Leder

For millioner af fattige er spørgsmålet, om de dør af COVID-19 eller af sult

Koks i de globale forsyningskæder under pandemiens hærgen er en ’dræber’ i de allerede gældsplagede udviklingslande
Forsyningskæderne i u-landene er meget sårbare over for COVID-19 og reglerne for social distance. Ligesom fødevaresikkerheden, der endnu ikke er et problem i Vesten, derfor meget hurtigt bliver ramt i fattige lande, skriver Mette-Line Thorup på lederplads.

Forsyningskæderne i u-landene er meget sårbare over for COVID-19 og reglerne for social distance. Ligesom fødevaresikkerheden, der endnu ikke er et problem i Vesten, derfor meget hurtigt bliver ramt i fattige lande, skriver Mette-Line Thorup på lederplads.

ANNE MIMAULT

Udland
24. april 2020

»Jeg frygter ikke smitten. Jeg frygter, at mine børn kommer til at sulte,« siger 43-årige Liliana Pérez, der bor i Villa Soldati, en enklave af ekstrem fattigdom i Buenos Aires, i dagens reportage fra Latinamerika.

Her kæmper slumkvarternes beboere med konsekvenserne af coronanedlukninger. Og fra verdens fattige og gældsplagede lande, hvor mennesker er begyndt at vifte med flag i vinduerne som tegn på sult, lyder nu i stigende grad samme nødråb: Hvis vi ikke dør af COVID-19, dør vi måske af sult. Mens eksperter advarer om, at coronarestriktionerne kan ramme hårdere end selve sygdommen.

Denne flagdemonstration fra vinduerne udstiller en ulighed, den globale landsby levede med også før coronaen: I rige nationer synger vi for sammenhold og klapper af sundhedspersonalet fra balkoner og vinduer.

Vestlige ledere taler om behovet for at åbne samfundene igen, fordi jobmangel og økonomisk krise også slår ihjel, men det problem er meget større i u-landene.

Så selv om virussen først blev kendt for også at ramme den globale elite – fra Boris Johnson til Tom Hanks – har mange ventet med stigende bekymring på, at den ville eksplodere i verdens flygtningelejre og krigszoner, blandt de migrantarbejdere, der holder gang i de rige økonomier, i verdens overbefolkede og voldsplagede slumbeboelser og i de gældstyngede udviklingslande.

FN’s Fødevareprogram, WFP, forudser en i ny rapport, at 265 millioner mennesker risikerer at stå over for alvorlig fødevareusikkerhed mod slutningen af året som følge af pandemien – en fordobling af sidste års estimat.

Hungersnød er normalt regionale fænomener, men nu truer en global sultkatastrofe, fordi de mennesker, der allerede lever fra måltid til måltid og dagsløn til dagsløn, mister de få indtjeningsmuligheder, de har.

Derudover kommer en række andre årsager som kollaps i oliesektoren, udeblevne turister og ifølge Verdensbanken et fald på 20 procent i de checks, familiemedlemmer sender hjem fra deres job i mere avancerede økonomier kombineret med allerede igangværende sundhedskriser som for eksempel hiv.

Dernæst er det åbenbart, at pandemien og den globale recession accelererer en allerede igangværende afglobalisering, som ikke bare handler om manglende politisk lederskab i Vesten under krisen, stigende protektionisme og handelskrige.

De globale forsyningskæder, man har talt så meget om, er blevet kappet over under pandemiens hærgen – det er en direkte ’dræber’ i udviklingslandene.

Et politisk dilemma

Som Johan Swinnen, leder af International Food Policy Research Institute i Washington, har forklaret i The New York Times, er detailhandel og distribution af fødevarer i rige lande automatiseret, mens systemerne i udviklingslandene er arbejdskraftintensive.

Det gør forsyningskæderne i u-landene meget mere sårbare over for COVID-19 og reglerne for social distance. Ligesom fødevaresikkerheden, der endnu ikke er et problem i Vesten, derfor meget hurtigt bliver ramt i fattige lande.

Rige lande kan desuden udstede gæld i egne valutaer, en mulighed, som fattige lande ikke har, når de skal betale for import af alt fra lyspærer til sprøjter, påpeger Ian Goldin, professor i globalisering ved Oxford University, i The Guardian.

Omkostningerne til tilbagebetaling af udenlandsk gæld og import er steget, mens den relative værdi af valutaer i udviklingslandene er faldet med cirka 25 procent. Oven i det kommer så fald i indtægter som følge af den globale recession, fald i eksport af råvarer samt udenlandske investeringer.

Mange politiske ledere i udviklingslandene forsøger at afbøde krisen. Men det er, som blandt andre Goldin foreslår, åbenlyst nødvendigt at afskrive på deres gæld – blandt andet med henvisning til, at den i forvejen udgør langt mindre end, hvad USA og Europa hidtil har udstedt i hjælpepakker til deres virksomheder.

Desværre afspejles den politiske vilje i citater som dette fra SF’s udviklingsordfører, Halime Oguz, der kom på baggrund af Informations spørgsmål om, hvad partiet vil stille op med problemet, at når BNI falder som konsekvens af coronakrisen, falder udviklingsbistanden også, fordi den er koblet op på bruttonationalindkomsten:

»Vi skal finde en balance. For på den ene side er Afrikas krise også vores krise, men på den anden side er det også helt afgørende, at vi gør alt for at holde hånden under den danske økonomi.«

Et politisk dilemma, som alle vestlige lande sidder med, og som ordføreren ærligt italesætter. Til gengæld dækker svaret også over kortsigtet politik. U-landenes problemer i dag bliver vores i morgen.

Mens det er naturligt, at den første coronareaktion var national, må den næste være global.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Tænk, hvis nationalisme-virus var lige så skøn at skue som corona'... lige så usynlig og farlig er den, og smittefaktoren er høj.