»Beskyt grænserne og klimaet«: Østrigs eksperiment kan blive en glædelig politisk spagat

Det nye år var ikke mange timer gammelt, før Sebastian Kurz – politisk vidunderbarn, genvalgt østrigsk kansler og enevældig leder i ÖVP – fik lagt sin første oneliner:

»Det er muligt at beskytte både grænserne og klimaet.«

Den sætning er allerede blevet til overskriften på Sebastian Kurz’ forestående regeringssamarbejde med De Grønne, som efter månedlange forhandlinger blev erklæret for flyveklar nytårsdag.

Kurz’ framing af »grænser og klima« er genial, hvis man ser på den politiske skæbne, som hans nationalkonservative ÖVP-parti har lidt i 2019.

I maj blev Kurz’ samarbejdspartner, vicekansler og leder af det højrepopulistiske FPÖ, Heinz-Christian Strache, som bekendt taget med fingrene i korruptionsdåsen i den ufattelige Ibiza-skandale. Det fældede hele den østrigske regering – og dog triumferede Kurz ved efterårets valg med hele 37,5 procent.

Som politolog Peter Hofer bramfrit udtrykte det over for Information, stillede det Kurz »over for valget mellem pest, kolera eller ebola«: Skulle Kurz atter danne regering med de korrupte og delvist højreradikale populister i FPÖ? Med den mangeårige socialdemokratiske regeringspartner i SPÖ, som han var blevet kansler på at tage afstand fra? Eller skulle han vove det politisk utænkelige og gå efter en koalition med De Grønne, der er mere venstreorienterede end Tysklands De Grønne – og som efter politisk splittelse og fiasko netop var tordnet tilbage i det østrigske Nationalråd med 14 procent af stemmerne?

Den europæiske tidsånd

Kurz har nu nødtvungent valgt ebola, altså De Grønne. Et parti, der har lovet en saftig CO2-beskatning, en massiv udbygning af den kollektive trafik, mere politisk transparens samt højere pensioner og gratis uddannelse.

Kurz og ÖVP gik derimod til valg på ikke at indføre nye skatter som for eksempel en national CO2-skat, på en stram asyl- og indvandringspolitik og på en fortsættelse af ÖVP’s industrivenlige politik.

Det kommer til at koste smertefulde kompromiser på begge sider. De Grønne får blandt andet indrømmelser i form af målet om klimaneutralitet fra 2040, en meget kompromispræget østrigsk klimapakke og økoskattereform fra 2022, mens ÖVP vil trække det længste strå med skattelettelser samt inden for social- og udlændingepolitik.

Magtteknisk får De Grønne et superministerium med områderne miljø, trafik og energi. Men alle de afgørende ministerier som indenrigsministeriet og ikke mindst økonomi- og finansministeriet tilfalder ÖVP. Kurz får altså meget frie hænder til at skabe et Østrig i sit eget billede de kommende fem år.

Det afgørende spørgsmål er, om De Grønne vil lege med så længe, eller om magtens pris bliver for høj i samarbejdet med magtmaskinen Kurz.

Kurz selv vil omvendt også stå i en permanent spagat, hvor økologiske tiltag konstant skal forhandles og formidles på ny, så vælgerne ikke stikker tilbage ud til FPÖ på den yderste højrefløj.

Hidtil har fronterne nemlig stået uforsonligt over for hinanden i spørgsmål som klima, miljø og indvandring. På højrefløjen har det – ligesom i Tyskland – været gængs at se De Grønne som et moraliserende forbudsparti, der er klar til at ofre Østrigs velstand, industri og landbrug for en »ideologisk« grøn omstilling. Desuden har ÖVP et solidt tag i de ældre vælgere på landet – blandt Østrigs pensionister ville Kurz endda have absolut flertal – mens De Grønne især scorer højt blandt de unge og i de større byer.

Den splittelse kan den østrigske regering i bedste fald være med til at overvinde. Dermed kan Østrig ikke bare agere laboratorie for den politiske tidsånd i Europa. Landet kan også blive et forbillede for Europas grønne og borgerlige partier: Kynisk udtrykt vil selv højrefløjen se, at det er muligt at bruge en grøn regeringspartner som løftestang for de nødvendige økonomiske og politiske prioriteringer, omstillinger og forbud, som de borgerlige partier ikke selv tør stå på mål for.

Kurz og De Grønne bevæger sig i deres spagat således nok på tynd is. Men trods den globale opvarmning vil isen og den østrigske regering måske holde og sprede grønt håb i hele Europa. Det gælder ikke mindst Tyskland, hvor alt peger i retning af en sort-grøn regering mellem CDU/CSU og De Grønne efter det næste tyske valg senest i efteråret 2021.

Med formlen om at beskytte både grænserne og klimaet rammer Østrig på godt og ondt den europæiske tidsånd, hvor miljø- og klimaspørgsmålets eksistentielle betydning endelig har opnået bred anerkendelse. Derfor er det hidtil umulige også tænkeligt: at et konservativt land som Østrig kan have en stabil regering med et stærkt grønt præg. Hvis det lykkes i praksis, er klimapolitikken kommet for at blive.