Benyamin Netanyahu demonstrerer armslængdeprincippet i israelsk demokrati

For første gang i sin korte historie har Israel i længere end et år været uden folkevalgt regering. Og som sagerne står i det israelske parlament, Knesset, trækker det fortsat ud med dannelse af et dueligt regeringsgrundlag, og israelerne kan i værste fald se frem til et forretningsministerium ledet af Benyamin Netanyahu det næste halve år, med mindre der dannes en regering de næste tre uger.

Efter valget den 2. marts var magtfordelingen i de to blokke således: Netanyahus Likud med halehænget af religiøse og ultranationalistiske partier råder over 58 mandater, tre færre end det krævede flertal på mindst 61, over for blokken med eks-generalstabschef Benny Gantz som topfigur i en ’blå-hvid’ koalition med den tidligere finansminister, Yair Lapid, og støttet af sekulære partier.

Denne blok rådede faktisk over et ’teoretisk’ flertal på 62, idet den såkaldte ’Fællesliste’ med rødder i den arabiske sjettedel af Israels befolkning, er Knessets tredjestørste parti med 15 mandater. En matematik, der gjorde det logisk at overlade Benny Gantz at danne regering, hvilket selvsagt viste sig umuligt, da det blå-hvide bagland ikke vil acceptere en regering med Fælleslisten som parlamentarisk grundlag.

Koalitionsregering

Midt i dette forløb ankom coronakrisen. Benny Gantz reagerede under enhver synsvinkel ansvarsbevidst – og ifølge israelske kynikere også politisk naivt – ved at søge en national samlingsregering dannet med deltagelse af Netanyahu uanset, at hele den blå-hvide politiske kapital var bundet op på løftet til vælgerne om en regering uden Netanyahu.

Gantz valgte at sprænge koalitionen og tage omkring halvdelen af de blå-hvide 33 mandater med sig over i en aftale med Netanyahu om en fælles regering med rotation – Netanyahu ville lede regeringen de første 18 måneder, hvorefter Gantz ville tage over som premierminister. Modellen er ikke ukendt i israelsk politik, hvor den blev anvendt i 1986, da Yitzhak Shamir og Shimon Peres delte premierministerposten.

Netanyahu sagde ja, da han øjnede immunitet mod retsforfølgelse i de sager, der er udsat, men ikke aflyst. Men lige pludselig har han ikke længere travlt – ikke før, han får en garanti for ren lovændring, der sikrer, at Knessets flertal kan omstøde den israelske højesterets afgørelse – hvis en sådan afgørelse resolverer, at han som kriminelt tiltalt er uegnet på posten som premierminister.

Det forbehold handler ikke om coronakrisen, men om armslængdeprincippet i israelsk demokrati.