Leder

Bed til, at den tyske bazooka virker i coronakrisen

Den tyske sparepolitik står for døden i coronakrisen. Midt i den tvivlsomme europæiske solidaritet burde alle europæere nu bede til, at den tyske bazooka har krudt nok til krisen
Den tyske finansminister Olaf Scholz meldte onsdag ud, at Tyskland i 2021 vil udvide sine milliardinvesteringer – og samtidig holde det berømte »sorte nul«, altså et statsbudget uden ny gæld. Med småt hed det, at denne plan »endnu ikke tager hensyn til virkningerne af coronaepidemien«.

Den tyske finansminister Olaf Scholz meldte onsdag ud, at Tyskland i 2021 vil udvide sine milliardinvesteringer – og samtidig holde det berømte »sorte nul«, altså et statsbudget uden ny gæld. Med småt hed det, at denne plan »endnu ikke tager hensyn til virkningerne af coronaepidemien«.

John Macdougall

19. marts 2020

Ingen havde drømt om, at Europa skulle lammes af en virus fra Vestens maskinrum i den tidlige globalisering, Kina. Og ingen ved endnu, hvad krisen kommer til at betyde for EU’s største økonomi, den tyske.

Med sin sparepolitik har Tyskland præget euroen, EU og Sydeuropa stærkt siden sidste finanskrise, hvorefter landet har oplevet en række jubelår. Trods tegn på recession før coronachokket, har landet en overskuelig gæld på under 60 procent af BNP.

Alligevel virkede det surrealistisk, da finansminister Olaf Scholz onsdag meldte ud, at Tyskland i 2021 vil udvide sine milliardinvesteringer – og samtidig holde det berømte »sorte nul«, altså et statsbudget uden ny gæld.

Har de i finansministeriet ikke fanget, at den tyske bilindustri er lukket ned, at den tyske DAX-børs oplever historiske styrt, eller at titusindvis af små virksomheder og millioner af selvstændige er på kanten af fallit?

Jo. Det ved de kun alt for godt, og der er et gigantisk nødhjælpsprogram på vej. Og dog håbede de på en positiv effekt af budskabet, for med småt hed det, at denne plan »endnu ikke tager hensyn til virkningerne af coronaepidemien«.

»Alle recessioners moder«

Økonomer som Gabriel Felbermayr kalder derimod krisen for »alle recessioners moder«, og et gængs bud er mindst fem procent tilbagegang i det tyske BNP i 2020.

Olaf Scholz har derfor medgivet, at det sorte nul »ikke er helligt«, og han har indvilget i, at euroredningsfonden ESM med over 400 milliarder euro kan komme på tale for at redde Italien. Sparepolitik, bye bye.

Men er det nok? De lande, der er værst ramt af epidemien, nemlig Italien, Spanien og Frankrig, har samtidig den højeste statsgæld, hvorfor EU har slækket på stabilitetskriterierne for euroen.

Det burde ikke give anledning til selvretfærdige tyske blame games. For siden sidste krise har Tyskland været velsignet med investorkapital, mens lande som Spanien og især Italien og Grækenland betaler stadig højere renter på deres statsobligationer. Med negative renter får Tyskland derimod penge for at låne penge.

Den dårlige nyhed er, at det lynhurtigt kan udløse en ny eurokrise.

I den situation er selv Tyskland afhængig af, at italienerne kommer med gennem krisen i stedet for – i deres dybe skuffelse over den fraværende europæiske solidaritet i coronabekæmpelsen – at forlade unionen og euroen og kickstarte deres økonomi med en devaluering. Det ville euroen og EU næppe holde til.

Den europæiske skæbne i denne uoverskuelige krise afgøres også af den tyske afsked med sparepolitikken. Derfor er det en god idé at bede til, at Scholz og tyskerne har krudt nok i bazookaen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu