Hvor var du den 9. november 1989?
Kun tyskere med et hjerte af sten får ikke en klump i halsen, når de hører historierne og ser billederne fra Berlinmurens fald: Et delt folk, pint af sin selvforskyldte brutale historie, kunne atter blive ét, da de væltede det perfide bygningsværk, der skulle holde østtyskerne fra masseflugt.
Som den (øst)berlinske forfatter Thomas Brussig har formuleret det, var dette »verdenssekund« i sin voldsfri drømmetilstand en »romantisk begivenhed«.
I tre årtier har vi nu genfortalt historien om Østblokkens kollaps og selvbefrielse for at fejre liberalismens, demokratiets og markedsøkonomiens triumf. Men sat på spidsen har den største forskel i fejringen været, at øjenvidnerne hver gang var blevet fem år ældre siden sidste jubilæum.
Det har ændret sig siden 25-årsjubilæet for fem år siden.
I Tyskland oplever vi en synlig splittelse. Ved efterårets tre delstatsvalg i Østtyskland havde de mest rabiate, fremmedfjendske og i øvrigt vesttyske AfD-ledere succes med at udfordre de etablerede partier og farvelæren i tysk politik.
Den succes hviler ikke mindst på kapringen af kampråbet fra 1989:
»Wir sind das Volk«.
Med begrebet om Tyskland som »DDR 2.0« opfordrer AfD i ramme alvor til at gøre oprør mod »systemet Merkel«, der ikke har mærkbart højere retssikkerhed eller ytringsfrihed end dengang i DDR. Et hysterisk offerspil med aggressive overtoner.
Trods stærk vækst i velstanden er billedet ikke meget kønnere i Østeuropa.
Den diffuse politiske energi fra 1989 påberåbes fra mange sider
I store lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Rumænien har autokratiske ledere slået illiberale rødder de seneste år – en udvikling, der er blevet fodret af flygtningekrisen og massiv afvandring mod mere lukrative job i vest.
Som den østeuropæiske allroundfortolker Ivan Krastev har formuleret det, prøver de østeuropæiske ledere i mangel på mur at tackle den demografiske panik med nationalistisk politik og dommedagsbilleder af det migrationsplagede Vesteuropa.
Men netop i Østeuropa kan oppositionen omvendt bruge den revolutionære kraft fra 1989 til optimistiske protester mod korruption og knægtelse af retsstaten – en kamp, der er afgørende for hele Europas fremtid.
Også geopolitisk er verden ny ved dette jubilæum. Efter opløsningen af den bipolare verdensorden har vi siden 2014 oplevet et uberegneligt Rusland og en svækkelse af den Pax Americana, som vi europæere med halvlukkede øjne har lænet os op ad.
Det har gjort den multipolare verdensordens potentielle kaos tydeligt. Det var derfor nok overdrevet, men ikke helt forkert, da Macron op til dagens jubilæum gav NATO diagnosen »hjernedød«. Især for Europas ufrivillige hegemon, Tyskland, rejser det ubekvemme forsvarspolitiske spørgsmål. Det drilske er bare: De spørgsmål er ikke længere tyske. De er europæiske.
Med DDR’s og Østblokkens fald oplevede vi realsocialismens og planøkonomiens komplette bankerot. De fløjlsbløde revolutioner vidner om, at der ikke var den store lyst til at eksperimentere. Tværtimod stræbte de fleste østeuropæere efter Vestens liberale markedsøkonomi.
Også på globalt plan er kapitalismen nu så alene hjemme, at det er nemmere at forestille sig verdens end kapitalismens undergang. Og det er svært at forstille sig neoliberalismens triumftog siden 1990’erne uden planøkonomiens totale nederlag som skræmmebillede.
Denne falske modsætning skal vi overvinde ved at holde kravet om retsstat og demokrati fra 1989 for øje – og modsige de vulgærliberalistiske henvisninger til DDR’s planøkonomi, når vi kæmper for nødvendige reguleringer af de rå markedskræfter, af splittelsen mellem land og by, af finanskapitalismens strømme og af den himmelråbende økonomiske ulighed, der direkte undergraver demokratiet. Også i denne kamp mellem global kapital og politisk kontrol peger pilen på Europa.
Historisk var Murens fald en uforudset og fantastisk frisættelse af politisk energi baseret på Vestens principper, idealer og tro på et menneskeligt fremskridt, som rakte og rækker langt ud over den liberale markedsøkonomi. Den optimisme og politiske handlekraft fra 1989 har vi i dag brug for som aldrig før – ikke mindst i form af en radikal, både stats- og markedsstyret grøn omstilling og nye, mere fair og grønne økonomiske spilleregler.
I dag er der derfor al mulig grund til at skåle på Berlinmurens fald og de kommunistiske diktaturers kollaps. Men vi må bruge anledningen til mere end selvtilfreds selvbekræftelse. Den diffuse politiske energi fra 1989 påberåbes nemlig fra mange sider.
Lad os bruge dens stærkeste sider og atter lade de menneskelige idealer sejre.
30 år efter Berlinmurens fald
Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.
Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.
Seneste artikler
30 år efter Jerntæppets fald er det homoseksuelle, ærkebiskoppen kalder »den nye pest« i Polen
9. november 2019Homoseksuelle og LGBT-aktivister er regeringens yndlingsfjende i Polen, hvor kirken har spillet en enorm politisk rolle både før, under og efter revolutionen i 1989. Information har mødt polske LGBT-forkæmpere og kristne PiS-vælgere, der nok lever i samme land, men ikke i samme verden30 år efter Murens Fald har socialismen tænkt sig om og er blevet voksen
9. november 2019Revolution og opgør med den private ejendomsret er aflyst, og en ny form for socialisme er vokset frem efter sammenbruddet i det kommunistiske Øst. Kapitalismen er ikke knækket, men det skal den heller ikke. Den skal demokratiseresMed 20 km i timen kørte Gunnar Thomsen i en gravemaskine mod Berlin for at vælte muren
9. november 2019Det er 30 år siden, et af verdenshistoriens mest ikoniske bygningsværker faldt. Og til trods for, at Berlinmuren var 45 kilometer lang og 3,6 meter høj, er der ikke meget af den tilbage i dag. Den blev besejret og hakket i stumper og stykker. Vi har talt med fire danskere, der alle ejer en bid af historien
Man kan ikke forene demokrati og kapitalisme, de er gensidigt hinanden udelukkende.
Energien stammede vel fra forestillingen om at der nu ville blive fred, at NATO - ligesom Warszawapagten - ville blive opløst og våbenkapløbene ville standse. Mange østeuropæere troede vel også på myten om at markedskapitalismen var svaret på alle bønner om et godt liv, og at der var et folkeligt forankret demokrati i Vesten. De blev klogere, og dermed også desillusionerede.
Jo, det kan man blive nødt til, Steffen Gliese, for går man ikke med til dette umage miks af ideologier, får man fascisme, hvad både den rendyrkede kapitalisme, såvel som kommunisme altid ender med. Opgaven med at balance den umage blanding tangere selvfølge det umulige, men der er ikke andre muligheder end at prøve igen og igen. Resultatet ligger i processen og bliver selvfølgelig aldrig perfekt superellipseformet, men vi kan ikke gøre mere end vort bedste. Problemer vil der altid være omkring ideologier og de bliver rigtig tydelige når folk bliver for grådige, og det gælder både de trængende og dem der har mere end rigeligt. Lige nu er der nok lidt for mange af de sidste og når de samtidig ejer meget mere end de har brug for og deres grådighed er til skade for andre, kan det ikke undre nogen, at der sættes spørgsmålstegn ved konstruktionen. Det sidste her, skulle de rige, måske tænke lidt over.
Die Anstalt fra 05-10 2019 forklarer på glimrende vis begivenheder.
https://www.zdf.de/comedy/die-anstalt
Se også faktenchek fra udsendelsen.
https://www.zdf.de/comedy/die-anstalt/fakten-im-check-der-anstalt-118.html
@Steffen Gliese, hvor mange kapitalistiske lande er demokratiske? Hvor mange demokratiske lande er ikke kapitalistiske?
@Søren Kristensen, kapitalisme (markedsøkonomi) kan ikke af egen kraft udvikle sig til fascisme! Det er en ideologisk og samfundsøkonomisk umulighed.
Efter murens fald er "Krystalnatten" næsten helt glemt!
"hvor mange kapitalistiske lande er demokratiske? Hvor mange demokratiske lande er ikke kapitalistiske?"
Hvor mange kapitalistiske lande er reelt demokratiske, i dén forstand at en flerhed af befolkningerne er suveræne i beslutningerne om landets politiske udvikling? Og hvordan står det til med befolkningernes retssikkerhed, ligheden for loven og de politiske frihedsrettigheder? Og i hvor mange kapitalistiske lande er det reguleringer af, eller kompensationer for, kapitalismens dynamikker, som skaber demokratiske strukturer?
I de sidste 30 år har vi bevidnet hvad den utvungne liberalisme og den sejrrige globalisering har ført med sig af ulighed, klimakatastrofer, uigennemsigtige beslutninger uden vidende folkeligt mandat, udnyttelse af fattige befolkninger, biodiversitetskrise, overvågningskapitalisme, krige mod oliestater, udbredelsen af ekstremisme, falske nyheder, indskænkelse af borgerlige rettigheder, undergravelse af undervisning, udbredelsen af prekariatet og working poor, angrebene på kvinderettigheder så som fri abort, afbrændinger af regnskove, forurening af drikkevand og floder, stigende vandstand overalt, atomtruslen overhængende, oprørsbevægelser, etcetera, etcetera.
Er vi kommet nærmere en jord, hvor flertallet føler sig trygge?
Svaret er desværre nej.
Så hvorfor f..... i h...... skal vi klappe i vores små hænder over Berlinmurens fald?
Eva S: jeg er enig med dig, at der ikke er grund til at holde den store jubelfest - men vi skal vel tilføje, at murens fald i hvert fald heller ikke skal begrædes. Systemet rådnede jo op indefra.
Steffen Gliese. Hvordan kan du påstå noget, der er helt omvendt af de faktiske forhold?
Det var godt vi kom af med systemet i Sovjetunionen og resten af Østeuropa. Kunne vi bare kommme af med vores nuværende oligarker i Rusland, Europa og USA.
Man kan vel i øvrigt sige at Tyskland frem til Hitlers overtagelse i 1930'erne var kapitalismens højborg i Europa, og at det netop var konsekvenserne af kapitalismen, der både førte til at han nærmest fik en rød løber ind i Rigsdagen. Kapitalismen fortsatte da også under Nazismen, som dog blev mere og mere en krigsøkonomi.
Omkring 1. verdenskrig frem til 2 verdenskrig, mindede den kapitalistiske økonomi i Europa og især i Tyskland jo faktisk meget om det oligarki vi ser i dag. Og det er da skrækkeligt.........
Hm... Det er trist, at de ressourcer som den eufori Die Wende skabte ikke i længden blev omsat til noget mere konstruktivt og nyskabende, og at Vesttysklands establishmentet og Treuhandanstaltens magt blev rammesættende for genforeningen.
I forbindelse med murens fald erfarede mange DDR-borgere, hvordan Vesttysklands establishmentet retfærdiggjorde Treuhandanstaltens brutale D-Mark-invasion med den begrundelse, at Østtyskland ellers ville stå over for et økonomisk kollaps pga. en fejlagtig samfundsstruktur. Men det efterfølgende økonomiske kollaps var måske netop konsekvensen af den udemokratiske annektering i stedet for en demokratisk fusion.
Mange tidligere DDR-borgere oplevede efterfølgende og oplever fortsat i dag, en stor ledighed, devaluering af uddannelser og at der bliver set ned på dem, hvilket der reelt også gør. Dette resulterer uomtvisteligt i fremmedhad og højereekstremisme, had til det etablerede fx EU og en ureflekterede nostalgi. At fænomenet 30 år efter murens fald skulle have sit udspring i DDR`s manglende afnazificering, som bl.a. TV2 hævder i nyhederne d. 3/11, virker fuldkommen absurd og bekræfter lige præcis ovenstående problematik. Dette fænomen er langt fra enestående for Østtyskland eller Østeuropa. Det ses rigtigt mange steder bl.a. tillige i Vesteuropa og USA og kan fortolkes som en udtalt kritik af det etablerede samfund, der undertrykker alle, der ikke lever op til og passer ind i den generaliserede og normative forestilling om det neoliberale idealsamfunds lyksaligheder.
@Hanne Utoft, kapitalisme er et samfundssystem, der defineres ved privat ejendomsret og markedsøkonomi. Kapitalisme er ikke en politisk ideologi, og kapitalisme kan trives under flere politiske ideologier (liberalisme. konservatisme, socialdemokratisme). Kapitalisme kan ikke eksistere under socialistisk, kommunistisk eller fascistisk ideologi - det følger rent definitorisk. Der har ikke historisk eksisteret demokratiske lande, der samtidig var socialistiske, kommunistiske eller fascistiske.
Intet anet samfundssystem har historisk kunne tilbyde demokrati, retssikkerhed, ligheden for loven og politiske frihedsrettigheder i samme omfang som det kapitalistiske. INTET!
Det altovervejende flertal af kapitalistiske lande har en politisk reguleret markedsøkonomi, hvor den politisk fastsatte regulering varetages af demokratisk valgte politikere.
Du kan med rette påpege, at reguleringen kompenserer for nogle mulige samfundsmæssigt negative konsekvenser af en ureguleret kapitalisme. Men hvad så? Der findes ikke et kapitalisk land uden regulering.
Der har derimod ALDRIG eksisteret et socialistisk, kommunistisk eller fascistisk samfund, hvor der var mulighed for via reguleringer fastsat af demokratisk valgte organer at kompensere eller regulere disse systemers samfundsmæssigt negative konsekvenser.
@Eva Schwanenflügel, der er masser af udfordringer rundtomkring. Men din overdrivelser tjener ikke noget formål, og i samtlige socialistiske/kommunistiske/fascistiske lande har problemerne målt på samtlige parametre været større. Og disse systemer har ikke vist nogen evne til løsning.
Verden er i dag et bedre, tryggere, friere og mere lige sted end nogensinde i historien - og Murens fald har ydet et godt bidrag til denne udvikling.
Desværre er der opvokset en kult af mennesker, der, uvist af hvilke motiver, gør sig store anstrengelser for at modgå dette faktum med de mest absurde, ufunderede påstande. Kulten har af indlysende årsager meget få medlemmer - og ses næsten udelukkende på Informations kommentarspor.
@Jan Jensen, hvoraf slutter du, at det var konsekvenserne af kapitalismen, der førte Hitler til magten? Det ville være en ret epokegørende iagttagelse - hvis den havde været korrekt.
Der er - i modsætning til det, du skriver - meget få ligheder mellem dagens økonomiske og politiske forhold og de forhold, der herskede i tiden omkring 1. Verdenskrig og i mellemkrigstiden. Du er meget velkommen til at remse lighederne op... (remsen bliver kort).