Brasiliens i forvejen højtråbende præsident, Jair Bolsonaro, har i den grad gjort sig bemærket under den aktuelle coronapandemi.
Bolsonaro, der sammenligner COVID-19 med en mindre forkølelse, mener ikke – i modsætning til flere af Brasiliens guvernører – at det er den rigtige strategi at lukke samfundet helt ned. Han har tværtimod kaldt de lokale myndigheders beslutning om at lukke skoler og forretninger i byer som Sao Paolo og Rio de Janeiro for en forbrydelse.
Og torsdag i sidste uge fyrede han sin sundhedsminister, Luiz Henrique Mandetta, der modsat Bolsonaro mener, at det brasilianske samfund bør reagere langt mere radikalt for at stoppe spredningen af corona.
En tilgang, Bolsonaro slet ikke er enig i.
»Vi er nødt til at vende tilbage til en normal tilstand, ikke så hurtigt som muligt, men vi er nødt til at udvise en mere fleksibel tilgang. Regeringen har ikke råd til at give nødhjælp til landets fattigste meget længere,« har præsident Bolsonaro forklaret efter fyringen.
Meget svært
Brasiliens nyudnævnte sundhedsminister, Nelson Teich, har også med det samme rettet ind i forhold til præsident Bolsonaro og erklæret, at »det nu handler om at finde den rette balance mellem sundhedshensyn og økonomi«.
Der er dog ikke en ubetinget populær strategi. En ny meningsmåling viser ifølge det spanske dagblad El Pais, at kun 39 procent af den brasilianske befolkning støtter præsidentens tilgang, mens 76 procent af de adspurgte svarer, at de er enige med den nu fyrede sundhedsminister i, at der bør tages flere tiltag for at dæmme op for spredningen af corona.
Og selv om nogle brasilianere tilsyneladende er tilfredse med begge strategier, viser Bolsonaros faldende popularitet, at det ikke nødvendigvis betaler sig politisk at ignorere og bagatellisere corona-krisen.
Alligevel – og selv om Bolsonaros motiver ikke nødvendigvis handler om hensynet til de fattige – er der en pointe i, at det i lande med ringe eller intet økonomisk sikkerhedsnet, og hvor store dele af befolkningen lever fra dag til dag, er meget svært at lukke ned for al aktivitet.
En gigantisk hovedpine
Det var samme argument, som Mexicos venstreorienterede præsident, Andrés Manuel López Obrador, brugte, da han i marts tøvede med at lukke landet ned. Hans argumentation var, at i et land hvor 40 procent af den voksne befolkning arbejder i den uformelle sektor – altså er beskæftiget uden sikkerhedsnet eller arbejdskontrakt – er nedlukning en meget farlig strategi.
Verdens største private udviklingsorganisationen, Oxfam, har allerede advaret om, at antallet af fattige i Latinamerika vil stige markant som følge af coronakrisen. Og at det kan have mere dødelige konsekvenser end selve pandemien.
Det samme har direktøren for FN’s fødevareprogram (WFP), David Beasley, sagt til Danmarks Radio om de afrikanske lande. At det er nødvendigt at holde gang i visse dele af samfundet, »ellers vil flere dø af økonomisk sammenbrud, end der vil dø af coronavirus«.
Motiverne til at ignorere coronakrisen kan være forskellige, men ikke desto mindre er det en enorm udfordring for langt størstedelen af verdens lande at skulle lukke ned for den økonomiske aktivitet.
For flere hundrede millioner af fattige verden over bliver det til en gigantisk hovedpine – for hvor skal det næste måltid komme fra?
Forskellige strategier
At nedlukning hurtigt og uhensigtsmæssigt kan provokere til selvtægt i lande, hvor store dele af befolkningerne i forvejen dagligt lever på grænsen til det desperate, ses allerede flere steder.
I Honduras i Mellemamerika valgte myndighederne før påske at kræve, at markeder og gadesalg stoppes, mens supermarkeder kun i meget begrænset omfang må holde åbent. Det har medført, at fødevaretransporter overfaldes og butikker røves af hober af desperate honduranere.
Som det kan læses i gårsdagens Information, er dele af den sydafrikanske befolkning også på kogepunktet efter tre uger med udgangsforbud og økonomisk inaktivitet. I Cape Town plyndres butikker, og fattige indbyggere demonstrerer i gaderne, fordi de er uenige i myndighedernes strategi.
»Folk demonstrerer, fordi de er sultne, og deres børn er sultne,« som en lokal talskvinde, Lizle Manuel, siger til Information.
Så selv om Brasiliens præsident Bolsonaro er en skør kugle, er debatten om, hvordan verdens lande skal tackle coronapandemien nødvendig. For strategien kan ikke være den samme alle steder – så dør folk af sult. Eller af den vold og det kaos, som desperation og sultne maver automatisk fremkalder.
@Jesper Løvenbalk Hansen
Brasilien, Sydafrika .... for slet ikke at tale om et lande som Indien og Indonesien.
Det er helt urealistisk at anvende en fremgangsmåde skabt i en dansk virkelighed i disse lande.
Korrupte stater er og altid har været ligeglade med befolkningernes liv. Jeg følger Iran på tæt hold. Situationen er fuldstændigt identisk med så mange andre korrupte lande. Det værste er, når rige og frie lande holder liv i disse korrupte stater. " Iran har ifølge landets magtfulde revolutionsgarde opsendt landets første militære satellit. Hvis det er tilfælde, kan opsendelsen ifølge USA være sket i forbindelse med udviklingen af et iransk missilsystem"Reuters.
14. 4. 2020 beder Jeppe Kofod folketinget om støtte til selv samme regime, der sejler i penge. Præstøstyret bruger penge på befolkningen i Iran. Revolutions garden bruger gerne penge til destruktive aktiviteter i Syrien, Irak.... Hvorfor skal Danmark støtte et regimet, der overtræder alle internationale konventioner.
"INSTEX er den finansielle mekanisme, som Storbritannien, Frankrig og Tyskland i januar 2019 oprettede
for at understøtte samhandel med Iran, og dermed understøtte atomaftalen. Instrumentet har
til formål at facilitere europæiske virksomheders samhandel med Iran"
Aktstykke nr. 142 Folketinget 2019-20
Hvorfor er der ingen der anbefaler det Reza Alimooti skriver? Vedkommende har jo ret, så kom lige ud af jeres komfortzone i lille Danmark. Bedste Hilsen Birte P.
Overbefolkning er et overset problem. Det er let sidde i Vesten og fordømme ledere i fattigere lande men deres problemer er fuldstændig anderledes end vores.
Jeg kan næsten gætte at forfatteren til artiklen ikke kender forholdene i Guataquil, Ecuador. Her sammenligner byens borgmester pandemiens konsekvenser med en Hiroshima bombe. En anden fejlantagelser er at latinamerikanske lande ikke kan kompensere økonomisk så fattige kan holde karantæne. Det gør man fx i Argentina med ganske gode resultater.
Det siger sig selv, at man ikke kan stoppe al "ikke-essentiel" økonomisk aktivitet i de 12 måneder eller mere, som det tager, før der måske findes en vaccine. Det kommer man til at erkende i alle lande, og jo før jo bedre.
Det er den store ulighed det er kernen i sagen. Hvis staten ikke kan sikre sine fattige masser tilstrækkelig afgang til basale nødvendigheder som mad, vand og sundhedsydelser mens landet lukker ned, vil samfundet bryde sammen i kaos og optøjer. Derfor er man nødt til at satse på at holde samfundet i gang mens naturen gennemfører flokimmunisering af befolkningen.
Ligesom i pestens tid.
Det er en absurd sammenligning uden mening.
Hvis vi nu tager argumentet på ordet, det er for dyrt og for kostbart at lukke ned i lande med stor fattigdom.
Ja men så kommer katastrofen med meget stor sandsynlighed kort tid efter, når Sundhedsvæsenet ligger i ruiner pga. syge og døde læger og sygeplejersker. Så er der frit spil for Døden fra Lübeck til at tage for sig af mennesker som lever i de brasilianske storbyers slum. At en sådan massedød skulle kunne redde nationen på længere sigt ? Hvem overtager virksomheden hvis ledelsen dør, hvem overtager de vitale funktioner hvis de mennesker som har viden og kundskab herom dør. Hvem udfører det nødvendige og hårde arbejde som skraldemænd, chauffører, brandfolk, politi, bygningsarbejdere med videre, når menneskene dør som fluer og smittes i et væk.
COVID19/SARS2 er ikke en almindelig influenza epidemi. Antal registrerede døde i forhold til antal registrerede syge er i flere veludviklede lande oppe på mellem 11% og 13%. Det kan blive til mange døde i et land som Brasilien med estimeret over 210 mio indbyggere.
Nej det understreger et andet forhold. Et ulige samfund uden velfærdsinstitutioner og uden et offentlig sygehusvæsen med adgang for alle, som er bare nogenlunde velfungerende det er samfund, som er meget risikofyldt og sårbart f.eks Brasilien
Det svarer til at bo i den stråtækte på det sted i landet, hvor der er flest lynnedslag og beslutte nej det er ikke råd til indboforsikring og der er heller ikke råd til en lynafleder.
Husk at der er nok temmelig stor forskel på den sygehusbehandling som en syg Præsident Jair Bolsonaro vil modtage som COVID19 patient og den behandling eller rettere mangel på behandling hans brasilianske medborgere fra Slumbyerne kan forvente.
Det kunne være den egentlige årsag til at Præsidenten tager så let på COVID19 epidemien.
Kim Folke: du tegner et billede af dødeligheden som overhovedet ikke stemmer overens med de oplysninger vi har. Hvorfor gør du det?
Det afgørende for dødeligheden er det såkaldte mørketal, som man i Danmark vurderer ligger mellem en faktor 30 og 80. Hvis det er korrekt, skal dødeligheden måles i promille snarere end procent. Det er derfor ikke nogen ny pest, vi taler om, men dog værre end en normal influenza.
Hidtil er den højeste registrerede dødelighed noget sted i New York, hvor man har nået 1 promille. Det er selvfølgelig ikke slutresultatet, men det er rimeligt at antage, at så mange allerede har været smittet i New York, at de har opnået eller snart vil opnå flok-immunitet. Man skred jo ind "for sent", og med den kendte smittehastighed betyder det, at der har været et forholdsvis naturligt forløb med massesmitte i New York, og varigheden af et sådant måles i uger eller få måneder, ikke i år.
Ser vi på et af de andre lande, der skred ind "for sent", nemlig Storbritannien, så ligger den samlede dødelighed i landet ifølge Financial Times nu på det højeste niveau, man har målt i april siden 1970.
Men der har flere gange været lige så høj samlet dødelighed om vinteren, så Storbritannien oplever lige nu ret præcist, hvad der svarer til en slem influenzasæson fra før, man fik vacciner. Hverken mere eller mindre. Det er så selvfølgelig med effekten af den sene nedlukning, der trods alt blev gennemført.