Leder

Coronakrisen har lagt låg på flygtningekrisen – midlertidigt

Coronakrisen har sat flygtningekrisen på pause. Men når smittetrykket falder, så vil flygtningepresset igen vokse. Og hvordan det håndteres, kan blive afgjort af, om pandemien har givet Europas vælgere større smag for lukkede grænser eller solidaritet
I Moria-lejren på Lesbos bor 20.000 proppet sammen på et lille område, og der er over 1.000 asylansøgere pr. vandhane. Humanitære organisationer advarer om, at det blot er et spørgsmål om tid, før coronavirus begynder at rasere flygtningelejrene på de græske øer. Og da asylansøgerne ikke har en chance for at skærme sig imod COVID-19, kan det ende med en katastrofe.

I Moria-lejren på Lesbos bor 20.000 proppet sammen på et lille område, og der er over 1.000 asylansøgere pr. vandhane. Humanitære organisationer advarer om, at det blot er et spørgsmål om tid, før coronavirus begynder at rasere flygtningelejrene på de græske øer. Og da asylansøgerne ikke har en chance for at skærme sig imod COVID-19, kan det ende med en katastrofe.

Manolis Lagoutaris

Udland
14. april 2020

Før denne krise var der en anden krise. For kun få uger siden var stort set al opmærksomhed rettet mod EU’s ydre grænser, da Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan i slut-februar erklærede, at han havde »åbnet porten« og ville lade »millioner« af flygtninge og migranter tage mod Grækenland. De græske grænsevagter reagerede med at affyre tåregas og gummikugler for at holde menneskemasserne på afstand.

Men nu er der helt stille på grænsen. Coronavirussen har frosset alt ned.

Grænserne er så godt som hermetisk lukkede. Asylprocessen er sat på pause i det meste af Europa. Fordelingen af flygtninge mellem EU-landene er ikkeeksisterende. Og det er umuligt at sende afviste asylansøgere retur.

Tal fra FN viser, at der har været en meget brat opbremsning. I januar og februar ankom henholdsvis 1.340 og 1.213 flygtninge og migranter til Italien – tallet for marts var 241. I Spanien faldt tallene fra 2.402 og 2.155 i januar og februar til 982 i marts. Og til de græske øer ankom 865 i den første uge af marts, mens det blot var 39 i hele sidste uge.

Men de flygtninge og migranter, som ankom til Europa inden virussen, de er der fortsat. Og allerede inden coronakrisen levede mange af dem i kummerlige, beskidte, voldsplagede og stærkt overfyldte teltlejre på de græske øer i Det Ægæiske Hav. Nu har coronakrisen gjort deres vilkår endnu værre.

Der er 40.000 asylansøgere fordelt i lejre på fem græske øer – lejre, som tilsammen har en officiel maksimumkapacitet på blot 5.400 personer. Under de forhold er det umuligt at beskytte sig mod smitte. Social afstand og ordentlig håndhygiejne virker usandsynlig, når man i Moria-lejren på Lesbos bor proppet sammen med 20.000 andre på et lille område, og hvor der er over 1.000 asylansøgere pr. vandhane.

Humanitære organisationer advarer om, at det blot er et spørgsmål om tid, før coronavirus begynder at rasere flygtningelejrene på de græske øer. Og da asylansøgerne ikke har en chance for at skærme sig imod COVID-19, kan det ende med en katastrofe.

Asylansøgere har i årevis siddet fast i miserable forhold på de græske øer på grund af en langsommelig asylproces. Og der har længe været et akut behov for i hvert fald at flytte de mest sårbare – eksempelvis de over 1.000 uledsagede børn – til bedre forhold. Men corona gør nu alle asylansøgerne på øerne sårbare, og FN opfordrer stærkt til, at de evakueres til det græske fastland, hvor lejrene i det mindste er mindre overfyldte.

Men den græske regering tøver. Den er bange for, at hvis asylansøgerne kommer til fastlandet, så slipper de aldrig af med dem igen.

For at give mere plads til de trængte asylansøgere på de græske øer kunne andre EU-lande som en start tage imod de cirka 10.000, der allerede har fået tildelt asyl, men som fortsat bor i græske lejre eller i FN-lejede lejligheder. Men den europæiske solidaritet på flygtningeområdet haltede allerede inden coronakrisen, og andre EU-lande er nu endnu mindre villige til at tage deres del af byrden.

Spørgsmålet er, hvad der skal ske på den anden side af coronakrisen. Da præsident Erdogan for få uger siden truede med at lade flere millioner syriske flygtninge tage mod Europa, var det i et forsøg på at presse EU til at tilbyde flere penge og større geopolitisk støtte.

Erdogan havde hidtil i det store og hele overholdt den omstridte aftale fra 2016, hvor tyrkerne skulle holde grænsen til Europa lukket for flygtninge og migranter til gengæld for en stor pose penge fra EU. Men nu er aftalen så godt som død – også fordi EU forsømte at forlænge aftalen.

Coronavirussen har midlertidigt indstillet konflikten på EU’s ydre grænse. Erdogan har for nu lettet sit flygtningepres på EU, og i slutningen af marts blev de sidste tilbageblevne, håbefulde flygtninge og migranter fjernet fra grænsen til Grækenland og sendt til lejre rundt om i Tyrkiet for at undgå smittespredning.

Men efter coronakrisen vender flygtningekrisen tilbage, og EU skal igen tage stilling til, om man fortsat vil betale autoritære ledere i Tyrkiet og Nordafrika for at agere europæisk grænsepoliti? Om man stadig vil holde asylansøgere i umenneskelige lejre på europæisk jord? Vil man i strid med internationale konventioner fortsat skyde gummikugler og tåregas efter migranter for at holde dem på afstand og gøre det umuligt for dem at søge asyl? Vil man i Europa stå sammen og hjælpe hinanden?

Når smittetrykket falder, vil flygtningepresset vende tilbage – og dermed en lang række etiske dilemmaer, som kan blive afgjort af, om coronakrisen har givet Europas vælgere større smag for lukkede grænser eller solidaritet.

 

Serie

I skyggen af COVID-19

Mens verden er optaget af coronapandemiens hærgen, flyver andre ting under radaren. Det skriver Informations korrespondenter om i de kommende dage.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alverdens krydstogtsskibe bør straks bruges som flygtningelejre, mens ingen tør købe
rejser, hvor du risikere at bliver karantæne-indespærret og ingen havn vil ha' det.
Der skal nok være plads til nogle hundredetusinde. I langt sundere omgivelser.

De langtidsparkerede passagerfly, kan bruges som klasselokaler, nu hvor eleverne
skal sidde med dobbelt afstand, Der er TV-skærm ved hvert eneste sæde, så der kan
være op til 28 elever i et fly med ca. 120 sæder og tre klasser i de største SAS fly.

Fly og lufthavne har masser af håndvaske og toiletter, det ville gi' lidt liv i Kastrup,
Aalborg, Billund, Karup, Tirstrup, Odense, Tune og evt. Værløse. På de mindre kom-
munale lufthavne kan SAS's og de andre luftfarts-selskaber's småfly anvendes.

Mon ikke elever, lærer og de piloter, der skal passe på maskinerne imens, vil
elske at få den corona-sikkerhed og oplevelser for livet?
Og gerne en køretur, med flyene, der nok skal afprøve alle systemer ugenligt alligevel.

Ideerne forsættes:

Både krydstogtsskibene og de parkerede uvirksomme fly kan forsynes med "Grøn" strøm,
så har vi også det på plads, som ellers har været grotesk svinende i havne og lufthavne.

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

Du skriver om EU -
og om Europas vælgere har større smag for lukkede grænser eller solidaritet.

Hvis vi nu starter med Danmark og de danske vælgere, så kan vi svare helt præcist.
Vi foretrækker ubetinget lukkede grænser -
og blæser på europæisk solidaritet, alt imens vi takker Holger K for Den retslige Undtagelse.

Retsforbeholdet har vi senest bekræftet ved Folkeafstemning d. 3. december 2015.

Therese Hagen, Morten Simonsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Mange danskeres bekymringer for åbne grænser stammer bl.a. fra EU's indre markeds bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed og de krige, som EU såvel har deltaget i som undladt at protestere og reagere massivt imod, og som har skabt rigtigt mange af de verserende flygtningestrømme. De politiske eliter i Europa har tilmed ført en austeritypolitik, som blot har forværret forholdene for de nedre samfundsklasser og skabt et prekariat, der bestemt ikke ønsker åbne grænser. EU og de europæiske, politiske eliter har med det kyniske, uetiske, hykleriske og uansvarlige fokus på magt, økonomisk vækst og neoliberalisme bidraget væsentligt til den modvilje mod åbne grænser, som EU-apologeter verden over bebrejder befolkningerne. Det minder lidt om en familie, hvor forældrene forsømmer børnene og sidenhen bebrejder dem symptomudviklingen.

Torben Lindegaard

@Hanne Utoft

Her til lands har vi haft modvilje imod åbne grænser længe.

Folkebevægelsen imod EF arrangerede allerede op til Maastricht-afstemningen i 1992 en folkekæde i Sønderjylland til værn imod al det udanske søndenfra -
Drude Dahlerup snakkes om en venlig grænsekontrol modsat de åbne Schengen-grænser.

Og vi fulgte jo anbefalingerne og stemte NEj til Maastricht-aftalen i 1992 ....
og stemte JA i 1993, da vi havde fået bl. a. Den retslige Undtagelse, så vi ikke skulle deltage i en eventuel fælles EU flygtningepolitik eller være med til at hæfte for eventuelle Euro-obligationer.

Det er en gammel historie; men vi må tage danskernes holdning til efterretning -
og ikke forklare denne holdning som en reaktion på andre kræfters spil.

Det er alt sammen helt os selv.

nils valla, Per Torbensen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar

Følgerne af Coronaen kan stadig nå at blive så store, migranterne i Europa frivilligt vælger rejse hjem hvor de kom fra.
I første omgang har vel nok de fleste migranter søgt imod et bedre liv, de forventede kunne få i Europa.
Men ingen ved om Europa igen bliver materialismens paradis.
Måske det bliver en bedre option for relativt ressource-stærke migranter, at tage hjem og deltage i opbygge land og samfund.
Under alle omstændigheder er det godt for områderne de relativt velstående migranter kommer fra, at de bliver hjemme. Det kan i sig selv støtte bedre sociale forhold, modsat migreringerne.

Torben Lindegaard, modviljen mod de åbne grænser var ret manifest i 1992, men med mangfoldige bevæggrunde - og mange var udelukkende modstandere af unionsudviklingen fordi dens mål primært var (og er) udjævning af erhvervslivets konkurrencebetingelser i Europa. Men bortset fra dette, så korresponderer din iagttagelse iht. Maastricht-afstemningen jo fint med at viop gennem 80'erne og begyndelsen af 90'erne modtog et stigende antal flygtninge fra lande/områder, vi selv mere eller mindre aktivt enten førte militære krige og handelskrige i/med, og i forvejen havde vi jo importeret 'fremmedarbejdere', som i vide kredse kunne gøres grin med - og i andre kredse blev set på med kritiske øjne, fordi de kunne underbyde danskeres lønkrav.

"Det er en gammel historie; men vi må tage danskernes holdning til efterretning -
og ikke forklare denne holdning som en reaktion på andre kræfters spil.

Det er alt sammen helt os selv."

En lommefilosofi som ikke står for nærmere efterprøvelse; naturligvis udvikles såvel personers som nationers kulturer, holdninger, værdier og forestillinger også i samspil med omverdenen.

@Hanne Utoft.
Omverden er præcis som du tror den er, og bliver således automatisk troen/synspunktet du responderer efter.