Fred i Afghanistan står og falder med, at afghanere kan blive enige. Og her er der stadig et stykke vej

For gud ved hvilken gang er endnu et tilsyneladende behjertet forsøg på at nå til en slags fredsaftale løbet ud i Afghanistans politiske sand. Det er ikke første gang: Siden 2009 har diplomater på begge sider forsøgt at finde fællesnævnere for sund fornuft, der hver gang er strandet på magtbrynde og korruption over for religiøs fanatisme.

Denne gang så det næsten lovende ud: Den 29. februar underskrev USA’s særlige Afghanistan-udsending, Zalmay Khalilzad, og mullah Abdul Ghani Baradar, den politiske leder af Taleban, et forpligtende dokument i Qatars hovedstad, Doha, bivånet af USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo.

Den skitserede aftale gik ud på, at USA de næste 14 måneder trækker sine resterende 12.000 tropper hjem, mod at Taleban-ledelsen ophører med fjendtligheder mod amerikanske mål. Og at Taleban ikke har kontakt med al Qaeda-relaterede grupperinger, men forpligter sig på at indlede forhandlinger med regeringen i Kabul om deling af magten. Et særligt punkt omhandler fangeudveksling, hvor Kabul-regeringen løslader 5.000 Taleban-fanger, mod at Taleban løslader 1.000 regeringsfanger.

Regeringsstyrker angribes forsat

Men, men, men … den afghanske præsident, Ashraf Ghani, mener sig ikke forpligtet af dokumentet fra Doha, som han har haft nul indflydelse på. Og han har ingen intentioner om at slippe 5.000 Taleban-krigere løs i en situation, hvor Taleban ganske vist ikke længere skyder efter amerikanske mål, men fortsat tynder ud i hans afghanske regeringsstyrker med daglige angreb. Præsident Ghani kan gå med til 1.500 løsladelser, ikke 5.000, hvortil Taleban har sagt nej: Det er 5.000 eller fortsat krig.

En anden hurdle er Doha-dokumentets passus om, at Taleban forhandler med en afghansk regering med deltagelse af såvel præsident Ghani som hans rival og hidtil udøvende regeringsleder, Abdullah Abdullah, der også gør krav på præsidentposten efter valget i 2019. Det har vist sig umuligt at danne en ’inkluderende regering’, hvorfor Taleban har meddelt, at der ikke er grundlag for forhandling om deling af magten. Bom.

Dette sammenbrud genaktiverede Mike Pompeo. I sidste uge fløj han til Kabul og talte dunder til Kabul-regeringen: Dersom der ikke etableres enighed om en samlingsregering, vil USA skære støtten med en milliard dollar i år – og en ny milliard næste år. Pompeo har også talt videre med Taleban i Doha, men uanset amerikansk penduldiplomati står og falder en løsning i Afghanistan med, at der kan skabes enighed mellem Talebans traditionalisme og Kabuls modernitet. Her er stadig et stykke vej.  Rigtig lang vej, faktisk.