Leder

Den polske kamp om retsstaten begynder at ligne en forfatningskrise

De polske masseprotester over demonteringen af retsstaten er tilbage. Men borgerprotester rækker ikke: Hele EU må lægge både politisk og økonomisk pres på PiS-regeringen
Onsdag aften fik demonteringen af den polske retstat atter titusindvis af polakker til at gå på gaden i mere end 150 byer med polske flag, EU-flag og såmænd også et par regnbueflag under sloganet: »Frie domstole!«.

Onsdag aften fik demonteringen af den polske retstat atter titusindvis af polakker til at gå på gaden i mere end 150 byer med polske flag, EU-flag og såmænd også et par regnbueflag under sloganet: »Frie domstole!«.

Janek Skarzynski

20. december 2019

»Hvor loven slutter, begynder tyranniet.«

Den erkendelse sad filosoffen John Locke inde med allerede i det 17. århundrede.

I dag er den polske retsstat heldigvis stadig langt fra dette dystopiske endemål. Men med PiS-regeringens konfrontation med retsstaten bevæger vores store naboland sig i disse uger i den helt forkerte retning.

Onsdag aften fik det atter titusindvis af polakker til at gå på gaden i mere end 150 byer med polske flag, EU-flag og såmænd også et par regnbueflag under sloganet:

»Frie domstole!«

Under påskud af at rydde op i brodne kar i retssystemet tilbage fra det kommunistiske regime fortsætter PiS-regeringen nemlig sin strandhugst i den polske retsstat for at sikre sig stadig mere indflydelse på landets retsvæsen.

»Intet er længere, som det ser ud til,« lyder det ligefrem fra Malgorzata Gersdorf, præsidenten ved den polske højesteret, i et åbent brev:

»Forfatningsdomstolen er ikke en Forfatningsdomstol, Landsjustitsrådet er ikke et Landsjustitsråd, og groft sagt er domstolene ikke mere domstole, men blot en stille forlængelse af regeringens vilje.«

Det er benhårde ord om det højrenationale PiS-parti, der udbyggede sin magt med absolut flertal i parlamentet ved efterårets valg – bitre ord, som ikke mindst skyldes de seneste ugers komplicerede eskalation i kampen om retsstaten.

Et dobbelt retsvæsen

I november dømte EU-Domstolen, at europæisk ret går forud for national ret, når det for eksempel handler om retsstaten og magtens tredeling. Overholdelsen er derimod et nationalt anliggende.

I begyndelsen af december tog den polske højesteret det som anledning til at erklære, at både det såkaldte Disciplinærkammer og Landsjustitsrådet er retsstridige, fordi de i høj grad er politisk styret af PiS-regeringen. Således kan Disciplinærkammeret ikke bare give reprimander, men også bødestraffe og fyringer til dommere.

Højesterettens beslutning lignede en sejr for dommerstanden, men den satte samtidig spørgsmålstegn ved store dele af det polske retsvæsen, hvor hundredvis af dommere er udpeget af Landsjustitsrådet.

Helt kaotisk bliver det af, at PiS-regeringen ikke giver en døjt for højesterettens dom. Det er et anliggende for Forfatningsdomstolen, mener regeringen – vel at mærke Forfatningsdomstolen, hvor flertallet af dommere allerede står PiS nært.

På bundlinjen ligner det en truende forfatningskrise, når der i den grad sås tvivl om hele institutioners juridiske gyldighed. Højesteretspræsident Malgorzata Gersdorf og dommerforbundet Iustitia taler ligefrem om et »dobbelt retsvæsen« og »bevidst anarki«, der undergraver retsstaten og dermed det unge polske demokrati.

Kampen om justitsreformerne passer i billedet af et stadig mere autokratisk Polen på evig kant med EU for eksempel i klimaspørgsmålet, i kampen mod den »antipolske LGBT-ideologi« eller i den historiske revisionisme.

Disse spørgsmål er til forhandling og under opbrud i det polske samfund. Et angreb på magtens tredeling og retsstaten er derimod et angreb på den polske forfatning og på hele EU’s fundament.

I et 40-siders langt dokument fra polske højesteretsdommere advares der derfor om, at justitsreformerne kan tvinge Polen ud af EU.

Det er der ingen mennesker i Europa – i eller uden for Polen – der kan have interesse i. Derfor kan det kun glæde, at titusinder går på gaden. Men omvendt bliver de fleste af de 38 millioner polakker hjemme i sofaen, fordi mange køber PiS-regeringens argument om, at justitsreformerne er et spørgsmål om politisk retning.

Ord rækker næppe

På samme måde går PiS-regeringen konstant til grænsen i sin leg med den europæiske ild. Det kan den tillade sig, fordi både den stærkt proeuropæiske polske befolkning og PiS-regeringen godt ved, at Polens fremtid ligger inden for EU – og at den igangværende retsstatsproces eller »EU’s atombombe« mod Polen og Ungarn er en attrap, fordi den kræver enstemmighed: Landene kan mageligt blokere for hinanden.

Derfor bør EU-Kommissionen og regeringerne i alle EU-medlemslandene lægge stærkere politisk pres på Polen. Men ord rækker næppe. Som største nettomodtager i EU vil selv den polske befolkning forstå alvoren, hvis udviklingsprogrammerne og midlerne i det gigantiske flerårige rammebudget fra 2021 til 2027 knyttes til overholdelsen af de grundlæggende retsstatslige principper.

EU-Kommissionen har allerede haft flere modeller på forhandlingsbordet. Rent teknisk bliver det svært at forhandle igennem. Men hverken principielt, demokratisk eller økonomisk har EU råd til, at den polske retsstat og tredeling af magten går helt op i limningen.

John Locke og den yngre østeuropæiske historie har fortalt os, hvor det i allerværste fald kan ende.

Leder af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), Jaroslaw Kaczýnski, taler første gang efter søndagens parlamentsvalg i Polen.
Læs også
Gergely Karacsony fra Ungarns grønne parti, Dialog for Ungarn, afgiver sin stemme i Budapest den 13. oktober i år. Karacsony vandt posten som borgmester i Budapest, og dermed sluttede ni år med en Fidesz-støttet borgmester ved magten.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

"I november dømte EU-Domstolen, at europæisk ret går forud for national ret, når det for eksempel handler om retsstaten og magtens tredeling. Overholdelsen er derimod et nationalt anliggende."
citat fra artiklen

Det er uklart for mig, hvad du mener med ovenstående citat.

"Overholdelse er derimod et nationalt anliggende" .... betyder det, at hvert land autonomt kan beslutte, om landet vil overholde EU Ret eller lade være ??
og altså bare overholde landets egne love - om de så måtte stride imod EU Retten eller ej.

Nå - Fred være med det.
Holger K skaffede os heldvis vores kornfede Retsforbehold -
så lad de andre 27 selv rode med al det.

Det undrer mig til stadighed, at der ikke er taget højde for en situatiation som denne.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Jensen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar