Leder

Flyafgift, ja tak

Klimarådet anbefaler, at Danmark indfører en grøn flyafgift som Sverige, Tyskland, Storbritannien og Norge allerede har gjort
Klimarådet anbefaler en grøn afgift på flyrejser. Det bør regeringen lytte til, så Danmark kan være et grønt foregangsland, mener dagens lederskribent Jesper Løvenbalk Hansen.

Klimarådet anbefaler en grøn afgift på flyrejser. Det bør regeringen lytte til, så Danmark kan være et grønt foregangsland, mener dagens lederskribent Jesper Løvenbalk Hansen.

Thomas Borberg

9. november 2019

Statens uafhængige klimapolitiske rådgiver, Klimarådet, anbefaler i et notat torsdag, at de danske politikere hurtigst muligt indfører en grøn afgift på flyrejser.

Det bør politikere gøre for at stoppe den hastige udvikling med stadigt flere flyrejser og for på sigt at tvinge flyselskaberne til at tænke mere grønt. Fra 2004 til 2019 steg antallet af flypassagerer globalt med 130 procent, og 2019 forventes at sætte ny rekord med 4,6 mia. passagerer. Samlet står flyrejser for mellem to og tre procent af de globale udledninger af drivhusgasser.

Klimarådet foreslår derfor, at de danske politikere lader sig inspirere af vores nabolande som eksempelvis Tyskland, der har indført en grøn flyafgift på 50 kroner til nære destinationer, og 300 kroner når der flyves til fjernere egne.

Ifølge beregninger fra EU-Kommissionen vil en dansk flyafgift svarende til den tyske reducere antallet af flypassagerer med fire procent og give årlige indtægter til statskassen på 1,3 mia. kroner.

Derfor er det næsten for oplagt, at S-regeringen under de igangværende finanslovsforhandlinger bringer forslaget i spil. Set i lyset af klimakrisen er der intet kontroversielt i grønne flyafgifter, der samtidig giver penge til statskassen, som regeringen kan bruge på den grønne omstilling.

Lad Danmark være et grønt foregangsland

Støttepartierne i rød blok er med på ideen. SF ønsker en flyafgift på 250 kroner pr. ton CO2 udledt, mens De Radikale og Enhedslisten foreslår en afgift, der stiger med antallet af flyrejser og længden på rejsen.

Alligevel tøver S-regeringen, der har valgt ikke at bringe flyafgifter ind i deres foreløbige udkast til en ny finanslov. Regeringen ønsker i stedet en fælles europæisk indsats – og den danske finansminister Nicolai Wammen (S) er også én af ni finansministre i EU, der i en fælles erklæring opfordrer EU-Kommissionen til at tage fat på problematikken.

Det ene udelukker imidlertid ikke det andet. Tyskland, Storbritannien, Norge og Sverige har allerede indført flyafgifter, og det hollandske parlament planlægger, at Holland indfører en flyafgift fra 2020 – medmindre at EU samlet finder en løsning.

»Ved at udvise handlekraft nu, håber vi, at man fra europæisk side også vil tage affære,« som den hollandske finansminister, Menno Snel, siger.

Ønsker Wammen og resten af S-regeringen at presse EU, er den bedste vej at gå selv at komme i gang – ikke blot underskrive en opfordring. Socialdemokratiet har efter valgsejren bebudet, at Danmark igen skal være grønt foregangsland – og så kan vi ikke være de sidste til at gøre det mest indlysende.

Flypassagerer som her i Københavns Lufthavn i Kastrup skal betale flyafgift allerede fra næste år, mener regeringens støttepartier.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Jens Hedegaard Laursen Pind
  • Anker Heegaard
Steen K Petersen, Jens Hedegaard Laursen Pind og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Hvor stort provenue vil flyafgiften give? Den " kloge" Brian Mikkelsen fra DI foreslog salg af Ørsted=130 mia!
=salg af fællesejet! 2-3% af drivhusgasser fra fly? Kan afgiften neutralisere 2-3% af drivhusgasserne globalt? Proportioner efterlyses! Er der andet der forslår mere?
Hvad bruger staten de øremærkede (håber jeg) afgifter på? Jeg er stærkt betænkelig ved hele ideen. Der er ikke globalt "fod-slaw" til løsning af problemet og det er nødvendigt for en løsning/reduktion.

Dorte Sørensen

Hvad med at sætte flyafgiften langt højere og så i første omgang at udvikle togrejsernes sammenhæng over hele Europa. Hvis togforbindelserne blev gode og hyppige så vil de kunne overgå en flyrejse også i tid på de fleste strækninger i Europa og så er de langt mere "bæredygtige" end flyrejser.

Morten Lind, Alice Hjorth, Flemming Berger, erik pedersen, Steen K Petersen, Claus Poulsen, Lars N. Jensen, Hans Larsen, Jens Hedegaard Laursen Pind, Lise Lotte Rahbek og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar

I 2018 var der 4.400.000.000 flyrejsende i verden. I 2035 forventes tallet at stige til 8.800.000.000.

Torben Lindegaard

@Dorte Sørensen

Udvikle togdriftens sammenhængskraft og hastighed i Europa -
YES .... men det er godt nok en langtrukken affære.

Vi husker alle sammen al kævlet om linieføringen af Ringsted-banen - plus diskussion om kompensationsstørrelsen til de berørte beboere langs den nye linie - og hvornår er man berørt af en toglinie ? .... hvor tæt på skal man bo ?

Og al det kævl for en højhastighedslinie fra København til Ringsted -
og kun nye skinner fra Køge til Ringsted !!

De tyske miljøorganisationer kan forsinke anlæggelsen i det uendelige - jævnfør broen fra Rødby til Puttgarden !! - Østeuropæerne vil utvivlsomt have Vesteuropæerne til at betale for baneudbygningen - og hvad rager det alt sammen irerne, de vil da slet ikke betale ?? .... så det er ikke en løsning der bare tegner sig i horisonten.

Erik Fuglsang, Kim Houmøller og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Torben Lindegaard Togdriften er bedre mange steder i Europa. Der skal ikke så meget til. Fx en tilrettelægning så folk kunne rejse uden for mange skift og ventetider. Det behøver ikke betyde udbygninger af banenettet , men "bare" et ordenlig samarbejde og planlægning af den mest effektive drift mellem landene. Det burde være en overkommelig opgave for EU og tilstødende lande.

Morten Lind, Alice Hjorth, erik pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Steen K Petersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Er det ikke lidt fantasiløst, at svaret på alle udfordringer altid er afgift- og skattestigninger (til de flittige)? Jeg har endnu til gode at læse et forslag i avisens spalter og/eller blandt "kommentarkorpsets fastansatte" , hvorefter skatter og afgifter SÆNKES!

Torben Lindegaard og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

De rige som har penge er nok ligeglade. Derfor rammer den 'grøne' flyafgift skævt. Amen!

Erik Fuglsang.
Kom selv med et forslag til at nedsætte CO2 udledningerne, eller er du helt fantasiløs, og kun tænker i mindre skatter og afgifter. Luftfarten er allerede begunstiget af ingen brændstofafgifter og ingen moms.

Morten Lind, Carsten Munk, Carsten Wienholtz, Peter Beck-Lauritzen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Villy Birch Hansen

Der ikke interesse for flyafgifter i Danmark. Københavns Lufthavn er alt for god en forretning. Desværre har vore kloge politikere forlængst solgt broderparten. Så er Københavns lufthavn også ind og udgang for en masse krydstogt turister, så København bliver skiftested med deraf en voldsom forurening fra krydstogtskibene. Et krydstogtskib skulle forurene ligeså meget som 30-40 tusinde person biler. Det klare vor borgmester ved ville forbyde ældre diselbiler med eller uden partikelfilter. Der er biler som der er betalt flere hundred tusinde i afgift for. En afgift der også kan vende den tunge ende ned af, men det er jo en helt anden historie. Hykleriet kender ingen grænser, blot der er penge i det.

Jens Erik Starup, Steen K Petersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jo, der er for meget lavstatus over billige flyrejser, det tror jeg sådan set også passagerene synes. Så ikke alene for miljøets skyld, er det en god idé at sætte priserne et hak op.

Claus Bødtcher-Hansen

09/nov/2019

Størrelsen af en fly-billet-afgift
skal være afhængig af den pågæl-
dende passagerers års-indtægt !

Elles er det alene de lavt-lønnede,
der begrænses, medens de højt-
lønnede bare rejser videre !

Venlig hilsen
Claus

Morten Lind, Kim Houmøller, Jens Flø og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Der skal selvfølgelig være en afgift på flyrejse, og sikke let det er.
For at vi alle, høj som lav skal tænke os om, inden vi tager på flyve tur og dermed belaster vores skrøbelig jord, samt det ikke skal vende den tunge ende nedad, skal denne afgift afhænge af den enkeltes indtægt og formue. Det er også med til at, uligheden ikke øges.

Flyafgiften skal ligge på omkring et gennemsnit på 0.2 % af flyrejsens længde, korte 0.1%, mellemlange 0.2% og lange 0.3, det opgøres en gang om året via ens skattebillet.
I disse tider med nærmest totalovervågning, kan det let gøres, tænk bare på Udbetaling Danmark.
Formuen er så ens frie midler, aktier/obligationer i eget depot, en evt. friværdi i ens hus, værdi af ens bil/firmabil, dog ej ens pension.

Eks. En familie på 4, 2 voksne og 2 børn, som tager på deres velfortjente ferie, skal så betale en afgift på 0.2%, mellemlang flyrejse. I dette tilfælde har far/mor en formue/indtægt på kr. 3 millioner og børnene har ingen. Da vil det udløse en afgift på kr. 6.000

Eks. En enlig, med indtægt på kr. 200.00 og en formue på kr. 100.000, skal så betale kr. 600

Eks. En kvinde med en formue/indtægt på kr. 8.000.000 vil så skulle betale, for en mellemlang rejse, kr. 16.000.

Rejser man så flere gange om året, så lækkes denne afgift bare sammen, eksempelvis kvinden, med en kort rejse, en mellem rejse og en lang rejse, kr. (8.000+16.000+24.000) 48.000 at betale via sin skattebillet.

Inden du får kaffen galt i halsen, kaffe belaster jo også vores kære jord, så går den øvelse ud på, at gøre det fair for den enkelte, mindske uligheden, de velbjærget skal også mærke det koster, samt, ikke vende den tunge ende nedad OG ikke mindst, passe på vores jord, så de kommende generationer, ikke skal leve med en ØDELAGT klode.

Morten Lind, Bjørn Pedersen, Jens Flø og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

"Samlet står flyrejser for mellem to og tre procent af de globale udledninger af drivhusgasser"

For det første har co2 udledt i stratosfæren langt større effekt på den globale temperatur end co2 udledt i troposfæren, hvor vanddampen 'skygger' for en stor del af co2s potentielle klimapotens. For det andet er det den udledte vanddamp i den ellers knastørre stratosfære, som står for den største andel af den menneskekonstaterede globale opvarmning efter WW2. Man ved det godt, men når man sidder i toppen af et meget højt træ, er det naturligt at dele nedstigningen op i etaper.

https://ing.dk/artikel/flystriber-kan-opvarme-planeten-langt-mere-end-fl...

Det har den konsekvens, at de tiltag mod bæredygtig flybrændstof som er i støbeskeen i dag ikke vil skabe nogen mærkbar forskel fra nu, fordi udledningen af vanddamp slet ikke adresseres. Indtil elfly er 'up and flying' kan vi kun begrænse flyvningen væsentligt eller helt stoppe den vel vidende, at luftfarten vil være fordoblet i 2030 eller 2035 med den nuværende udvikling.

En anden konsekvens er, at efter vi har landet det sidste fly, vil det hurtigt resultere i kølige aftener, kolde nætter og mere frost i vinterhalvåret, og det vil få størst konsekvens over (nord)polen, hvor den udledte vanddamp i dag bremser en betydelig del af klodens samlede varmeudstråling bl.a. på grund af den lavtliggende tropopause. Få dages flystop vil umiddelbart registreres på de globale temperaturmålere.

https://globalnews.ca/news/2934513/empty-skies-after-911-set-the-stage-f...

...og det var i 2001 !

De fleste flybilletter betales ikke af fattige private lommer, så hvis afgifter skal gøre en forskel, skal de være store og suppleres med en form for rationering. Alt efter hvor meget vi ønsker at reducere temperaturen, skal luftfarten ikke begrænses men stoppes, hvilket er umuligt at eksekvere i en tid, hvor flyvning er en uskreven menneskeret. Er det derfor denne viden har så svært ved at komme ud i lyset ?

Svend Jespersen

I disse Thunbergske tider føles det lidt underligt, måske endda komisk, at læse den ros, Information gav sine læsere for nogle år siden ifm. en omfattende læserundersøgelse. Her kan man læse, at bladets læsere ”...er i særklasse når det gælder politisk interesse, uddannelse og kulturforbrug.” Undersøgelsen viste også, at ”Der er tale om et ganske veluddannet menneske”, og at bladets læsere nok er ” mere venstresnoede end befolkningen som helhed.”

Bladets læsere er også ”årvågne forbrugere”, og ”Informations læsere er dem, der er mest optaget af debatten om miljøspørgsmål og forurening.” Og til slut kommer trumfen: ”For at det ikke skal være løgn, så rejses der også usædvanlig meget. Der rejses på skiferie så andre avisers læsere sakker agterud, og når det gælder kultur- og storbyferier og individuelle rejser gentager mønsteret sig.”

Ak ja, tiderne skifter, og Information vil nok ikke i dag rose læsernes rejserier på samme måde.

Morten Lind, Erik Winberg, Jens Flø og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Kastrup Lufthavn og SAS er hellige. Ingen politiker vil lægge sig ud med dem, selv om det er helt indlysende at en afgift både vil reducere CO2 ved mindre flyvning, og lægges afgiften på flybenzinen, også at luftfartsselskaber arbejder mod at fylde flyene, mere brændstoføkonomiske fly og helt andre løsninger. Men, folketigspolitikerne, uanset parti lider så meget af berøringsangst at vi ikke skal frygte noget. mvh Ib der alene i 2019 har fløjet 12 gange privat (de 6 gange bare fordi det er så billigt).