Leder

Boris Johnson vil gøre sig til Brexit-martyr – og vinde på hjemmefronten

Den britiske premierminister gav den som stand up-komiker – snarere end som politisk frelser – da han i Manchester i går holdt sin første tale ved et konservativt landsmøde som partileder
Boris Johnson har nu, siger han, gjort alt, hvad der er ham menneskeligt muligt for at komme EU i møde. Skurken, hvis en aftale ikke kan indgås, er altså ifølge dette narrativ at finde i Bruxelles og blandt oppositionen og konservative rebeller i Westminster.

Boris Johnson har nu, siger han, gjort alt, hvad der er ham menneskeligt muligt for at komme EU i møde. Skurken, hvis en aftale ikke kan indgås, er altså ifølge dette narrativ at finde i Bruxelles og blandt oppositionen og konservative rebeller i Westminster.

Julie Edwards

Udland
3. oktober 2019

Boris Johnson har X-faktor, ingen tvivl om det. Han kan improvisere, ja sludre, og slippe afsted med det. I sin tale til de konservatives landsmøde onsdag gav den britiske premierminister den som stand up-komiker. 

Måske mente han, at der var brug for noget opløftende midt i disse kaotiske tider. Hvorvidt Boris Johnson så er manden, der kan levere en mere munter fremtid, afhænger af øjnene, der ser.

Nye beskyldninger om sidespring og uanstændige berøringer har ikke mindsket hans popularitet i den del af befolkningen, der vil stemme på ham alligevel, og det er ikke så få.

En nylig YouGov-meningsmåling viser, at de konservative på trods af indre splid er i spidsen med 33 procent af stemmerne. Labour og Liberaldemokraterne står hver til 22 procent.

Det var med denne vind i ryggen, at Boris Johnson lagde op til sin længe ventede og, siger han selv, absolut sidste Brexit-plan med endnu en ’take it or leave it’-advarsel til EU.

»Vi ønsker det ikke, men vi er klar til at forlade EU den 31. oktober uden en aftale. Er I klar?« udfordrede han salen af konservative, der svarede bekræftende.

Flaskehalsen peger på Irland

Den idé, premierministeren prøver at sælge, er en slags ’forstopper’ til at afløse den ’bagstopper’-aftale med EU, der potentielt kunne holde Nordirland i EU for altid. Med Boris Johnsons plan forbliver Nordirland i EU’s indre marked i fire år, der oprettes en højteknologisk grænse og en momsgrænse mellem Nordirland og Irland. Til gengæld vil der »ingen kontrol være ved eller lige omkring selve grænsen«.

Spillet her er, at genoprettelse af alle former for fysiske grænser for Irland er helt uacceptabelt. Boris Johnson forsøger på denne måde at vende retningen, så flaskehalsen peger på Irland. Ved at give sig her ville Irland kunne hjælpe de andre EU-lande med at undgå en no deal-krise.

Han har tilsyneladende fået det nordirske DUP med om bord. Indtil for nylig var de tungen på vægtskålen, der stod i vejen for Theresa Mays aftale. Men efter at Boris Johnson har fritstillet 21 egne parlamentarikere, er DUP’s stemmer ikke længere afgørende.

Boris Johnson er ikke i nærheden af at have flertal i Underhuset – faktisk er hans mindretal på rungende 44 stemmer.

Dette ved EU naturligvis godt. De ved også, at det er usandsynligt, at en aftale, som de indgår med Boris Johnson, vil blive godkendt af det britiske parlament, som det ser ud nu. På samme måde kan premierministeren true med no deal, så meget han vil, om han også kan gennemføre det, er en anden snak.

Boris Johnson ved omvendt også, at EU ved, det forholder sig sådan, og derfor skal onsdagens udmelding i høj grad læses som et indenrigspolitisk martyrgreb.

En meget stor del af Boris Johnsons tale var veritabel valgkamp. Forbedring af sundhedssystemet, investering i hightech og uddannelse. Det hele leveret med et karakteristisk glimt i øjet med referencer til kængurunosser og parlamentet beskrevet som the pizza wheel of doom. Kontrol med fiskeri blev brugt som eksempel:

»Vi vil tage kontrollen tilbage over vores fiskeri, også i Skotland. Det er et paradoks, at de skotske politikere hedder (Alex) Salmon (laks, red.) og (Nicola) Sturgeon (stør, red.), men alligevel vil give retten til at bestemme over fiskeri til EU«. Jokes var der mange af, måske flere end alvoren egentlig tillod.

Skurken er ikke Boris Johnson... 

Boris Johnson har nu, siger han, gjort alt, hvad der er ham menneskeligt muligt for at komme EU i møde. Skurken, hvis en aftale ikke kan indgås, er altså ifølge dette narrativ at finde i Bruxelles og blandt oppositionen og konservative rebeller i Westminster. Dette er vigtigt, for det vil være den pointe, Johnson hamrer igennem igen og igen for at overbevise sine Brexit-trætte landsmænd ved et kommende valg.

»Dette land har været pionerer for verdensudviklingen i århundreder … Det var altid kontroversielt, når vi gik forrest. Nu har vi chancen for at gøre det igen … Lad os levere Brexit og samle nationen,« sluttede Boris Johnson sin tale.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at Storbritannien som land er ved at samle sig, tværtimod. Aldrig har man politisk eller i folkedybet været mere rygende uenige, end man er nu. Nogen må give sig.

Boris Johnson og hans særlige rådgiver, Dominic Cummings, satser hele butikken på, at det febrilske forsøg på at levere Brexit for enhver pris, og det formodede nederlag i forsøget på at gøre det, kan veksles til en parlamentarisk sejr på hjemmefronten og dermed frie hænder til at træde ud af EU, som han ønsker det. Det er ikke umuligt, at han får ret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Det er rigtig svært at se, hvordan Boris Johnson kan sno sig udenom den såkaldte Benn-act, i henhold til hvilken Johnson skal sende et brev til EU og anmode om forlængelse af § 50 til 31. januar, hvis ikke Parlamentet forinden 19.10.2019 har godkendt en Udtrædelsesaftale eller godkendt at Storbritannien forlader EU uden en Udtrædelsesaftale.

Men selvfølgelig har Boris Johnson i sin stab Dominic Cummings, hvis krøllede hjerne er i stand til at finde udveje på de fleste problemer.

Som bosiddende i London er det frustrende at se den engelse (ikke skotske eller walisiske) befolkning stadig har tiltro til Boris Johnson og hans konservative parti. Men det er rimmelig nemt at se igennem Boris og hans ønske om No Deal. Han eneste mulighed herfor er at fremtvinge et folketings valg. Thi me den udemokratisk valgmetode herovre, så behøver han blot 35.6%(ligesom David Cameron in 2015) for at få mere end 50% af folketings medlemmerne og derved 100% af magten.
Hvis han vitterlig har så stor tiltro til at 'the people' ønske at få Brexit overstået med No Deal, så kan han jo blot lave en konfirmerende folkeafstemning No Deal vs. Remain. Men det tør han ikke fordi så skal han have hele 50+% af stemmerne - og det får han ikke.

Lars F. Jensen, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Coninck Lucas

It's the Fourth Fucking Reich - owned and operated by the military industrial covert operation complex.

Boris Johnson er både kriminel, primitiv og ganske uvederhæftig; formentligt er hans intellektuelle kræfter også begrænsede. Men det er komplet korrekt vurderet af ham at UK må og skal træde ud af EU, og selvom hans metodik er både primitiv, svært dubiøs og konflikter med mange menneskers almindelige forestilling om gangbar parlamentarisme, er det svært forståeligt at Johnson reagerer som han gør ... givet at det ikke har været svært at gennemskue hvilken tovtrækker-strategi som gennemstrømmede forhandlingerne mellem May og EU. De fleste iagttagere, befriet fra et mere eller mindre neurotisk kompleks i forhold til EU's uundværlighed, ville ret nemt kunne se det helt uholdbare i at to parter (May og EU-kommissionen), som ikke ønskede UK's udtræden af EU, skulle forhandle netop denne proces på plads på bedst mulig vis. Dette var naturligvis aldrig en realistisk mulighed, men endnu et eksempel blandt utallige på hvordan parlamentarisk skueproces bliver hovedparten af de europæiske borgere til del. Og tilbage står fortællingen om at det de facto er umuligt at forlade EU uden at man gør alvorlig skade på sig selv ... og at alle, som forsøger, er fantaster, ultranationale og mentalt mindrebemidlede. Voila.

Johnson kunne næppe reagere anderledes, end han gør - det ligger udenfor hans umiddelbare kapacitet. Ligheden med Trump-fænomenologien er slående (men slet ikke historisk ny); store dele af befolkningen er de facto koblet ud af den politiske proces, mens de forventes at stemme og se nyheder som taknemmeligt kvæg af en herskende elite. Der er tale om et helt gement mega dobbelt-bind, og naturligvis vil mange (ihvertfald nok til at en del åbenlyst ret uforstandige politikere kan bringes ind i særdeles beslutningskompetente positioner) reagere med trods, apati, oprør og fantasteri; det er banal (gruppe)psykologi. Og som det sædvanligvis er; siden dobbeltkrænker den magtfulde (eliten og det bedre borgerskab) den i forvejen krænkede ved at påpege hvor uantagelig dennes reaktion på første krænkelse er. Dobbelt-op.

I øvrigt; naturligvis kan et land med succes forlade EU, hvis parameteren for succés først og fremmest er etablering af et genuint folkedemokrati. Og naturligvis kan et sådant projekt også slå fejl - dén viden er os alle til del. Ligesom EU på en lang række områder er slået alvorligt fejl, ganske alvorligt. Så alvorligt at der er et betydeligt behov for at befolkningerne samler sig om at skabe bedre demokratiske forhold i de europæiske lande, men i små fællesskaber med egen suverænitet, ellers ryger hele projektet naturligvis på gulvet.

Brexit er en lærestreg for alle om at vor (traditionelle) udgave af demokrati er fyldt med huller, dobbelte bindinger og ulykker ... herunder et politiker- og forretningsvælde, som ikke har en gnist interesse i at skabe udviklingsgivende vilkår for den brede befolkning.

Og han kommer til at vinde det næste valg.