Leder

’Klimaretfærdighed’ skal i centrum på næste COP-møde

Man kan ikke redde økonomien først og tro, at verden kan gemmes til senere
»Det næste COP-møde må blive et ’People's Climate Summit’, og at ’klimaretfærdighed’ skal i centrum. Og det er derfor, Mette Frederiksen, at det ikke hedder ’velfærd først’. Man kan ikke redde økonomien først og tro, at verden kan gemmes til senere,« skriver Jørgen Steen Nielsen i denne leder. Billedet er fra demonstrationerne i Chile.

»Det næste COP-møde må blive et ’People's Climate Summit’, og at ’klimaretfærdighed’ skal i centrum. Og det er derfor, Mette Frederiksen, at det ikke hedder ’velfærd først’. Man kan ikke redde økonomien først og tro, at verden kan gemmes til senere,« skriver Jørgen Steen Nielsen i denne leder. Billedet er fra demonstrationerne i Chile.

Jorge Silva

1. november 2019

På overfladen en ren teknikalitet: Chile har bøvl på hjemmefronten og må med beklagelse melde forfald som vært for COP 25, det næste i rækken af klimatopmøder med planlagt start den 2. december. FN’s klimasekretariat forventes snarest at melde ud om adresseændring for det globale møde.

Men under overfladen er aflysningen alt andet end et teknisk uheld. Chile er ramt af den voldsomste sociale opstand i årtier – med flere dages undtagelsestilstand i Santiago og med mindst 20 dræbte og over 1.200 sårede.

Demonstranter har bygget barrikader og afbrændt metrostationer, politi og militær har brugt vandkanoner, gummikugler og tåregas. En million vrede chilenere har været på gaden i det, der tidligt i oktober startede som studenters protest over stigende priser i metroen, men siden har udviklet sig til demonstrationer mod præsident Sebastian Pineras neoliberale politik med privatisering af sundheds- og pensionssystemet, vand- og elforsyning samt lave lønninger, manglende uddannelsesmuligheder og voldsom økonomisk ulighed.

Dermed ligner den chilenske revolte de sociale uroligheder, som inden for kort tid har ramt en række lande verden over. Ecuador oplevede for en måned siden en massiv opstand udløst af planer om at fjerne benzinsubsidier, Libanons premierminister Saad Hariri har netop meddelt sin tilbagetræden efter historisk omfattende demonstrationer mod den herskende politiske klasse og den sociale nød. Iraks regering står for fald efter protester mod økonomisk ulighed, der har kostet over 100 livet de seneste dage.

I Hongkong fortsætter på femte måned protester, der oprindeligt handlede om retssikkerhed, men i dag også drejer sig om levevilkår i bredere forstand. I Holland har tusinder af traktorkørende landmænd blokeret vejene i Haag i protest mod foreslåede klimakrav, der hævdes at undergave landbrugets pressede økonomi.

I Frankrig demonstrerer De Gule Veste stadig mod forringede levevilkår, et år efter de første protester mod præsident Macrons foreslåede brændstofafgifter. Selv franske politifolk demonstrerer nu mod det pres, de sociale uroligheder sætter dem under.

’People's Climate Summit’

Omstændighederne er forskellige fra land til land, men et fælles træk er, at store befolkningsgrupper føler virkningerne af et ulige økonomisk system og en presset global økonomi.

For et år siden advarede økonomen Qian Liu, direktør for Greater China Economist Group, om, at den næste økonomiske krise kan udløse voldsomme globale konflikter. I dag siger den Internationale Valutafond, IMF, at verdensøkonomien oplever »en synkroniseret nedtur« med en vækstrate for det globale BNP i år på blot tre pct., den laveste i ti år.

En presset privatøkonomi, en udhuling af offentlige velfærdssystemer og en svækket national og global økonomi skaber utryghed og vrede i befolkningsgrupper, der oplever stigende uligheder, skabt og forsvaret af en privilegeret overklasse. Det giver sig nogle steder udslag i oprør med krav om omfordeling, men det giver sig andre steder udslag i f.eks. nationalistiske strømninger, eller det skaber barrierer for at håndtere det globale samfunds anden presserende udfordring: De accelererende klimaændringer.

Nogle steder – som i Frankrig – kommer det til udtryk som direkte modstand mod forslag med gunstig klimaeffekt, mens det andre steder – som i Chile – viser sig indirekte i form af politisk destabilisering, der hindrer, at de klimapolitiske processer kan foregå, jævnfør COP 25-mødet, der er næstsidste chance for i tide at skærpe de nationale klimamål, som i dag er erkendt alt for svage.

Mareridtsscenariet er den onde cirkel, hvor klimaændringernes konsekvenser yderligere undergraver økonomien (hvad koster mon de californiske skovbrande på delstatens økonomi?), og dermed skærper de sociale spændinger, som i sig selv både destabiliserer økonomien og spærrer for klimapolitisk handling – med yderligere økonomisk kaos og politisk handlingslammelse til følge.

Det er derfor, den internationale miljøbevægelse i kølvandet på Chiles afbud råber i kor, at den sociale og den klimamæssige udfordring er to sider af samme sag, at det næste COP-møde må blive et ’People's Climate Summit’, og at ’klimaretfærdighed’ skal i centrum. Og det er derfor, Mette Frederiksen, at det ikke hedder ’velfærd først’. Man kan ikke redde økonomien først og tro, at verden kan gemmes til senere.

PS: Ved redaktionens slutning havde den spanske regering tilbudt at afholde COP 25-mødet i Madrid fra den 2. til 13. december.

Fra Hongkong til Barcelona går borgerne på gaden. 2019 er allerede et demonstrationsår på linje med 1968 og 1989. Men hvad betyder det for demokratiet, når politik rykker ud af parlamenterne?
Læs også
Den politiske magt er sivet ud af de politiske institutioner, mener den tyske politolog Ulrike Guérot. I stedet har vi fået aktivisme. Det føles rigtigt, når man liker et opslag om Greta Thunberg, men reelt betyder det ikke noget. Vi har brug for gammeldags politik, hvis vi vil ændre verden
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Nielsen

Jeg mener at have læst, at den danske mangemillionær, Djaffar Shalchi, sammen med andre formuende, vil foreslå en beskatning på 1 procent globalt på alle formuer over fx 1-3 millioner på det kommende COP- møde. Det vil kunne betale for opnåelsen af de 17 Verdensmål og altså også klimaomstillingen. Dertil kunne vi tilføje forslaget om Carbon Fee and Dividend, med afgifter på CO2 belastende varer og handlinger, DDR gives tilbage til borgerne på en måde, der gør det synligt og mærkbart, at det ikke er de økonomisk fattigste, der skal holde for.

Philip B. Johnsen

De menneskeskabte klimaforandringer i Syd og Centralamerika spreder fattigdom, sult og frustration over de riges overforbrug på kommende generationers regning.

Det er mangelen på tillid til politikere og den økonomiske magtelite, der får håbet i den brede befolkning til at svinde og frustrationerne op til overfladen.

birgitte andersen, Ete Forchhammer og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels Ishøj Christensen

Det er i stater med et dårlig forvaltet pengekapitalistisk system den er gal. Hvor en rimelig og solidarisk omfordeling af de industrikapitalistiske overskud - gevinsterne, overskuddene og erobringerne på det internationale marked - ikke finder sted på det nationale plan For hvor det i fortiden handlede om menneskers overlevelse i direkte vekselvirkning med naturen og dens faktisk foreliggende ressourcer, så handler det i dag om overlevelse takket være en større eller mindre erhvervelse og anvendelse af kapitalismens universelle byttevare: penge. Har du penge kan du få, har du ingen må du gå - fra det marked af nødvendige, fødevarer, brugsting, tøj, sko, medicin, tjenesteydelse, transport mm som skal sikre dig og din familie en værdig overlevelse. Pengekapitalismen har nu på globalt plan for alvor afbrudt menneskets direkte og umiddelbare vekselvirkning med den natur der skal sikre overlevelsen. Nu er det kampen for at sikre sig de nødvendige penge-byttevarer der er i centrum for overlevelsen. Og de store pengefattige grupper, som akkurat lige kan holde skindet på næsen inden for nationalstaternes rammer på globalt er meget sårbare overfor de mindste nedskæringer og forringelser for deres pengeøkonomi. Og hvor de kommer, og nationalstaternes politiske ledere ikke kan råbes op, bliver mere eller mindre voldelige demonstrationer på gaderne den sidste udvej - som i Chile, Ecuador, Libanon, Irak, Hong Kong, Holland, Frankrig, og lige om lidt et andet sted. Der er brug for en ny pengekapitalistisk økonomi inden for nationalstatens rammer, som ikke stræber efter velfærd, men efter økonomisk retfærd under hensyn til den sociale retfærdighed, klimaet og vores fælles globale og nationale naturressourcer.

Søren Andersen

Information skriver, at fælles for alle demonstrationerne er, at store befolkningsgrupper føler virkningerne af et ulige økonomisk system og en presset global økonomi.
En kuriositet er, at et sted protesterer de priviligerede mod, at de skal dele deres rigdom med deres fattigere medborgere.
Dette er tilfældet i Spaniens rigeste nordløstlige region Katalonien, hvor mange mennesker ikke længere gider et økonomisk fællesskab med deres fattigere naboer i andre regioner.

Philip B. Johnsen

@Søren Andersen
Er det nu også en kuriositet, man kunne sammenligne det med vores egen statsminister i det rige Danmarks, mishandling af fattige udstøtte børn i danske lejre.

Volden og den påståede legitimitet for mishandling af børnene, er skabt af politikere der spiller de økonomiske mest udsatte, ud mod de fattigste i Danmark.

Man kan se ud i fremtiden og se nøjagtigt det samme forhold som i Spaniens rigeste nordløstlige region Katalonien, udspille sig i Danmark og resten af det køligere og relativt mere frugtbare Norden.

Hvis ikke man politisk ønsker, at forholde sig til bl.a. et stigende antal klimaflygtninge, burde vores folkevalgte politikere stoppe med, at producere klimaflygtninge.

Der burde tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.