Mens coronapandemien har lagt en dæmper på protesterne i Hongkong, og bystyret opfordrer til sammenhold i en krisetid, fortsætter politiet med at slå hårdt ned på demokratibevægelsen.
I weekenden gik det ud over 15 af bevægelsens mest prominente navne – mange af dem etablerede politikere med årtiers demokratikamp på cv’et. De blev alle arresteret og efterfølgende løsladt mod kaution.
Politiaktionen er det største slag imod de pandemokratiske partiers ledere til dato. Det sker på et tidspunkt, hvor Beijings repræsentant i byen har skærpet tonen og lagt yderligere pres på lokalregeringen.
Anklagerne går på at have arrangeret eller deltaget i ulovlige demonstrationer. Blandt de anholdte er adskillige tidligere parlamentarikere, partistiftere og partiformænd.
Også mediemogul og ejer af flere Kina-kritiske medier, Jimmy Lai, var på politiets liste. Han har længe været lagt for had på fastlandet og har aldrig lagt skjul på sin foragt for den kinesiske ledelse.
Til sammenligning er den 81-årige Martin Lee en mere moderat stemme. Han har i næsten 40 år advokeret for et mere demokratisk Hongkong og har status af bevægelsens grand old man.
Han sad med ved bordet, da Hongkong og Kina tilbage i 1980’erne formulerede bystyrets miniforfatning op til overdragelsen i 1997. Af den fremgår det, at det er et ultimativt mål, at Hongkongs regeringschef og samtlige medlemmer af parlamentet skal vælges ved frie valg. Det løfte har Beijing ikke indfriet.
»Fortryder intet«
Derfor er Martin Lee med tiden blevet stadig mere kritisk over for det kinesiske regime. Lørdag gav han udtryk for lettelse over at slutte sig til gruppen af godt 7.000 arresterede demonstranter.
»Jeg føler mig lettet. Efter i månedsvis at have set, hvordan de unge blev arresteret og retsforfulgt, mens jeg ikke blev, følte jeg mig faktisk skyldig. Nu bliver jeg retsforfulgt, og jeg fortryder intet. Jeg er stolt af at gå demokratiets vej med Hongkongs fremragende ungdom,« udtalte han ifølge Hong Kong Free Press.
Anholdelserne finder sted knap et halvt år inden Hongkongs næste parlamentsvalg. Ved distriktsvalget i november vandt alliancen af demokratiske partier en jordskredssejr. Et resultat, der sendte chokbølger hele vejen til den kinesiske hovedstad.
For selv om kun halvdelen af parlamentarikerne vælges direkte og resten udpeges på en indirekte facon, som favoriserer den Beijing-tro politiske blok, frygter Kommunistpartiet, at det demokratiske momentum i Hongkong kan skabe ravage i den dikterede orden.
På den baggrund valgte centralregeringen i januar at sende en ny repræsentant til byen. Den nye chef for forbindelseskontoret i Hongkong hedder Luo Huining. Han er en loyal støtte af Kommunistpartiets generalsekretær Xi Jinping og har den seneste tid gjort det klart, hvad han står for.
Hans kontor er begyndt at presse på for indførelsen af en national sikkerhedslov, hvilket Beijing længe har ønsket sig. Demonstranterne i Hongkong sammenligner Luo Huining med en flok myrer, der gnaver i det nationale fundament for lov og orden.
Forsøg på at gennemtrumfe en lignende lov blev tilbage i 2003 mødt af stor folkelig modstand. Forslaget blev skrinlagt, og den daværende regeringschef endte med at trække sig i utide. Alligevel fortsætter Luo Huining ufortrødent ad samme vej. Senest ved at erklære, at hans kontor ikke er underlagt Hongkongs forfatning.
Pres fra fastlandet
Samtidig kunne nyhedsbureauet Reuters forleden afdække, hvordan højtstående dommere i Hongkongs ellers frie retssystem føler sig under pres fra fastlandet. Blandt andet skulle både dommere og advokater være blevet advaret om ikke at give milde straffe til anholdte demonstranter.
Da Information i slutningen af sidste år interviewede demokratiforkæmperen, advokaten og den tidligere parlamentariker Margaret Ng om de tusindvis af anholdte demonstranter, var hun kontant i sin kritik.
»Jeg er jurist, og lad mig slå helt fast, at det er ikke hensigten med vores love, at man skal anholde så mange som muligt. Rigtig mange af de anholdte skulle aldrig have været anholdt til at starte med,« lød det.
Margaret Ng kan føje sit eget navn til listen, da hun var blandt weekendens arresterede. Hongkongs skrøbelige status og dets borgeres ret til at kæmpe for et mere demokratisk samfund fortjener international opmærksomhed. Især nu, hvor smittefaren forhindrer de massedemonstrationer, der er blevet demokratibevægelsens varemærke.
I skyggen af COVID-19
Mens verden er optaget af coronapandemiens hærgen, flyver andre ting under radaren. Det skriver Informations korrespondenter om i de kommende dage.
Seneste artikler
I Libyen eskalerer kampene på trods af coronakrisen, og situationen skriger på en løsning
17. april 2020Selv om COVID-19 også er kommet til Libyen, er kampene ikke stilnet af. De er taget til. Samtidig har EU lanceret en ny operation for at håndhæve våbenembargoen – spørgsmålet er, hvor store konsekvenser den vil haveCoronakrisen har lagt låg på flygtningekrisen – midlertidigt
14. april 2020Coronakrisen har sat flygtningekrisen på pause. Men når smittetrykket falder, så vil flygtningepresset igen vokse. Og hvordan det håndteres, kan blive afgjort af, om pandemien har givet Europas vælgere større smag for lukkede grænser eller solidaritetI Irak er iranerne kommet for at blive
7. april 2020Under den globale conoraviruskrise fortsætter stedfortræderkrigene om indflydelse i Mellemøsten
Corona kan bruges til meget....... og diktatoren i Kina er villig at bruge den til hvad som helst.