Leder

Hongkongs demonstranter tabte målet af syne

Studerende kan ikke matche en professionel politistyrke. Heller ikke selv om de er udrustet med bue og pil og benzin på flasker. Hongkongs protestbevægelse risikerer at miste opbakning, i takt med at deres metoder bliver mere voldelige
Både lokalregeringen med Carrie Lam i spidsen og centralregeringen i Beijing ønsker at isolere de mest hardcore demonstranter og skabe intern splid. Hidtil er det ikke lykkedes. Både regeringen og politistyrken er historisk upopulær, skriver Lasse Karner på lederplads.

Både lokalregeringen med Carrie Lam i spidsen og centralregeringen i Beijing ønsker at isolere de mest hardcore demonstranter og skabe intern splid. Hidtil er det ikke lykkedes. Både regeringen og politistyrken er historisk upopulær, skriver Lasse Karner på lederplads.

Thomas Peter

19. november 2019

Protesterne i Hongkong har snart stået på i et halvt år. De har bølget frem og tilbage. Til tider i form af enorme og lovlige massedemonstrationer – andre gange i form af ulovlige og aktivistiske indgreb.

Fællestrækket har været en flydende og lederløs strategi. Vær som vand, lyder bevægelsens mantra og modtræk til stigende pres fra myndigheder og politi. En tilgang, der har gjort bevægelsen umådelig svær at håndtere for dem, der ønsker at undertrykke den. Indtil nu.

I løbet af den seneste uges tid har konfrontationerne i Hongkong skiftet karakter. Den urbane guerillataktik baseret på bevægelighed og hurtige aktioner står ikke længere alene.

En stor del af de såkaldte frontlinjedemonstranter, der er de mest aktive og anarkistiske i bevægelsen, er studerende.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Næ. Hong Kongs unge kæmper på liv og død for europæiske idealer, så de mister intet som helst. Det er en eksistenskamp, og vi er med dem hele vejen.

Anker Heegaard, Steen Simonsen, Carsten Wienholtz, Carsten Nørgaard, Markus Lund og Michael Ryberg anbefalede denne kommentar

Desværre er det en kamp, de er dømt til at tabe. Uanset metoder.
Beijing har været usædvanlig langmodig, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid før de kinesiske kampvogne ruller ind i Hong Kongs gader. Og så er det definitivt forbi.

De har intet at tabe. Lykke til og gør dem helvede hedt.
Det er en stedfortræderkrig mellem Vesten (USA) og Kinas marionetdukkestyre.

Der er vel ingen, der for alvor forestiller sig, at noget vestligt land - DK inklusive - vil stille sig 100 procent bag demonstranterne?

Når den kinesiske jernnæve rammer, vil der nok blive formuleret nogle vel afvejede, floromvundne protester, men næppe ret meget mere.

Det er den stærkes ret, der gælder.

Os der er lidt oppe i årene husker hvordan meget var "Made in Hongkong". Det var især vestlige penge og billig arbejdskraft , der skabte dette. Hongkong skal "hjem" til Kina ifølge aftalen fra 1997. Og det er et kulturchok. Og mange vil det bare ikke.
Personligt synes jeg at se sidste rester af det britiske imperie skal afvikles helt. Det gælder også Gibraltar og Nordirland, som jeg kender. Stærke økonomiske kræfter vil modsætte sig, men sådan må det være.

gert rasmussen, Karsten Nielsen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Hovedparten af den vestlige presse – desværre også Information – er da blevet fuldstændig hysteriske omkring Hong Kong. Journalister rapporterer med gasmaske fra gaderne – og den får sandelig ikke for lidt med saftigheder fra ”aktivisternes” side. Tag dog og slap lidt af – og spis ”brøø tee” – som Aksel Larsen sagde. I 150 år som britisk koloni var der ingen lokal regering, ingen ret til mindsteløn, ingen fagforeninger, ingen ordentlige boliger eller sundhedsvæsen – og ingen presse- eller ytringsfrihed. Og nu er Hongkong af Heritage Foundation (højreorienteret) vurderet som verdens ”frieste” samfund grundet lav skat, svag regulering af erhvervsliv, mv. Denne ”frihed” betyder nu verdens højeste huslejer og største kløft mellem superrige og desperat fattige og hjemløse. Det skal også nævnes, at USA.s ambassade har holdt møder med ledende ”aktivister”. Burde der ikke indsnige sig en vis skepsis hos journalisterne – og måske bare en lille overvejelse om, at mange af de unge måske ikke er helt klar over, hvis ærinde de går.