Leder

SPD ligner et parti, der har opgivet at tage sig selv alvorligt

Midt i formandsvalget ligner socialdemokratiske SPD nærmest et parti, der har opgivet at tage sig selv alvorligt
Socialdemokratiske SPD fik kun lige slæbt sig over spærregrænsen med otte procent ved delstatsvalget i Thüringen.

Socialdemokratiske SPD fik kun lige slæbt sig over spærregrænsen med otte procent ved delstatsvalget i Thüringen.

Karina Hessland

Udland
29. oktober 2019

Thüringen er ikke Tyskland.

Eller mere præcist: Den østtyske delstat Thüringen er ikke hele Tyskland. Alligevel er resultatet fra søndagens delstatsvalg skingert. Med rekordhøje 31 procent til Die Linke på den yderste venstreflanke og rekorddeprimerende 24 procent til AfD på det demokratiske spektrums højre yderkant var der historiske vælgerprygl til de tyske regeringspartier. Merkels CDU fik blot 22 procent, mens socialdemokratiske SPD kun lige slæbte sig over spærregrænsen med otte (!) procent.

Budskabet i denne styrtblødning mod yderfløjene er entydig: Merkels GroKo eller ’store koalition’ er meget langt fra at have fortjent sit navn. Og det bliver sværere og sværere at danne stabile flertalsregeringer – akut i Thüringen og langsigtet i Tyskland.

For det formandsløse SPD kom pryglene på et kritisk tidspunkt.

I Merkel-æraen siden 2005 har SPD skiftet ledere oftere, end Merkel har skiftet snit (men ikke farve) på sin blazer, nemlig ni gange. Senest blev Andrea Nahles mobbet ud i sommer.

Siden da har partiet begivet sig ud i en månedlang valgkamp blandt de tilbageværende 425.000 medlemmer. Da det kun var folk fra anden række og nedefter, der meldte sig som formandskandidater, så den karismafattige finansminister Olaf Scholz – også kendt som ’Scholzomat’ eller ’Chefteknokraten’ – sig nødsaget til at melde sig som den ene halvdel af en lederduo med Klara Geywitz, der røg ud af Brandenburgs delstatsparlament ved valget i september.

I alt stillede seks formandsduoer op. Lørdag forelå det første delresultat, hvor de mere radikale SPD-kandidater blev siet fra og feltet kogt ned til to duoer, nemlig Olaf Scholz og Klara Geywitz mod Norbert Walter-Borjans, en pensioneret finansminister fra Nordrhein-Westfalen, og hans kvindelige makker Saskia Esken, en sydtysk delstatspolitiker, der på sin hjemmeside fremhæver sin hund, musik og god mad som yndlingsbeskæftigelser.

Man skal altså være pænt tykhudet for ikke at få hovedpine ved tanken om, at redningen for Willy Brandts gamle parti og for en af de vigtigste sociale bevægelser i det 20. århundrede skal findes i dette felt.

En »alt andet end Scholz«-stemning har bredt sig

Lørdag blev heller ikke ligefrem en SPD-fest.

For det første fik vinderduoen Scholz/Geywitz sølle 23 procents opbakning, mens Esken/ Walter- Borjans havde 21 procent af SPD’erne bag sig. For det andet var det kun 53 procent af SPD-medlemmerne, der havde gidet at stemme.

Kun Saskia Esken har vakt opsigt ved at kræve SPD ud af regeringen. Hendes makker Walter-Borjans leverede derimod kun ikkesvar på det spørgsmål, mens Olaf Scholz og Klara Geywitz begge vil holde SPD inde i regeringsvarmen og lade Merkel sidde frem til det regulære valg i 2021.

Derfor har der i store dele af partiet bredt sig en »alt andet end Scholz«-stemning, fordi han står som indbegrebet af det pragmatiske magtmenneske, der vil fortsætte med minimal risiko som overlevelsesstrategi under Merkel – en strategi som langsomt, men sikkert har bragt partiet ned under 15 procents opbakning.

Ellers har de fire kandidater – som så ofte før – lovet et socialdemokratisk venstresving, så SPD atter adskiller sig synligt fra CDU. Men frem mod det endelige formandsvalg i november har ingen af dem leveret skyggen af en opskrift på socialdemokratisk succes i det 21. århundrede, og ingen har givet en fornemmelse af nye vinde i det gamle parti.

Hvis det ikke skræmmer vælgerne i sig selv, så formåede andre socialdemokrater det i weekenden.

Lørdag rejste SPD-udenrigsminister Heiko Maas til Ankara og tog en lille personlig hævn på CDU-leder og forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer ved at skyde hendes omdiskuterede forslag om en international sikkerhedszone i det nordlige Syrien ned. Kramp-Karrenbauer havde i sit forsøg på at give den som statskvinde nemlig ’glemt’ at informere de øvrige ministre.

DIE ZEIT’s stedfortrædende chefredaktør Bernd Ulrich kunne med rette derfor spørge, om »en regering, der ikke er i stand til at skabe en fælles udenrigspolitik, kan og må regere videre?«

Og søndag kunne Bild-Zeitung berette, at den tidligere SPD-formand Sigmar Gabriel er på vej direkte fra sin post i forbundsdagen til leder af det ypperste lobbyforbund for den tyske bilindustri, VDA. Dermed vil den sidste venstreorienterede og kapitalismekritiske glans være pillet af partiet, lyder kritikken selv internt i SPD.

Som Süddeutsche Zeitung har udtrykt det, er det påfaldende nemt at svine SPD til og lige så nemt at have medlidenhed med partiet. Desværre er det efterhånden sværere at tage partiet seriøst.

Med det nedtrykkende indtryk under formandsvalget må man desværre også spørge, om SPD trods sin glorværdige historie og nødvendigheden af en stærk tysk venstrefløj har fortjent det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Finn Thøgersen

Nu venter vi vel efterhånden kun på det første delstatsvag hvor SPD ryger under spærregrænsen på 5 procent.

Trist med den flotte historie i erindring, men når man ikke kan eller vil tilpasse sig det århundrede man lever i, så...