dagblade bragte enslydende forsider med støtteerklæringer til journalisten, som kun havde gjort sig skyldig i at afsløre korrupte embedsmænd i sikkerhedstjenesterne, der angiveligt tjente godt på begravelsesindustrien.

Det er sigende, at denne sommers protester begyndte i det små, da flere oppositionskandidater blev nægtet opstilling til lokalvalget i Moskva. Protesterne voksede sig først store som reaktion på politiets voldsomme forsøg på at banke dem på plads, helt fysisk.

Men trods udelukkelsen af kandidater, trods de ublu midler taget i anvendelse for at skræmme folk fra at demonstrere – i alt er flere end 2.500 mennesker blevet anholdt – og trods Forenet Ruslands mere eller mindre kreative forsøg på at kortslutte Stem Klogt-systemet, kunne protesten ikke holdes nede.

Magten er ikke slået

Den symbolske effekt er enorm. Men i bedste fald vil den reelle politiske effekt være beskeden.

I Moskvas Byråd fik Navalnijs strategi 13 kommunister stemt ind og tre fra Retfærdigt Rusland. Begge partier plejer at stemme sammen med Forenet Rusland.

I det fjernøstlige Khabarovsk plejer også de sejrende højrenationalister fra LDPR at samarbejde tæt med Forenet Rusland. På ryggen af pensionsprotesterne vandt de allerede sidste år guvernørposten og sidder nu altså også på flertallet i regionsrådet og i byrådet. Det er den første region i Rusland, som ikke er under Forenet Ruslands kontrol.

Samtidig er det et ekstremt udtryk for problemet med Navalnijs strategi med at kanalisere stemmer hen til den stærkeste oppositionskandidat, uanset politisk ståsted. LDPR ledes af Vladimir Zjirinovskij, der gennem årene har talt for særstatus for etniske russere, for at udvide Ruslands grænser og om nødvendigt demonstrere for omverdenen, at landet stadig er en atommagt.

I den anden ende af landet, i Sankt Petersborg, ser den siddende Kreml-tro guvernør Aleksandr Beglov ud til at kunne erklære sig selv som vinder trods omfattende valgsvindel. Han har været massivt bagud i meningsmålingerne op til valget, men på selve valgdagen blev valgdeltagelsen på mirakuløs vis næsten fordoblet, kort før valgstederne lukkede, så Beglov kom over de 50 pct. af stemmerne, det krævede at vinde i første valgrunde. Med hans sejr vil Kreml have vundet samtlige af de guvernørposter, der var på valg søndag.

Endelig er straffesanktionerne mod de anholdte demonstranter langtfra slut. Flere er blevet truet med at få frataget forældremyndigheder over deres børn for at tage dem med på gaden, og torsdag blev en demonstrant på rekordtid idømt fire års fængsel på grund af sin gentagne deltagelse i ikkevoldelige protester i løbet af året.

Med andre ord skal man gøre sig klart, hvad det er for en sejr for oppositionen, vi har været vidne til i Rusland. Magten er ikke slået. Undertrykkelsen vil fortsætte. Oppositionen har ikke formået at skabe opbakning for et politisk projekt, men kun at samle delvis opbakning imod partiet Forenet Rusland.

Tilbage står dog, at de har vist os, at Putins magt over Rusland ikke er uendelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvilket viser Putin ikke er diktator.
Han lever af flertallets opbakning. (hvis nogen stadig er i tvivl)