Leder

De Gule Veste kan sige nej, men ikke ja

De Gule Veste er sammen om at være vrede. De kan sige nej, men ikke ja. Spørgsmålet er, hvordan protesten kommer ind i de politiske institutioner, hvor den for alvor vil kunne forandre verden
Hvis Macron virkelig skulle tage konsekvensen af protesterne, skulle han gøre alvor af noget, han tidligere har været fortaler for: At ændre det franske valgsystem og landets forfatning, så fransk politik ville blive mere repræsentativ, skriver Christian Bennike på lederplads.

Hvis Macron virkelig skulle tage konsekvensen af protesterne, skulle han gøre alvor af noget, han tidligere har været fortaler for: At ændre det franske valgsystem og landets forfatning, så fransk politik ville blive mere repræsentativ, skriver Christian Bennike på lederplads.

Eliot Blondet

16. november 2019

I Frankrig er det lovpligtigt at have en gul refleksvest liggende i sin bil, så hvis der skulle ske en ulykke, kan man trække den over jakken og være synlig på vejen.

For præcis et år siden tog hundredtusindvis af demonstranter statsmagten på ordet: Der var faktisk sket en ulykke, mente de – en social og politisk ulykke – så de trak i gule veste og gik op og ned ad Champs-Élysées i Paris.

Det startede som en protest mod en afgift på diesel, men kom hurtigt til at handle om alt muligt andet.

»De Gule Veste er ikke en social bevægelse, det er en revolte,« som demografen Hervé Le Bras siger i dagens avis.

En social bevægelse har et mål, det har en revolte ikke.

De Gule Veste er mere en følelse end en ideologi. Alle kan være en gul vest: Der er højreradikale og kommunister, skoleledere og studerende. Nogle vil have lavere skatter, andre højere skatter.

De Gule Veste er en fysisk manifestation af protest som fænomen. De er sammen om at være vrede. De kan sige nej, men ikke ja.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis politikerne og medierne, gad lytte til det ønske om forandring, der er bagved brokken, var det enkelt, i Frankrig som i Danmark

Kenneth Jacobsen

Men som lederskribenten siger: hvad går ønsket om forandring ud på, bortset fra at tingenes tilstand skal være en anden? Hvem og hvad er det egentligt, der skal lyttes til?