Leder

De Grønne fylder 40 med kurs mod magten: Men det er åbent, om de virkelig tør være grønne

De Grønne har sejret ad helvede til på deres 40-årige vej fra kapitalismekritisk antiparti til borgerligt miljøparti. Men med regeringsansvaret inden for rækkevidde er det åbent, om De Grønne tør redde klimaet og gennemtvinge et bæredygtigt landbrug
»Antiparti-partiet« De Grønne, blev grundlagt til et møde i den tyske by Karlsruhe i 1980. Og meget tyder på, at det i dag 40-årige økoparti kommer med i den næste tyske regering senest ved det regulære valg i 2021.

»Antiparti-partiet« De Grønne, blev grundlagt til et møde i den tyske by Karlsruhe i 1980. Og meget tyder på, at det i dag 40-årige økoparti kommer med i den næste tyske regering senest ved det regulære valg i 2021.

IMAGO STOCK&PEOPLE/Scanpix

14. januar 2020

Det må have været et syn for guder:

I januar 1980 mødtes tusindvis af strikkende og langhårede pacifister, kommunister, kvindesagsforkæmpere og ikke mindst atomkraftmodstandere til politisk stormøde i Karlsruhe.

Blandt yogaøvelser og legende børn var græsrøddernes mål at grundlægge »antiparti-partiet« De Grønne, som det politiske establishment tog endnu mindre alvorligt end miljøspørgsmålet, som SPD-kansler Helmut Schmidt kaldte en »fritidssyssel for middelklassekvinder med for meget tid«.

I weekenden – præcis 40 år senere – har De Grønne nu fejret sig selv med armene over hovedet: Partiet sidder i regeringen i 11 af de 16 tyske delstater, og på forbundsniveau ligger de med 23 procent lige i nakken af Merkels CDU/CSU og komfortabelt foran AfD og SPD.

Meget tyder altså på, at det 40-årige økoparti kommer med i den næste tyske regering senest ved det regulære valg i 2021.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Niels-Simon Larsen
Carsten Munk og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annette Chronstedt

- tak for lysende overblik og den tryghed som uvægerlig breder sig under skribntens altid skarpe klare vejledning.

Niels-Simon Larsen

Klimaplanen (loven) bliver en prøvesten for regeringens real-ideal-isme her. Den sidste melding fra Mette er vist nok, at det gerne må gøre lidt ondt på de ømskindede danskere. Vi får se. Det store lærestykke er begyndt. Billedlig talt står vi alle på en strand i Australien, mens det brænder bag os. Hvad gør vi så?
Når man for tiden kører igennem Danmark, ser man de sjaskvåde marker. Skal de kapitalkoncentrationer, der har opkøbt gårde nu kompenseres for regnen? Og hvad med dem, der har købt huse i vandkanten, skal de hjælpes økonomisk? Hvem skal til sidst ikke hjælpes? Det ligner jo den rene skinbarlige kommunisme. Det må liberalisterne da tage afstand fra, skulle man mene.
Det er alle lande, der efterhånden komme ind i den problematik.

Tænk, at vi i 100-året for genforeningen kan se en politiker med rod i Sydslesvig som mulig kanslerkandidat.

Men i øvrigt er De Grønne under et massivt pres fra FFF-generationen. Og det bliver ikke mindre i de kommende år.

For de af jer, som kan tysk, havde ARD forleden denne doku om de Grønne..

https://www.ardmediathek.de/ard/player/Y3JpZDovL2Rhc2Vyc3RlLmRlL3JlcG9yd...

Klik evt på underteksterne til venstre. Og læg mærke til Klimaaktivisternes positioner.

Jørgen Mathiasen

Det er glimrende, hvis et lille land som Danmark vil gøre en bestræbelse mod klimaændringerne, men det batter en hel del mere, hvis man kan få Forbundsrepublikken til også at gøre det. Det har knebet hidtil. Ganske vist varslede kansleren die Klimawende, og Tyskland er også i gang med en omlægning i energiproduktionen, man landet regeres fortsat af Bilpartiet, dvs . Unionen & SPD, og 14% af arbejdsstyrken er beskæftiget gennem bilproduktionen.

Det er den politiske realitet, De Grønne skal udvikle en strategi i forhold til. Det bliver i kamp med de mange AfD-vælgere i Østtyskland, som foreløbig udgør en langt større politisk forhindring end FFF-generationen. Med den tyske kulpolitik som eksempel drejer det sig om, som professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen også pegede på i Deadline, at få de berørte med sig og skabe flertal for forandringer. Det er foreløbig kun lykkedes i et mindre omfang, men må antages at blive et fuldstændig centralt punkt, når vi kommer til valget i 2021.

Jørgen - Allerede før GT satte sig foran den svenske rigsdag var der tydelige tegn på, at de tyske unge så biler som et køb tor Hauptschüler og tabere:

https://www.pkw.de/ratgeber/autonews/millenial-autos

Kort sagt - med Die Zeits ord - Auto ist outo.

Og jeg tror ikke, de grønne kan sidde til bords med Gud og djævelen. I Berlin har den grønne - og skandaløst ringe - trafikborgmester Regine Günther ikke turdet tage et opgør med bilismen i byen - det har kostet partiet stemmer blandt folk, der eller er grønne.

De Grønne kommer aldrig til at få de - ufatteligt få - ansatte i brunkulsindustrien med sig. Til gengæld burde de gøre det klart, at de milliarder, der bruges til at subsidiere den her minedrift kunne bruges bedre andre steder.

Og at det er en skandale, at et af Tysklands fire nationale mindretal - soberne - bliver fordrevet fra deres hjemstavn af denne strip mining.

Jørgen Mathiasen

Til beroligelse for alle kan vi slå fast, at Tyskland er en retsstat, mindre beroligende er sikkert, at det som konsekvens har, at man ikke kan sætte vindmøller op i det (politisk) ønskede omfang og tempo, fordi borgerne (vælgerne) anvender enhver mulighed for at få planlægningen prøvet ved domstolene.

I kompromisets navn fortsætter kuludvindingen frem til 2038 eller snarere til tiden efter valget i 2021, for der er ikke mange mennesker med indsigt i politiske processer, som regner med at den holder. Skulle den lille befolkning i Brandenburg ønske sig ændringer, findes der landdagsvalg, men det netop afholdte landdagsvalg resulterede som følge af AfDs stemmeandel i en "Kenya"-koalition under ledelse af det kulglade SPD. Sådan er politiske realiteter.