Leder

COP25: Det gamle regime slår tilbage, men der er ingen grund til at give op

Hvis de grønne aktivister tabte kampen mod verdens autoritære ledere på COP25, er det, fordi de endnu ikke har overbevist det brede flertal i deres egne lande
Der er et år til COP26 i Glasgow, som bliver afgørende for de fælles mål i 2020’erne – det er rigeligt tid til at inspirere og mobilisere globalt - og huske hinanden på, at FN blev skabt efter Anden Verdenskrig i erkendelsen af, at det er i alle landes langsigtede interesse at handle i fællesskab som et verdenssamfund, skriver Rune Lykkeberg på lederplads.

Der er et år til COP26 i Glasgow, som bliver afgørende for de fælles mål i 2020’erne – det er rigeligt tid til at inspirere og mobilisere globalt - og huske hinanden på, at FN blev skabt efter Anden Verdenskrig i erkendelsen af, at det er i alle landes langsigtede interesse at handle i fællesskab som et verdenssamfund, skriver Rune Lykkeberg på lederplads.

Pierre-Philippe Marcou

Udland
17. december 2019

FN kan være en institution for verdenssamfundet. Det kan være scenen for møder mellem verdens ledere, hvor de ikke kun fokuserer på deres egen nations kortsigtede interesser, men også ser på, hvad der er bedst for verden som helhed.

Når FN fungerer som forum for verdenssamfundet, bliver de enkelte nationer forpligtet til at påtage sig et globalt ansvar. Det var det, der skete på det såkaldte Earth Summit i Rio de Janeiro i 1992: Konfronteret med viden om de globale klimaforandringer besluttede verdens ledere sig for i fællesskab »at stabilisere mængden af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som skulle forhindre farlig menneskelig forstyrrelse af klimasystemet«.

Det var en fælles ambition i erkendelse af, at ingen nationer kunne vinde kampen alene, og alle ville blive belastede, hvis det ikke lykkedes. Mødet i Rio førte til en aftale om at holde årlige møder, som evaluerede, hvordan det gik og satte mål for den videre kamp.

Disse møder kaldes Conference of the Parties, forkortet COP.

COP kan både lykkes og mislykkes

Det var en triumf for COP-systemet, da verdens ledere i 2015 formåede at blive enige om Parisaftalen, som satte et langsigtet mål om at reducere temperaturstigningerne til under to grader celsius – og så tæt på halvanden grad som muligt.

Det var et produkt af det bedste ved FN, at nationale ledere kunne love hinanden og deres befolkninger, at de sammen ville arbejde for at nå dette mål.

Men FN kan også være en institution for sammenstød mellem nationale interesser. Et sted, hvor de store sætter deres egne interesser igennem, hvor de små forgæves råber op, og hvor det bliver udstillet, at der objektivt set ikke er noget verdenssamfund, men kun suveræne nationalstater.

Det har vi set på adskillige mislykkede COP-møder.

FN’s generalsekretær António Guterres havde op til årets COP25-møde i Madrid appelleret til de nationale lederes ansvar for verdenssamfundet.

Til deres ansvar for de næste generationer på kloden og klimaet på jorden. Han inviterede civilsamfundsaktører og grønne skoleaktivister fra hele verden til at lægge pres på de politiske ledere, så de kunne tage et skridt fremad i kampen mod klimaforandringerne.

Det brede flertal skal overbevises

Men COP25 blev en fiasko. Aktivisterne, demonstranterne og de grønne græsrødder talte med store ord, følelser og krav om handling uden for forhandlingslokalerne. De talte til verdenssamfundet. Men indenfor i forhandlingslokalerne holdt de store landes ledere fast i deres nationale interesser.

De nægtede at skærpe deres ambitioner, genforhandle reglerne for køb og salg af CO2-reduktioner og investere i en fond til hjælp for de fattige lande, som bliver ramt af klimakatastrofer.

For verdenssamfundet er det en skandale, at fattige lande bliver ramt af fatale konsekvenser af de rige landes udledninger. Men i en national interessekamp er det logisk, at lederne af de stærke lande undsiger sig det ansvar. 

Sådan gik det på COP25: Upåvirket af det seneste års omfattende globale mobiliseringer for handling mod klimaforandringer slog det gamle regime tilbage. 

Men det betyder ikke, at mobiliseringen er meningsløs. Det kan godt være, at ledere som Trump, Bolsonaro og Xi Jinping kan ignorere de grønne græsrødder, som vel at mærke også ofte er deres politiske modstandere. Men de kan ikke ignorere flertallet i deres egne befolkninger.

Uanset om man er demokratisk valgt eller regerer autoritært, er selv de stærkeste mænd afhængige af opbakning fra deres egne borgere. Og hvis de grønne aktivister lige nu har tabt kampen mod verdens autoritære ledere, er det, fordi de endnu ikke har overbevist det brede flertal i deres egne lande.

Et år til COP26

COP25 kan her tjene som en global scene, hvor klimaskurkene bliver udpeget for hele verdens grønne aktivister, og hvor demonstranterne kan inspirere hinanden på tværs af grænser. 

Det kan virke håbløst naivt at fremhæve, hvor meget der på bare et år er sket i Danmark, efter skolestrejker og demonstrationer overbeviste det brede flertal og flyttede selv Dansk Folkeparti langt ud på en global klimamæssig venstrefløj.

Men det er faktisk sket på kort tid i det meste af Vesteuropa og har presset EU-kommissionen til at lave et udkast til en grøn handlingsplan for hele Europa. 

Der er et år til COP26 i Glasgow, som bliver afgørende for de fælles mål i 2020'erne – det er rigeligt tid til at inspirere og mobilisere globalt  - og huske hinanden på, at FN blev skabt efter Anden Verdenskrig i erkendelsen af, at det er i alle landes langsigtede interesse at handle i fællesskab som et verdenssamfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De ledere i verden der repræsenterer de største CO2 udledninger, er også de første til at rende fra ansvaret.
Scenarie: De store ledere sidder ved siden af en 100 grader varm ovn, men bliver ved en afstemning enige om, at den kun er 20 grader varm. Altså …. ingen grund til handling.
Pragtfuldt … genvalg til dem.

Jan Fritsbøger, Christian Skoubye, Thomas Tanghus, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Susanne Kaspersen og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Der er godt nok noget at gå i gang med.

I Madrid ville USA, Kina, Indien og Brasilien ikke binde sig til konkrete klimamål.

Kina driver sine kraftværker med kul og udleder 27,5% af verdens CO2.

Den danske indsats med 70% reduktion af CO2 udledningen forslår i den sammenhæng som en skrædder i Helvede - specielt fordi Danmarks CO2 regnskab indgår i EU's.

Når vi reducerer CO2 udledningen bliver der bare mere plads til polakkernes kulafbrænding.

Philip B. Johnsen

Vores folkevalgte politikere ved godt, hvordan vores folkevalgte politikere effektivt kan reducere dansk CO2 udledning og ikke mindst global CO2 udledning, men folkevalgte politikere generelt, ønsker ikke, at debattere emnet overforbrug.

Vores folkevalgte politikere har gang i et fedtspiller, for at få andre med, dette spil har stået på i årtier og alle taber på det.

Vores folkevalgte politikere har opbrugt den tid, der var råd til at give dem, til deres utopiske drøm, hvor en vidunder tekniske løsning på produktion af bæredygtig energi, der dækker hele det manglende globale bæredygtige energi behov, kommer i tide til at give mening for menneskeligheden, før end det er meget for sent.

Vores folkevalgte politikere har udspillet deres rolle i omstillingen, hvis ikke de nu med det samme forholder sig til den virkelige verdens problemer og akut benytter de værktøjer, vores folkevalgte politikere ved der virker.

Løsningen på akut CO2 reduktion ved sænkning af forbruget, blandt alle de der kan og blandt de overforbrugere, hvor der opnås de største CO2 reduktions gevinster.

Vores folkevalgte politikere har ikke flere dårlige undskyldninger, som størstedelen af befolkningerne gider høre på.

Det er ikke længere en krise, de menneskeskabte klimaforandringer er en katestrofe!

Jan Fritsbøger, Thomas Tanghus, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Michael Christiansen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Som skrevet i en tidligere tråd, det er ikke raketvidenskab.

Fra tidligere kommentar.
De rigeste 10% globalt et ansvarlig fro 50% af CO2 udledningen globalt.
De rigeste 20% globalt 70% af af CO2 udledningen globalt.

Et tankeeksperiment.

1. Forestil dig de menneskeskabte klimaforandringer blev opfattet, som en eksistentiel trussel i EU.

2. EU lovgivning forpligtede derfor de 10% rigeste i EU til, at udlede den samme mængde CO2, som den en gennemsnits EU borger.

3. De resterende 90% af EU borgerne reducere ikke deres CO2 udledning.

Resultat:
Den globale CO2 udledning bliver reduceret med 33%

Huske liste til bl.a. politikerne.

Slut med store huse.
Slut med sommerhuse.
Slut med hjem nummer to.

Slut med prestige biler.
Slut med SUV biler.
Slut med to biler.

Slut med et liv konstant på farten.
Slut med et hyppigt flyver liv.
Slut med et business/first class flyver liv.

Slut med et overforbruger liv.

I dag er 20% af vores energiforbrug elektrisk potentielt produceret bæredygtigt 80% er ikke elektrisk.
Det tal må ned så en langt større procentdel af forbruget er elektrisk og dermed potentiel og naturligvis reelt bæredygtig fremstillet.

Alle beslutningstagere på COP25, har siden 1990, hvor den første IPCC rapport udkom, været vidne om at det handler om overforbrug og CO2 udlednings udfordringen i kølvandet.

I 2018 er CO2 udledningen 67% højere end i 1990

CO2 udledningen stiger fortsat i 2018 med 1,6%
Citat slut.

Kære Philip B. Johnsen. Har du overvejet hvor meget CO2 du er med til at udlede med dine metervis at kommentarer? Du er ligesom de andre rige, som du gerne ser reducere deres forbrug. Men det gælder vel ikke dig. Nok sagen i en nøddeskal. Bon appetit.

Til et lands klimaregnskab bør også medgå den forurening man lægger i andre lande gennem sin vareeksport og kapitalinvestering.

Løsningen må være, at beskatte alle produkter og investeringer med en klima-skat, der varierer efter svineriet. Og desuden at pålægge en ekstra klima-skat på varer og ydelser fra lande, der ikke på påtage sig deres kollektive ansvar.

Thomas Tanghus, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

En større financiel krise om et års tid lige det amerikanske præsidentvalg, skal nok nedsætte co2 udledningerne for en tid.

Philip B. Johnsen

@Gert Romme
Bæredygtig elektricitet er estimeret til, at bidrage med ca. 9,3% af den globale elektricitet genereret i 2018.
Det er under halvdelen af de ca. 20% af det globale energiforbrug, der er elektricitet, ‘potientielt’ i fremtiden produceres af vedvarende energi.

80% af det globale energiforbrug er ikke elektricitet.

Det er de riges forbrug, der politisk må reduceres, hvis CO2 reduktion skal opnås inden for det tidsrum, hvor det giver mening for vores nuværende samfund, det handler om ‘udbud og efterspørgsel’, når CO2 reduktion skal opnås i den virkelige verden, hvor flertallet af borgerne lever.

Fra tidligere kommentar.
De rigeste 10% globalt er ansvarlig for 50% af CO2 udledningen globalt.
De rigeste 20% globalt er ansvarlig for 70% af CO2 udledningen globalt.

Hvis der er nationale ledere, der mener, at de har en anden dokumenteret CO2 reduktion løsning, der virker i tide, kan de nationale ledere prøve, at sælge den reduktion løsning til deres befolkningen.

Der er lande, hvor deres religiøse tro, tilsyneladende forhindre handling, religiøs tro, er ikke afhængig af fakta.

@ Leo Nygaard,

Jeg er faktisk tilhænger af Retsforbundets jord-politik. Og vores ene hus ligger faktisk i et land, hvor det er normalt, at jorden lejes af kommunen i op til 99 år. Og selv om det i de fleste tilfælde dog ler over langt kortete tid, fungere det ganske godt.

- Men altså - det var faktisk ikke mit emne med mit indlæg.

Det er godt du, i hvert fald udadtil, kan bevare optimismen, Rune.

Ete Forchhammer

Lederens vigtigste budskab, for mig at se, er den manglende overbevisning hos "den brede befolkning".
Fx skorter det ikke på P-pladser i "fremtidens forstad" for "der er jo så mange biler!" - klods op ad jernbanen og stationen... - og huse og lejligheder skal kunne sælges...
Tænk, hvis den kollektive trafik virkelig blev tilgodeset og fik højeste prioritet!