Leder

Taleban kan juble over aftale med USA. Den store taber kan blive den afghanske regering

... hvis altså aftalen overhovedet bliver overholdt. Krigen i Afghanistan træder ind i en ny fase
Afghanere i Kunduz fejrer aftalen mellem USA og Teleban, som blev indgået i weekenden.

Afghanere i Kunduz fejrer aftalen mellem USA og Teleban, som blev indgået i weekenden.

Ritzau Scanpix

Udland
3. marts 2020

Præsident Donald Trump varslede i weekenden begyndelsen på enden af den amerikanske tilstedeværelse i Afghanistan, som har varet i to årtier.

Lørdagens aftale – som den amerikansk-afghanske topdiplomat Zalmay Khalilzad har arbejdet utrætteligt på i over halvandet år – blev underskrevet i Qatars hovedstad, Doha, med tilstedeværelsen af ledere fra Pakistan, Qatar, Tyrkiet, Indien, Indonesien og Tadsjikistan.

Hele aftalen kan dybest set koges ned til fire hovedpunkter:

  • En plan om at trække 12.000 amerikanske tropper hjem i løbet af 14 måneder
  • En sikkerhedsgaranti fra Taleban om ikke at anvende afghansk jord som base for antiamerikansk aktivitet
  • En indledning på forhandlinger mellem Taleban og den afghanske regering, som begynder den 10. marts
  • En plan om en permanent og omfattende våbenhvile

De, der især kan juble over aftalen, er Taleban-bevægelsens ledere. De ønskede en klar tidslinje for tilbagetrækningen af de amerikanske tropper, og den fik de. Men omvendt kan Washington stadig nå at ombestemme sig i forhold til tilbagetrækningen, især hvis man ikke mener, at aftalen overholdes af Taleban.

Den store taber kan vise sig at være den afghanske regering, som ikke fik ret meget i Doha. Faktisk har regeringsrepræsentanter ikke haft meget at skulle have sagt under forhandlingerne. Men på den anden side har aftalen aldrig handlet om regeringen i Kabul, men om USA’s forsøg på at undgå at tabe ansigt efter tilbagetrækningen.

Om aftalen og planerne overhovedet holder, er faktisk slet ikke til at vide. Allerede 24 timer efter underskrivelsen i Doha dukkede de første udfordringer op. Der var blandt andet stor forvirring om, hvorvidt den afghanske regering skal løslade 5.000 Taleban fangere fra Kabuls fængsler.

Regeringen ønsker, at bevare muligheden for at løslade de 5.000 fanger som en del af forhandlingerne med Taleban. Man ser det som et internt anliggende, ikke et amerikansk.

Striden om de 5.000 fanger kan dog vise sig at være en bagatel sammenlignet med de problemer, der venter afghanerne forude. I øjeblikket håber både Kabul og Washington, at aftalen ikke vil føre til et statskollaps ligesom det, der fulgte efter den sovjetiske tilbagetrækning i 1989.

Sagt på en anden måde tvivler mange diplomater og generaler på, at Taleban og den afghanske regering overhovedet kan tale sammen og blive enige om en anstændig magtfordeling. Både i Washington og Kabul er der en frygt for, at Taleban før eller siden – og især når amerikanerne for alvor er væk – vil forsøge at vælte regeringen i Kabul og tage hele magten.

Mulighed for at hele sårene

I Afghanistan modtages aftalen med blandede følelser. For eksempel frygter afghanske kvinderettighedsforkæmpere, at aftalen vil bringe afghanske kvinders rettigheder i afghansk politik og i civilsamfundet i fare. Kvindelige aktivister betoner især manglen på kvinder under forhandlingerne i Doha som et tegn på, hvad der venter forude.

Andre glæder sig over aftalen af helt andre årsager. Krigen i Afghanistan var endt i et dødvande i de senere år, og nu har parterne endelig indset, at ingen af dem kan vinde. Aftalen er samtidig et vidnesbyrd om, at parterne endelig har forstået, at en militær løsning ikke er mulig i Afghanistan, fremhæver dens tilhængere.

For mange afghanere har kvinderettigheder aldrig stået øverst på dagsordenen. Førsteprioriteten har for afghanere været en reducering af volden. 2019 var det mest voldelige år siden 2001, og derfor er aftalen en glædelig nyhed for de krigstrætte afghanere.

For første gang i to årtier skal de forhandle om fred indbyrdes og dermed forsøge at hele sårene.

Hvis aftalen går efter planen, er der også mulighed for at forhandle et langt mere afgørende spørgsmål, nemlig spørgsmålet om Afghanistans identitet som nation. Landets ledere skal finde en mellemvej mellem Talebans idé om et islamisk emirat og det demokratiske Afghanistan, som Vesten lagde fundamentet til i 2001.

Tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Afghanistan kan vise sig at have blodige konsekvenser, men samtidig er en varig amerikansk militær tilstedeværelse uden definerbare mål dømt til at ruinere både det afghanske folk og den amerikanske statskasse. Derfor kan man kun håbe på, at aftalen bliver begyndelsen på enden på USA’s længste krig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Waleed Safi

Situationen minder kun alt for meget om Vietnam i 1972/73, som Martin Burcharth beskriver det i linket ovenfor - og selvfølgelig ender det på tilsvarende måde.
Nemlig ved at Taliban overtager hele Afghanistan - og så i øvrigt blæser på alle afgivne løfter.

Jeg har ikke spor lyst til at se præsident Ashraf Ghani hænge fra en lygtepæl; men jeg har slet ikke lyst til at se Nato med dansk troppebidrag kæmpe i Afghanistan i al evighed.

Lad os få alle tropper hjem fra Afghanistan, Mellemøsten og Afrika.

René Arestrup

Hvad var det så 43 unge danskere ofrede livet for?

For ikke at tale om de hundreder, der er blevet skadet på sjæl og krop?

Torben Lindegaard

@René Arestrup 03. marts, 2020 - 15:22

Bare jeg vidste det.

men der er en orm, der gnaver ....
måske handlede det om Forsvarsbudget i % af BNP og om at opnå USA's gunst ??

René Arestrup

@Torben Lindegaard
Jeg tror den sidste del af dit svar kommer meget tæt på sandheden - hvilket både er beskæmmende og aldeles skandaløst.

Men du får aldrig nogen af de ansvarlige politikere til at indrømme, at det er sådan det forholder sig. For de ved udmærket, at det er den ultimative falliterklæring.

Torben Lindegaard, Ete Forchhammer , Kim Houmøller, Morten Lind, Christel Gruner-Olesen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Men ikke et ord om taberne, kvinderne, halvdelen af befolkningen. Den aftale er kun at benævne, mandehørm af den værste slagsen.