Protesterne i Hongkong har snart stået på i et halvt år. De har bølget frem og tilbage. Til tider i form af enorme og lovlige massedemonstrationer – andre gange i form af ulovlige og aktivistiske indgreb.
Fællestrækket har været en flydende og lederløs strategi. Vær som vand, lyder bevægelsens mantra og modtræk til stigende pres fra myndigheder og politi. En tilgang, der har gjort bevægelsen umådelig svær at håndtere for dem, der ønsker at undertrykke den. Indtil nu.
I løbet af den seneste uges tid har konfrontationerne i Hongkong skiftet karakter. Den urbane guerillataktik baseret på bevægelighed og hurtige aktioner står ikke længere alene.
En stor del af de såkaldte frontlinjedemonstranter, der er de mest aktive og anarkistiske i bevægelsen, er studerende.
Da politiet i sidste uge for første gang bevægede sig ind på en række universiteter, førte det til flere sammenstød. Demonstranterne har siden forskanset flere universiteter for at beskytte dem og holde politiet ude. De seneste par døgn har det medført nogle af de mest dramatiske og voldsomme scener hidtil. Politiet afspærrede søndag alle veje omkring Polyteknisk Universitet og indledte en længere belejring af stedet.
Store mængder tåregas og brug af vandkanoner var indledningsvis ikke nok til at tvinge demonstranterne ud. At politiet ikke stormede bygningerne med det samme, skyldtes den modstand, det blev mødt med.
Universitetet er svært tilgængeligt, og arkitekturen gør det muligt at ramme indtrængende personer fra balkoner og højere plateauer. Det udnyttede demonstranterne. Molotovcocktails og mursten regnede ned over politiet og dets køretøjer, når de nærmede sig.
Resultatet var et inferno og en eskalering i brugen af våben. Og lige lidt hjalp det. Hongkongs politistyrker består af 30.000 betjente og kan trække på et væld af ressourcer. Allerede søndag aften stod det klart, at demonstranterne var fanget bag deres barrikader uden mulighed for at slippe væk.
Tre gange forsøgte de i løbet af mandag morgen at komme forbi politiets rækker. Tre gange måtte de vende om og søge ly bag deres forskansninger. Mange blev anholdt – ofte på brutal vis. Enkelte havde senere på dagen held med at flygte.
Protestbevægelsens næste store opgave
Protestbevægelsen i Hongkong har fem krav. At forsvare bygninger og uddannelsesinstitutioner er ikke et af dem.
Det, der har udviklet sig til den største politiske krise i Hongkong siden overdragelsen til kinesisk styre i 1997, bunder i en bred folkelig frygt for kinesisk dominans og frustration over manglende politiske reformer, der ellers var blevet lovet.
Gnisten, der antændte demonstrationerne, var det nu annullerede lovforslag om udlevering til retsforfølgelse på Fastlandskina. Annulleringen er det første af de fem krav og det eneste, der er opfyldt.
De øvrige krav er, at alle sigtelser mod de anholdte frafalder, at myndighederne stopper med at kategorisere protesterne som optøjer, at en uafhængig kommission bliver nedsat til at undersøge politiets håndtering af protesterne, samt at der indføres frie og demokratiske valg til parlamentet og til posten som byens øverste politiske leder.
Protestbevægelsen har tidligere vist, at den er i stand til at forny sig og tage ved lære af modgang. Det er der på ny brug for efter forløbet ved Polyteknisk Universitet. At bekæmpe politiet på politiets præmisser og med brug af dødsensfarlige metoder vil blot føre til flere masseanholdelser.
Studerende kan ikke matche en professionel politistyrke. Heller ikke selv om de er udrustet med bue og pil og benzin på flasker. Samtidig risikerer de studerende med deres metoder at miste opbakning fra mere moderate støtter i befolkningen og internationalt. Globalt er de grundlæggende krav om demokrati og frihedsrettigheder blevet mødt med sympati fra mange kanter.
Men de er svært forenelige med vold og hærværk. Både lokalregeringen med Carrie Lam i spidsen og centralregeringen i Beijing ønsker at isolere de mest hardcore demonstranter og skabe intern splid. Hidtil er det ikke lykkedes. Både regeringen og politistyrken er historisk upopulær.
Næste store opgave for protestbevægelsen bliver næste søndags distriktsvalg. Valg på lokalniveau er relativt frie, og Hongkongs prodemokratiske fløj står til en betydelig fremgang og stiller for første gang med kandidater i samtlige valgdistrikter.
Af den grund frygter mange, at Carrie Lam aflyser valget. Fortsætter forskansningen på Polyteknisk Universitet og de mange sympatiprotester, kan det ende med at blive den undskyldning, regeringen venter på.
Næ. Hong Kongs unge kæmper på liv og død for europæiske idealer, så de mister intet som helst. Det er en eksistenskamp, og vi er med dem hele vejen.
Desværre er det en kamp, de er dømt til at tabe. Uanset metoder.
Beijing har været usædvanlig langmodig, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid før de kinesiske kampvogne ruller ind i Hong Kongs gader. Og så er det definitivt forbi.
De har intet at tabe. Lykke til og gør dem helvede hedt.
Det er en stedfortræderkrig mellem Vesten (USA) og Kinas marionetdukkestyre.
Der er vel ingen, der for alvor forestiller sig, at noget vestligt land - DK inklusive - vil stille sig 100 procent bag demonstranterne?
Når den kinesiske jernnæve rammer, vil der nok blive formuleret nogle vel afvejede, floromvundne protester, men næppe ret meget mere.
Det er den stærkes ret, der gælder.
Os der er lidt oppe i årene husker hvordan meget var "Made in Hongkong". Det var især vestlige penge og billig arbejdskraft , der skabte dette. Hongkong skal "hjem" til Kina ifølge aftalen fra 1997. Og det er et kulturchok. Og mange vil det bare ikke.
Personligt synes jeg at se sidste rester af det britiske imperie skal afvikles helt. Det gælder også Gibraltar og Nordirland, som jeg kender. Stærke økonomiske kræfter vil modsætte sig, men sådan må det være.
Hovedparten af den vestlige presse – desværre også Information – er da blevet fuldstændig hysteriske omkring Hong Kong. Journalister rapporterer med gasmaske fra gaderne – og den får sandelig ikke for lidt med saftigheder fra ”aktivisternes” side. Tag dog og slap lidt af – og spis ”brøø tee” – som Aksel Larsen sagde. I 150 år som britisk koloni var der ingen lokal regering, ingen ret til mindsteløn, ingen fagforeninger, ingen ordentlige boliger eller sundhedsvæsen – og ingen presse- eller ytringsfrihed. Og nu er Hongkong af Heritage Foundation (højreorienteret) vurderet som verdens ”frieste” samfund grundet lav skat, svag regulering af erhvervsliv, mv. Denne ”frihed” betyder nu verdens højeste huslejer og største kløft mellem superrige og desperat fattige og hjemløse. Det skal også nævnes, at USA.s ambassade har holdt møder med ledende ”aktivister”. Burde der ikke indsnige sig en vis skepsis hos journalisterne – og måske bare en lille overvejelse om, at mange af de unge måske ikke er helt klar over, hvis ærinde de går.