Normalt er det begrænset, hvor meget internationale medier interesserer sig for delstatsvalg i Hamborg. Men som den nylige politiske krise i den østtyske delstat Thüringen udstiller, er det ikke normale tider i tysk politik:
Et af det 20. århundredes vigtigste partier, socialdemokratiske SPD, har i de seneste år lignet en dead man walking. Europas største parti, CDU, står atter uden partileder og kanslerkandidat til tiden efter Merkel. Og mens De Grønne (især blandt vesttyske unge og i storbyerne) fortsætter deres fremmarch, har Alternative für Deutschland (AfD) på den yderste højrefløj (især i Østtyskland og på landet) kunnet læne sig tilbage og nyde det galopperende opbrud i midten af tysk politik.
Derfor gav det international genlyd, da hele 39 procent af hamborgerne – som et uvirkeligt ekko fra gamle dage – i søndags satte deres kryds ved socialdemokratiske SPD. Samtidig fordoblede De Grønne deres stemmer til 24 procent, så de to partier mageligt kan fortsætte regeringssamarbejdet.
Hamborg er ikke Tyskland, og valget har selvsagt lokale komponenter. Valgkampen handlede især om trafik- og boligpolitik, og i den rige Hansestad er folk generelt tilfredse med SPD, som har skabt en relativt succesrig statsstyret boligpolitik og en markant mere industrivenlig linje end SPD på forbundsplan.
Den opsigtsvækkende nyhed er derfor, at CDU oplevede en historisk nedtur til miserable 11 procent, mens AfD kun lige kom ind med 5,2 procent. FDP ser ud til at ryge helt ud i mørket.
Det betaler sig ikke at lege med dem, som leger med ilden
Det ligner en følge af balladen i den østtyske delstat Thüringen, hvor AfD tog det parlamentariske system og de borgerlige partier med bukserne nede. I kraft af en pseudokandidat stemte AfD en FDP-kandidat igennem som ny ministerpræsident – en udpegning, som både CDU og FDP skandaløst godtog for at komme af med valgets egentlige sejrherre fra venstrefløjspartiet Die Linke. Fra øverste sted blev den beslutning omstødt i både CDU og FDP, men skaden var sket: De borgerlige bruger gerne et højreradikalt parti som løftestang for at få deres vilje, lød den gængse udlægning af Thüringen.
Med det forfærdelige terrorangreb i vesttyske Hanau begået af en psykisk syg og højreradikal gerningsmand fik den strid en ny dimension: Hvor står partierne i forhold til AfD?
CDU-ledelsen indrømmede mandag, at de hårde vælgerprygl i Hamborg har med kaosset i Thüringen at gøre. Og CDU’s snart forhenværende partileder, Annegret Kramp-Karrenbauer, gentog, at CDU under ingen omstændigheder vil samarbejde med et parti, der agerer »åndelig brandstifter« for folk som terroristen i Hanau, der fantaserede om en etnisk »oprydning« i det tyske samfund.
De borgerlige partiers nedtur i Hamborg og hele det politiske skred har dermed fået betragtelige følger.
For det første har CDU mandag meldt ud, at partiet nu pinedød må få styr på den politiske retning og løse spørgsmålet om partileder og kanslerkandidat efter Merkels afgang. Allerede i april vil partiet tromme sammen til formentligt kampvalg, der kan blive en meget beskidt affære med det brændende spørgsmål: Kan partiet vælge en formand, der skal vente næsten halvandet år på at komme til magten ved næste valg i efteråret 2021, eller skal Merkel dø (i politisk betydning), så partiet kan leve?
For det andet har den borgerlige nedtur i Hamborg og AfD’s nedtur i meningsmålingerne for hele Tyskland udløst en usædvanlig selvrefleksion i AfD.
Partileder Jörg Meuthen har flere gange hævdet, at terrorangrebet i Hanau var en gal mands gerning, som på ingen måde kan forbindes med AfD. Alligevel henvendte AfD-ledelsen sig søndag til partiets medlemmer med et åbent brev, hvor angrebet blev betegnet som en »racistisk forbrydelse«.
Her må AfD ifølge brevet »spørge sig selv, hvorfor det lykkes for vores politiske modstandere at bringe os i forbindelse med en sådan forbrydelse«. Senere hedder det, at »den, der ytrer sig racistisk og foragteligt mod udlændinge og fremmede kulturer, handler æreløst og uanstændigt og dermed imod Tyskland og AfD«.
Det er måske ren vasken hænder for et racistisk parti. Men det kan også ses som en advarsel til partiets mest rabiate forbund – herunder i Thüringen – og deres evige leg med ilden.
I så fald er det glædeligt nyt: Udgrænsningen af og presset på AfD virker! Det kan betale sig ikke at lege med dem, som leger med ilden!
Det kan hele Europa lære af: At snakken om, at indvandring kausalt fører til en voldelig »modreaktion« fra den nationalistiske højrefløj i sig selv er en højreradikal tolkning. Og at vi i det multietniske samfund, som er et irreversibelt faktum, bør styrke de demokratiske kræfter ved at sætte klare grænser for denne logik fra højre.
.... »den, der ytrer sig racistisk og foragteligt mod udlændinge og fremmede kulturer, handler æreløst og uanstændigt og dermed imod Tyskland og AfD«. Sådan siger AfP's leder. Selvom man kunne mistænke ham for at spille for galleriet, er udtalelsen dog så markant, at man kunne ønske sig at Socialdemokratiets formand i Danmark udtalte sig lige så klart, og dermed distancerede sig fra samme fremmedfjendske, foragtelige og æreløse tendenser i Socialdemokratiet - fx den Rasmus Stoklund giver udtryk for (https://www.information.dk/indland/2020/01/socialdemokratiets-nye-hardli...). Det ville som politisk signal være at meget større betydning end at høre hende tale afstand fra for højreekstreme danskere på 4chan https://www.information.dk/indland/leder/2020/02/mette-frederiksen-mangl....
Det ville klæde Venstres formand, hvis han tilsvarende gjorde disse ord til sine egne: ”Den, der ytrer sig racistisk, foragtelig mod udlændinge og fremmede kulturer, bager stramningskager og udsteder ulovlige ordre om adskillelse af asylpar, handler æreløst og uanstændigt og dermed imod Danmark og Venstre, Danmarks liberale parti”.
Hvis man kan lære noget af Max Frisch's "Biedermann und die Brandstifter", så er det jo, at hvis man ikke passer på hvem man giver lov til at leje i uset, så kan taget brande meget hurtigt.
Thüringen var et eksempel på, hvor nemt de fejl der blev begået i 1920erne kan ske igen.
Heldigvis er opmærksomheden skarp nok, til at det ikke bare kan lade sig gøre.
Men det er nu alligevel bekymrende, at der åbenbart stadig findes mennesker, der tror at højrefløjen er mindre slem end venstrefløjen og at man kan sammenarbejde med racister.
Danmark er det bedste eksempel på, at man skal holde sin sti ren! Vi har 20 år med fuldkommen politisk og ideologisk fremmedgørelse i forhold til de idealer, langt de fleste danskere deler, men ikke har blik for er blevet afskaffet bid for bid af bureaukrater og politikere, som i modsætning til tidligere ikke repræsenterer bestemte befolkningsgrupper og -interesser, men i stedet fuldkommen opportunistisk kan sælge sig til dem, der høster på politikken. Eksemplerne er legio, men mest iøjnefaldende er Anders Foghs opbygning af et unødvendigt lag af offentlige mellemledere til urimeligt høje lønninger - som de kun kunne være sikre på at opretholde ved at sikre Venstre regeringsmagten.
Jeg syntes, man skal glæde sig over den stabile og moralsk gode tid under Angela Merkel. Forbundsrepublikken under Merkel har faktisk givet stabilitet til hele Europa. Og jeg kan i hvert fald godt huske det gamle CDU - både før og under Helmut Kohl.
Til gengæld (og måske desværre) kommer der en nu ny tid uden Merkel, som ingen kan forudsige. Men de gamle kræfter, der har ligget i dvale - også i CDU, vejrer nu morgenluft.
Udviklingen i Thüringen skuffer mig, men forbavser mig egentlig ikke. Vi har boet i Ilmenau, og der har disse ubehagelige holdninger ligget latent side om side med en utilfredshed, der allerede startede ved genforeningen. Lønniveauet i Øst blev dikteret til 66% af lønnen i Vest, men hos Aldi, Lidl og Kaufland kostede varene præcis det samme som i Vest. Og samtidig blev boligerne privatiseret, hvor huslejerne steg mod himlen.
Jamen det kan man da kun glæde sig over. Tillykke Hamborg.