Leder

Kina sætter alt ind på at vinde spinkrig om coronavirus over USA

På et tidspunkt, hvor en ødelæggende global viruspandemi raserer, har verden brug for både kinesisk og amerikansk lederskab, samarbejde og ansvarlig regeringsførelse. I stedet tilbyder Washington og Beijing konfliktoptrapning og konspirationsteorier
Donald Trump har flere gange tweetet om »den kinesiske virus«. En formulering den amerikanske præsident ikke lagde skjul på var nøje udvalgt for at slå oprindelseslandet fast.

Donald Trump har flere gange tweetet om »den kinesiske virus«. En formulering den amerikanske præsident ikke lagde skjul på var nøje udvalgt for at slå oprindelseslandet fast.

Kevin Dietsch

19. marts 2020

I en tid, hvor land efter land lukkes ned af en pandemi med enorme menneskelige og økonomiske omkostninger til følge, er klodens to mægtigste nationer igen på kollisionskurs. Kina og USA strides om at definere det globale narrativ om coronavirussen – og det er ikke noget kønt syn.

I Kina viser de seneste par uger en positiv tendens i bekæmpelsen af den nye virus. Det internationale fokus er derfor flyttet sammen med smittefaren til andre dele af verden. Fra stort set kun at være et kinesiske anliggende er de fleste lande nu ramt, og en pandemi er en realitet. For Kina har det givet et pusterum. Det har også skabt en mulighed for fremstille kommunistpartiets krisestyring i et nyt lys.

En del af strategien handler om at vinde goodwill ved at yde nødhjælp og dele erfaringer med lande, der har brug for det. I de statslige medier og blandt udenrigsministeriets ambassadørkorps bliver versionen om, at partiet gik forrest i coronakrigen og dermed skaffede resten af verden tid ført frem med stor styrke.

De første mange ugers fatale kinesiske mørklægning er selvsagt ikke at finde i den udlægning. I den allermest offensive ende af skalaen finder man argumentet om, at virussen slet ikke har sin oprindelse i Kina.

I stedet fremfører folk som udenrigsministeriets talsperson, Zhao Lijian, at oprindelseslandet er USA. Teorien går på, at amerikanske soldater, der besøgte Wuhan sidste år, kunne have bragt virussen med sig. Fakta og bevisførelse er ikke Zhao Lijians ærinde. En lang række kinesiske ambassadører har de seneste dage viderebragt hans synspunkter på sociale medier fra deres poster rundt omkring i verden.

Opsang fra USA

Mandag fik det USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, til at ringe til Beijing med en opsang. Yang Jiechi, der leder kommunistpartiets kontor for udenrigsanliggender, fik at vide, at USA ikke vil finde sig i kinesisk misinformation. Øjensynligt forløb samtalen ikke godt. For dagen efter var Donald Trump ved tasterne og tweetede flere gange om »den kinesiske virus«. En formulering den amerikanske præsident ikke lagde skjul på var nøje udvalgt for at slå oprindelseslandet fast.

Pompeo har før anvendt samme frase, mens medlemmer af administrationen er blevet hørt bruge nedladende termer som the Kung-Flu. At opkalde en dødelig virus efter Wuhan eller Kina er i den kinesiske opfattelse stigmatiserende og dybt fornærmende.

Reaktionen kom onsdag, hvor det kinesiske udenrigsministerium fremlagde planerne om at udvise journalister fra tre af USA’s mest prominente aviser. Det sker ved at annullere presseakkrediteringen for amerikanske korrespondenter fra The New York Times, Wall Street Journal og Washington Post. Reelt betyder det, at de berørte journalister bliver tvunget til at forlade landet, da akkrediteringen er koblet sammen med deres visa.

Kina beskriver det som gengældelse, efter USA tidligere på måneden annoncerede planer om at fratage arbejdstilladelsen for 60 journalister på fire statsejede, kinesiske medier i landet. Inden da havde Kina ganske vist først udvist tre korrespondenter fra Wall Street Journal, fordi avisen havde bragt en kinakritisk coronarelateret kronik.

Spiralen af angreb og modangreb eskalerer efter en kort periode, hvor rivaliseringen mellem USA og Kina ellers havde fundet et mere roligt leje i forbindelse med den delaftale, der i januar satte flere års handelskrig i bero. Nu har coronakrisen fået fjendtlighederne frem i lyset igen. Begge lande beskylder modparten for at forsøge at afværge kritik og flytte fokus fra egne problemer ved at skyde skylden på den anden. Det er givetvis tilfældet i begge retninger.

Det er dybt foruroligende og vil næppe aftage i den nærmeste tid. Kina er nu foran coronakurven, mens USA ser ud til at være bag den. Begge nationer ser en pointe i at styrke fjendebilledet. De retoriske skyttegrave er gjort klar til en længere konflikt, og på begge sider puster politiske ledere til nationalistiske agendaer.

På et tidspunkt, hvor en ødelæggende global viruspandemi raserer, har verden brug for både kinesisk og amerikansk lederskab, samarbejde og ansvarlig regeringsførelse. I stedet tilbyder Washington og Beijing konfliktoptrapning og konspirationsteorier.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Lisbeth Glud
  • Anders Graae
  • Toke Kåre Wagener
  • Anker Heegaard
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Karen Grue
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Poul Anker Juul
Alvin Jensen, Lisbeth Glud, Anders Graae, Toke Kåre Wagener, Anker Heegaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Karen Grue, Peter Beck-Lauritzen og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Nye vinde fejer gennem redaktionen på Information - hvor forfriskende.
For en gangs skyld en sober,realistisk analyse af revaliseringen mellem verdens to største økonomier med en tyk streg under farligheden i en tid hvor Verden bogstaveligt talt er "af lave".

kjeld jensen, Søren Dahl, Karsten Lundsby, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Arne Albatros Olsen, Tommy Clausen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

På et tidspunkt, hvor en ødelæggende global viruspandemi raserer, har verden brug for både kinesisk og amerikansk lederskab, samarbejde og ansvarlig regeringsførelse. I stedet tilbyder Washington og Beijing konfliktoptrapning og konspirationsteorier.

havde nogen forventet andet med de ledere de to "supermagter" har ?

Ninna Maria Slott Andersen, Olaf Tehrani, kjeld jensen, Søren Fosberg, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Bjørn Fagerberg, Carsten Munk, Arne Albatros Olsen, Torben K L Jensen, Tommy Clausen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Nå ja. Da Sovjetunionen opløste sig i 1989 og muren faldt var der heller ingen, som tænkte på at skabe en bedre verden. I stedet satte det kapitalistiske vesten alle sejl ind og erklærede sig som sejrherre. Selv om der reelt og virkelig var en chance for at køre verden ind på et bedre og forsonende spor.

- Men nej.

Per Torbensen, Ib Christensen, kjeld jensen, Søren Dahl, Peter Beck-Lauritzen, Søren Fosberg, Arne Albatros Olsen, Torben Bruhn Andersen, Jane Doe og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Så er der slagsmål i børnehaven !.

Og de voksne kan stort set ikke gøre andet end at se på og rydde op efter kamphanerne.

Jeppe Lindholm

America First. Der kommer næppe en amerikansk flyver med mundbind til Afrika. Det skulle da lige være Medina og Bill Gates Fundation.

Peter Beck-Lauritzen og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Kinesisk lederskab vil jeg gerne frabedes. Tak.

Vent nu og se hvad der kommer frem af nyheder om hvad det kinesiske styre rent faktisk har gjort ved befolkningen i Wuhan når de lukker de tilsvejsede døre til lejlighedsblokkene op igen.

Spindkrigen kører ikke alene mellem USA og Kina. For i både Kina, EU, USA , Ungarn og Brasilien har de politiske ledere øget tonelejet ganske betydeligt. Og nu har spindkrigen i høj grad inddraget racisme.

Ungarns præsident, Victor Orban, sagde for leden dag på både TV og radio , at det var bviseligt, corona-smitte skyldes udenlandske studerende på ungarske universiteter samt turister fra Iran. Og derfor havde han smidt alle udenlandske studerende ud af landet, og lukket landets grænser for turister.