Leder

Demonstranter verden over tror på, at politik kan gøre en forskel, og de er skuffede

Der er massedemonstrationer på samme tid i Mellemøsten, Latinamerika, Asien og Europa. De har forskellige sager og mål, men de har troen på demonstrationen som politisk metode til fælles
Demonstrationerne i Hongkong er ifølge Time Magazine inspireret af en film om protesterne i Ukraine i 2013, og demonstranterne i Catalonien har ifølge BBC omdelt manualer fra Hongkong som vejledning. På billedet svinger en demonstrant det catalonske flag under en protestdemonstration i Barcelona d. 21. oktober. 

Demonstrationerne i Hongkong er ifølge Time Magazine inspireret af en film om protesterne i Ukraine i 2013, og demonstranterne i Catalonien har ifølge BBC omdelt manualer fra Hongkong som vejledning. På billedet svinger en demonstrant det catalonske flag under en protestdemonstration i Barcelona d. 21. oktober. 

Pau Barrena

Udland
25. oktober 2019

Folket rejser sig over hele verden. Vrede mennesker i fællesskaber indtager gaderne i storbyer og demonstrerer mod dem, der bestemmer over dem.

De, der troede, at skuffelserne efter Det Arabiske Forår havde passiviseret befolkningerne i Mellemøsten, tog fejl: De sidste par uger uger har mange hundredtusinder mennesker været på gaderne i Libanon, Irak og Saudi-Arabien.

Og de, der antog, at borgerne havde givet op i Latinamerika, må tænke om igen: Der har den seneste tid været voldsomme massedemonstrationer i Chile, Ecuador og Bolivia.

Noget lignende finder sted i Asien. Det kan godt være, at de mange demonstranter i Hongkong er oppe imod en frygtindgydende overmagt, Kina, men på trods af tåregas, maskeringsforbud og politivold bliver de ved med at manifestere deres utilfredshed offentligt.

Også i Europa var der i sommer en kvart million tjekker på gaderne i protest mod deres præsident, og i denne uge har flere hundredtusinder catalanere demonstreret mod hårde fængselsdomme til ni ledere af deres separatistbevægelse.

Man kunne få det indtryk, at den socialistiske slagsang Internationale har fået et globalt gennemslag. At vrede borgere følger opfordringen fra sangens første linje – »Rejs jer, fordømte her på jorden« – og realiserer målsætningen fra sangens sidste linje: »Internationale slår bro fra kyst til kyst.«

At verdens undertrykte rejser sig i fælles protest.

Folket i bestemt ental findes ikke 

Men folket i bestemt ental findes ikke i virkeligheden. Det er forskellige bevægelser med forskellige mål og dagsordener, der bliver mobiliseret. Skoleelever over hele verden arrangerer fredagsdemonstrationer for at presse deres ledere til en offensiv og ambitiøs grøn omstilling.

Men protesterne i Ecuador var ikke mindst udløst af en fordobling af priserne på diesel og 30 procents stigning på benzinpriserne. I Saudi-Arabien var det en 100 procent beskatning af vandpiberygning på restauranter, der gav anledning til protesterne, og i Irak var det fyringen af en populær general, der mobiliserer borgerne til modstand.

Som den canadiske forsker Michael Ignatieff siger til The New York Times:

»Folk bliver ikke revet med af et massevanvid. Det her er politik med specifikke årsager og specifikke temaer. Hvis man ikke anerkender det, så forveksler man folkeligt engagement i politik med tossede modebølger som at gå i de samme bukser eller bære den samme hovedbeklædning.«

Den britiske public service-station BBC har forsøgt at finde fællesnævnere for de globale massedemonstrationer og anfører blandt andet den økonomiske ulighed. Og det er rigtigt, at den økonomiske ulighed er steget i alle de lande, hvor befolkningerne protesterer. Den er en medvirkende årsag til utilfredshed, vrede og afmagt.

Men det er lige så rigtigt, at det ikke er økonomisk lighed og retfærdighed, som demonstranterne kræver, og at det meget sjældent er den økonomiske overklasses rigdom og privilegier, de retter deres vrede imod.

De globale protester er hverken en samlet bevægelse eller en ny internationale.

Alligevel har Michael Ignatieff ikke helt ret. Demonstranterne over hele verden har ikke samme sag, men de har noget andet tilfælles: De tror på, at politik kan og bør gøre en forskel, og de er skuffede over, hvad deres konkrete politikere leverer.

De mener, de har ret til at være med til at bestemme, og oplever, at deres politiske overklasse er korrupt, eller at deres politiske systemer er ineffektive. Og de tror på demonstrationen som politisk metode til at skabe forandringer.

Meget tyder endvidere på, at de mobiliserer hinanden. Demonstrationerne i Hongkong er ifølge Time Magazine inspireret af en film om protesterne i Ukraine i 2013, og demonstranterne i Catalonien har ifølge BBC omdelt manualer fra Hongkong som vejledning.

Generelt kan demonstranterne se andres protester på sociale medier og konstatere, at det har en effekt: Lovforslag bliver trukket tilbage i Hongkong, politikernes lønninger bliver sænket i Libanon, og reformen i Ecuador blev lavet om. 

Demonstranterne har fundet ud af, hvor stor en magt de faktisk har, når de protesterer i fællesskab. Det er på ingen måde sikkert, at det er en magtudøvelse, som vil skabe progressive fremskridt og sociale forbedringer. Den kan bremse også grøn omstilling og svække de politiske systemers handlekraft.

Men det gælder al magtudøvelse, at den kan bruges godt og dårligt. Og det, der i hvert fald er et fremskridt, er, at den politiske overklasse i hele verden opdager, at de ikke kan regere hen over hovederne på deres befolkning. At de vil blive draget til ansvar af borgere, der forventer mere og tror på politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

“Hvad vil den globale vrede – og hvad kan den?”
Er der ‘et’ menneske på jorden, der ‘ikke’ ved, hvad det er der sker globalt?

Det må være en joke!

Tommy Clausen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Lykkebergs eksempler har alle den politiske demonstration til fælles, men det er også det eneste, som forholdene i Ukraine, Catalonien og Hong Kong har tilfælles. Fordi en demonstration ét sted læner sig op ad en demonstration et andet, bliver uretfærdigheden ikke identisk. Det er eksempelvis klart, hvilket Lykkeberg ikke har blik for, at demonstrationer også kan være båret af kollektiv forførelse, sagt anderledes: demonstrationer som sådan er ikke gode, men nogle er. Der findes sikkert også demonstrationer imod klimafatalen i Paris.

Daniel Joelsen

De er alle 3 demokratiske udbrud fra lokalbefolkningen - demonstrationen er kun et biprodukt.

Anders Vang Nielsen

Nu er Bolivia ganske vist kun nævnt i en opremsning her i teksten, men jeg ville holde landet helt ude af ligningen i Lykkebergs forsøg på at finde fællestræk mellem protesterne.

For det første er folk konstant på gaden i Bolivia, vejblokader, strejker og demonstrationsmarcher er en del af den politiske hverdag, selvom de kun sjældent dækkes i udenlandske medier. Netop nu drejer den ekstraordinært højspændte konflikt i landet sig imidlertid mindre om politisk indhold end om en anti-demokratisk proces - nemlig spørgsmålet om legitimiteten af både Evo Morales’ kandidatur og (ifølge den officielle, men polemiske optælling) snævre sejr til præsidentvalget i søndags.

Modsat situationen i hhv. Chile og Ecuador sker dette på trods af, at de økonomiske forhold for manges vedkommende er blevet forbedret under Morales (billedet er dog ikke entydigt, og flere makroøkonomiske parametre som udlandsgælden og valutareserverne er igen gået den gale vej de senere år). En anden markant forskel er, at bolivianerne er splittet; det er ikke en samlet, men nok omtrent en halv befolkning, der vil af med regeringen.

Konflikten har endvidere været længe undervejs og kan ikke siges at være inspireret af hverken Hong Kong, Catalonien eller andre. Især siden Morales tabte - og med forfatningsdomstolen i ryggen sidenhen ignorerede - folkeafstemningen i februar 2016 om at ophæve den forfatningssikrede begrænsning på ét genvalg til præsidentembedet, har der været lagt op til det drama, landet nu er midt i.

Ingen kender udgangen på dette drama, men et demokratisk “fremskridt” (med Lykkebergs ord) er i hvert fald long gone.

Daniel Joelsen

Interessant, at samme syn på opstandene i øjeblikket også er at finde i andre dagblade, som fx The Guardian. Herved påpeges at overordnet set drejer det sig om samme form for demokratiske udtryksformer.

Det ville dog være mere Interessant at Information koncentrerede sig om de europæiske opbrud mere end om fx Hong Kong, Men det bliver ikke så meget til med Catalonien.

Det er ikke kun The Guardian, der er flere medier der taler om globale demonstrationer, det som dog ofte mangler er nuancerne.
Der kæmpes om forskellige ting i nationer, der er vidt forskellige. Fx er det klart, at de catalanske separatister gerne vil lade sig inspirere af Hong Kong, men herved overdriver de også deres egen situation. De har også tidligere sammenlignet sig selv med Balkan-situation, hvilket fik flere fra denne tragiske krig til at både græde og grine af de catalanske separatister.

Chile, det første neoliberale eksperiment. Indledt med 17 års diktatur. Et system der kun kan opretholdes med frygt, vold og undertrykkelse.
Jo, chilenerne er helt sikkert trætte af 1%-erne og deres korrupte politikere. Måske eksperimentet har nået sin grænse. Systemet viser sit sande ansigt og smider masken af påtaget demokrati, et demokrati som aldrig har eksisteret og som aldrig førte til en reel forbedring for den almindelige befolkning i Chile. Det er den store ulighed som dette økonomiske eksperiment med sikkerhed indfører alle steder på kloden der nu har nået grænsen og er anstødsstenen plus en generation der ikke husker den terror hvormed systemet blev indført - fordi de endnu ikke var født. De er ikke bange.

I sin nuværende form består demokratiet blot som et valg mellem tweedledum og tweedledee. Lyder det velkendt.

https://www.eftertrykket.dk/2019/10/23/no-son-30-pesos-son-30-anos-dagbo...