Rivaliseringen mellem USA og Kina har skiftet karakter. Den er ikke længere et anliggende for politiske høge, nationalpatriotiske klummeskribenter og pensionerede generaler. Den er mainstream.
Den er ude i det åbne og højt på den politiske agenda i både Washington og Beijing – og intet sted er den mere synlig end i sammenstødet på handelsområdet. Handelskrigen mellem klodens suverænt største økonomier har stået på i to år og blev i slutningen af sidste uge nedtrappet midlertidig med underskrivelsen af en delaftale kaldet ’fase et’.
I Det Hvide Hus opførte præsident Donald Trump en sejrstale, hvor han roste egne og betroede medarbejderes bedrifter, mens den kinesiske chefforhandler og vicepremierminister, Liu He, var tildelt en birolle i baggrunden.
Kinas præsident, Xi Jinping, var ikke mødt op. Handelskrigen blev indledt på amerikansk initiativ, og set fra Kina er formålet med den ikke blot at bakke op om Trumps ’America First’-politik, men i lige så høj grad at sikre, at Kina forbliver nummer to.
Ved første øjekast kommer aftaleteksten mange amerikanske ønsker i møde. 105 gange fremgår det, at Kina skal leve op til et krav. Samme formulering bruges kun fem gange om USA. Over en toårig periode forpligter Kina sig til at øge indkøbet af varer fra USA med omkring 1.340 milliarder kroner. Det gælder industriprodukter, energi, landbrugsvarer og services.
Men aftalens 96 sider dækker mere end bare køb. Den inkluderer større markedsadgang for udenlandske selskaber og stærkere kinesisk juridisk beskyttelse af patenter, varemærker og ophavsret samt retningslinjer rettet mod tvungne teknologioverførsler.
Som led i aftalen suspenderer begge parter planlagte toldforhøjelser. USA ruller enkelte tariffer tilbage, men langt størstedelen fortsætter. Samlet er de amerikanske toldmure derfor stadig mange gange højere, end før konflikten begyndte.
Det skal holde kineserne til forhandlingsbordet og sikre USA et godt udgangspunkt for en ’fase to’-aftale. De forhandlinger begynder snart, annoncerede Donald Trump, hvilket den kinesiske vicepremierminister senere blankt afviste.
Kina har intet ønske om at påbegynde næste runde af forhandlingerne, hvor man frygter, at USA vil forsøge at begrænse landets overordnede industriplaner og statsfinansierede teknologiopkøb. En ting er at skulle købe store mængder af varer fra USA, som man alligevel har brug for.
Bedre beskyttelse af patenter og varemærker er også i egen interesse. Kinas statskontrollerede økonomiske model er derimod ikke til forhandling. Den har i den kinesiske politiske ledelses optik tjent landet og dem selv godt. Og under Xi Jinping er de gigantiske, statsejede selskaber blevet endnu større, mens Kinas Kommunistiske Parti har øget sin tilstedeværelse i både den private og offentlige sektor.
Ifølge tænketanken Peterson Institute for International Economics vil den kinesiske økonomi overhale den amerikanske et sted omkring år 2034, forudsat at de to økonomier vokser med henholdsvis fem og to procent årligt. IMF vurderer, at det kan ske allerede i 2030.
Men den slags estimater har det med at ramme forkert. I 2011 mente The Economist, at Kina ville blive verdens største økonomi allerede i 2018. Efter den internationale finanskrise og europæiske gældskrise lignede Kina en ustoppelig økonomisk kraft. I dag er billedet mere nuanceret.
Kina offentliggjorde fredag den laveste økonomiske vækst i 29 år og kæmper med enorme strukturelle udfordringer som et fald i arbejdsstyrkens størrelse, voksende gæld, udbredt forurening og en alt for stor økonomisk vægt lagt på investeringer i infrastruktur og byggeri.
Kina er tvunget til at blive mere produktiv og innovativ og øge forbruget. Den kinesiske økonomi taget i betragtning kan det ikke undgå at få betydning langt ud over landets grænser. Ambitioner om at blive teknologiførende inden for en lang række sektorer vil i udlandet blive opfattet som et statsstyret forsøg på at udkonkurrere andre nationer.
Den første fase af handelskrigen ligner derfor mest af alt en optakt til en lang duel om de økonomiske spilleregler på verdensplan, hvor Kina har købt sig til at udsætte en konfrontation, landet ikke har brug for. De politiske ledere i Beijing vurderer givetvis, at meget kan ske i USA i et valgår, og at tiden er på deres side. Det betyder ikke, at rivaliseringen mellem USA og Kina er aflyst – den er først lige begyndt.
@Lasse Karner
USA er den eneste magt på denne jord, der ulejliger sig med at forsøge at bremse uacceptabel kinesisk fremfærd på udenrigshandelsområdet.
Kina forlanger stadigvæk i WTO status som Udviklingsland - developing country status - kræver tvungne teknologioverførsler og har et løsagtigt forhold til udenlandske selskabers patenter, varemærker og ophavsret.
I EU kan vi ikke enes om noget som helst, der måtte gå Kina imod.
Danmark opfører sig som det galante pindsvin og slår ud med højre lår, når potentielle storkunder, herunder Kina, kommer på besøg .... statsmiddag hos dronningen, politiet beordres til at tilsidesætte Grundloven, demonstranter fastholdes, flag konfiskeres, Folketinget fyldes med løgn .... så hatten af for Donald Trump !!
Der er forskellige krige og rivaliseringer i gang her. USA vs. Kina, og den 1 % vs. arbejderklassen...og her efter finanskrisen i højere og højere grad middelklassen.
Da det vel er meningen at Trump's trumfkort, at "større markedsadgang for udenlandske selskaber og stærkere kinesisk juridisk beskyttelse af patenter, varemærker og ophavsret samt retningslinjer rettet mod tvungne teknologioverførsler", skal føre til at flere amerikanske mulinationale selskaber flytter deres virksomheder til Kina, og dermed forlader USA. Således at trenden forstærkes med at gode jobs i USA forsvinder, og den amerikanske arbejder ender i serviceindustrien f.eks. som bartender med en meget lav løn, mens virksomhedernes profitter fra Kina tager en tur i skattely.
Så når den neoliberale elite snart fortæller os, at aftaler som denne skal vi være glade for, fordi kagen bliver større i USA og det samme gælder snart også i Europa, da vi får samme aftale med kineserne. Så se dem blot som lakajer for den 1%.