Et splintret Spanien

Det var et valg, der skulle løse op for en fastlåst situation. Men i stedet har Spanien nu bevæget sig ind i et endnu mere polariseret og fragmenteret politisk landskab, og der er udsigt til, at den efterhånden mangeårige, frugtesløse søgen efter en stabil regering vil vare ved lang tid endnu.

Det er den nedslående konklusion oven på søndagens parlamentsvalg – det fjerde på fire år – der viste sig endnu mere smertelig ved at bane vejen for en sensationel stor fremgang for landets nye højreekstreme kræfter.

Det er kun lidt over et halvt år siden, Spanien sidst afholdt valg, men vinderen af den runde, Pedro Sánchez fra centrum-venstre-partiet PSOE, viste sig ude af stand til at danne en koalitionsregering. Han udskrev derfor et nyt valg i håbet om, at hans hånd ville blive styrket yderligere. Det skete ikke. Tværtimod.

For mens Sánchez bad vælgerne om at »tale tydeligere« i stemmeboksen, så endte spanierne ikke med at sige det, han ønskede. Den parlamentariske situation er blevet om end endnu mere mudret.

Sánchez og PSOE fik flest stemmer, men gik i forhold til valget i april tilbage fra 123 til 120 pladser i det 350-mand store parlament. Det yderliggående venstreparti Podemos røg fra 42 ned på 35 pladser. På den anden side af midten gik det konservative PP markant frem med en forøgelse af mandatantallet fra 66 til 87. Det nyliberale parti Cuidadanos fik et katastrofevalg og er nu nede på 10 mandater fra 57 inden valget.

Skred mod højre

Den helt store triumfator blev dog det nye ultranationalistiske højreparti Vox, der gjorde sit indtog i parlamentet ved valget i april. Dengang opnåede det 24 mandater. Nu er det antal blevet mere end fordoblet til 52 mandater.

Santiago Abascal, lederen af partiet, beskriver sejren som »den største politiske præstation i Spanien nogensinde«.

Hidtil havde Spanien ellers fremstået som et land, der – på grund af de ubehagelige minder om fascisttiden under diktator Francisco Franco – var vaccineret imod højreekstreme kræfter. Men det er tydeligvis ikke tilfældet længere.

Vox har slået sig op på at være stærkt indvandrerfjendsk og antifeministisk og på at være imod aborter og homoægteskaber. Partiet har lukreret på en udbredt følelse blandt spanske vælgere af, at deres lands politiske system er gået i stykker, og at der er brug for nye kræfter. Og ikke mindst er partiets fremgang et udtryk for en kraftig højrenational modreaktion på løsrivelsesbevægelsen i Catalonien, og de til tider voldelige optøjer, der har ramt Barcelona, efter den spanske højesteret i midten af oktober gav lange fængselsdomme til catalanske separatistledere.

I det spanske vælgerhav har der været en voksende vrede over regeringens manglende evne til at kontrollere situationen i Catalonien, og her har Vox forsøgt at fremstille sig selv som den sande beskytter af den spanske nations enhed ved at stå for en yderst hård linje over for den catalanske uafhængighedsbevægelse. Vox vil blandt andet annullere Cataloniens autonome rettigheder og styre regionen direkte fra Madrid. Derudover vil man forbyde de catalanske separatistpartier og smide den catalanske præsident, Quim Torra, i fængsel for hans opfordring til en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien.

Ny situation

Indtil for nylig havde Spanien en relativ stabil politisk ramme med to dominerende og midtsøgende partier – PSOE og PP – men den situation har ændret sig markant med de nye politiske spillere, først Podemos og Ciudadanos og senest Vox.

Og nu kan ingen af partierne længere håbe på at opnå flertal alene. Men den virkelighed lader de ikke til at ville anerkende. At valgene kommer så hastigt efter hinanden, uden at man formår at bevæge sig ud af det politiske dødvande, står som en skamstøtte over en hel generation af spanske politikere, der ikke forstår at manøvrere i landets nye flerpartisystem, og ikke lader til at være i besiddelse af den nødvendige poliske evne til at indgå kompromiser.

Spanien har aldrig haft en koalitionsregering, og weekendens valg blev udskrevet, fordi Sánchez ikke ville indgå i et regeringssamarbejde med Podemos, som ellers lå lige for.

Forhåbentlig indser Sánchez nu, at han bliver nødt til at række hånden ud mod Podemos.

Et Spanien med ham som leder af en regering, hvor PSOE og Podemos er kernen, er det bedste håb for, at den højspændte konflikt om catalansk selvstændighed ikke kommer ud af kontrol. De to partier står for en langt mere dialogsøgende linje end den konfrontation, som højrefløjen lægger op til, og som er en sikker opskrift på at få situationen til at eksplodere fuldstændigt.