Rune Lykkeberg: Bernie Sanders vandt ikke primærvalget – men det gjorde hans ideer

Det, der virker helt vildt i dag, kan være helt naturligt i morgen. Denne historiske kendsgerning gentager idealister ofte for at forklare, hvorfor de bliver ved med at engagere sig i umulige sager.

Og det virkede vildt, da den gamle senator og demokratiske socialist fra Vermont, Bernie Sanders, i 2015 udfordrede Hillary Clinton i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat. Sanders tabte, men fik over 40 procent af stemmerne, engagerede en ny generation af unge i politik og trak titusinder til sine vælgermøder.  

Sanders var en politiker til tiden: autentisk, idealistisk, antiestablishment og båret af en bevægelse. Derfor troede mange på hans chancer, da han sidste år annoncerede, at han stillede op igen. Og for kun to måneder siden var han efter sejre ved de første primærvalg favorit til at blive partiets præsidentkandidat. Men da de såkaldt moderate kandidater trak sig og alle pegede på Biden, blev det reduceret til et valg mellem Bernie Sanders og Joe Biden. Og så var Sanders færdig.

Men som Sanders sagde onsdag, da han erkendte sit nederlag og anerkendte Biden som partiets kandidat:

»Vores bevægelse har vundet den ideologiske kamp.«

Han citerede ved den lejlighed Nelson Mandela for, at »det virker altid umuligt, indtil det bliver gjort«, fordi det var hans egen forståelse efter de seneste fems år valgkamp.

At Bernie Sanders’ ideer og bevægelse har formet partiet, bemærkede den forhenværende Obama-rådgiver Jon Favreau for nogle uger siden:

»Joe Biden går til valg på det mest progressive program for nogen demokratisk kandidat i partiets historie. Og det er Bernie Sanders og den bevægelse, han inspirerede, en meget vigtig grund til.«

Godt nok tabte kandidaten Sanders valget, men det var hans ideer, som vandt valgkampen.

Mange af de ideer, som virkede vilde for fem år siden, er således blevet naturlige i dag.  Det var radikalt, da Sanders ville hæve minimumslønnen til 15 dollar i timen. Men den minimumsløn er siden blevet indført i adskillige stater. Og det var vildt, at Sanders krævede sundhedsforsikring for alle. I dag er der uenighed om metoden og formen, men som mål er også det nu et valgløfte for Joe Biden. 

Sanders har også fremsat den mest ambitiøse plan for en grøn omstilling af den amerikanske energiforsyning, infrastruktur og produktion. Først meddelte Biden, at han foretrak en »mellemposition«. Men nu holder han møder med den grønne græsrodsbevægelse Sunrise Movement og siger, at han vil føre an i den store kamp mod klimaforandringerne.

Mike Segar

Det er ikke alle i Det Demokratiske Parti, som deler Sanders’ ideer, måske ikke engang flertallet. Men hans ideer begejstrer, hans bevægelse inspirerer, og han har været mentor for partiets nye stjerne, Alexandria Ocasio-Cortez.

Spørgsmålet er, hvorfor Sanders så ikke kunne vinde. En forklaring er, at det vigtigste for de fleste er at slå Donald Trump, og vælgerne troede mere på  Biden.

En anden forklaring er, at Sanders’ vælgerbase ikke er stor nok. Det er en fiasko, at han i 2020 trods en langt bedre organisation fik færre stemmer ved primærvalgene end i 2016 mod Hillary Clinton. Meget tyder på, at hans succes i 2016 også skyldtes modstanden mod hende.

En tredje forklaring er, at Sanders ikke havde nogen teori om, hvordan forandringerne skulle finde sted. Han sagde, hvad der var galt med USA, og hvad der skulle i stedet for. Men det var mere sloganer og krav end egentlige politiske planer. Endelig var Sanders’ strategi forkert: Han satsede på at få flest stemmer i et felt med mange kandidater ved at begejstre sin base, og han opfattede sig som en outsider, der ville overtage partiet udefra. Og til sine rådgiveres frustration gjorde han intet for at skabe alliancer internt i partiet, så alle holdt med Biden, da det blev et valg mellem de to.

I sin afskedstale gjorde Sanders selv op med outsiderfortællingen og mindede om, at han har været en del af partiets ledelse i Senatet i 30 år. Han flyttede så at sige sin bevægelse ind i partiet og opgav opgøret med establishment udefra for i stedet at love at præge partiet progressivt indefra.

Det er også en konsekvens af, at hans ideer har vundet indflydelse.  

Onsdag aften hyldede den forhenværende arbejdsminister under Bill Clinton, Robert Reich, Sanders’ indflydelse og indsats:

»Du har givet stemme til de fattige, arbejderklassen, de udokumenterede indvandrere, de indfødte amerikanere – alle dem, som er blevet svigtet gennem vores historie. Du har inspireret og opmuntret en generation af unge amerikanere. Du har gjort det muligt for Amerika at leve op til sine idealer.«

Det har hele tiden været Sanders’ pointe, at USA’s ulighed i formuer, indtægter, sundhed og magt forråder de principper, landet er bygget på. Og man kan sige, at det, som coronavirus har gjort ved USA, viser, at Sanders havde ret. Det er et svagt fællesskab, som ikke gennem sundhedsforsikring kan forsvare alle borgeres liv, og det er en økonomi, som kun fungerer for de få, når så mange mister deres hjem og livsgrundlag, hvis de mister deres løn i en måned.

Dette er ikke kun et principielt svigt, men også et konkret forfald fra det USA, som Sanders voksede op i. Han blev født i 1941, da Franklin D. Roosevelt var præsident og sociale og progressive ideer blev til nye konventioner. Roosevelt var overbevist om, at mennesker ikke bliver frie, bare fordi de har stemmeret, og deres frihedsrettigheder er sikret af staten. Hvis man som samfund vil leve op til de demokratiske principper om, at borgerne skal kunne realisere sig selv frit, skal man sikre dem økonomisk og socialt.

»Vi er kommet til en klar forståelse af det faktum, at sand individuel frihed ikke kan eksistere uden økonomisk frihed og uafhængighed«, sagde Roosevelt i 1944.

Han udvidede det amerikanske frihedsbegreb:

»Mennesker, som mangler det nødvendige, er ikke frie mennesker.«

Med sine store reformer sikrede Roosevelt en minimumsløn, folk kunne leve af, arbejdsløshedsunderstøttelse, social forsikring, fri adgang til uddannelse og meget mere. 

»Det var Roosevelts vision for 70 år siden, og det er min vision i dag,« sagde Sanders i  2015.

Han erindrede om, at næsten alt, hvad Roosevelt foreslog, blev kaldt for »socialisme« af modstanderne dengang:  »Og alligevel er disse reformer blevet en del af samfundets grundlag og fundamentet for middelklassen.«

Mike Segar

Det projekt, som Sanders er blevet ved med at kalde »demokratisk socialisme«, er i virkeligheden den politiske konsensus fra hans barndom, som han har givet en bevægelse og en platform i det 21. århundrede: »Jeg tror ikke på fremmede -ismer,« sagde Sanders også i 2015: »men jeg har en dyb tro på den amerikanske idealisme«.

Og det, der var konsensus i Sanders ungdom, blev en stærkt kritisk position efter Murens Fald, hvor den almindelige antagelse var, at menneskets frihed var sikret med det liberale demokrati; menneskerettigheder og selvbestemmelse.

Sat på spidsen er Sanders’ pointe, at liberalisme kun er mulig som en form for socialisme. Hvis man tager forfatningens løfte om, at hvert menneske er frit til at forfølge sin egen lykke, alvorligt, må man som samfund skabe et materielt og socialt grundlag for, at alle kan gøre det. Det er en fælles forpligtelse. 

Det kan lyde vildt for amerikanere i dag, men for Sanders er det naturligt – og for os i Skandinavien er det socialdemokratisme. Han så det ske i sin barndom. Og han har med sine taler, løfter og erfaringer givet en ny generation af aktivister og unge i sin bevægelse bevidstheden om, at sådan burde det også være i dag. 

Det er dét, som på trods af hans strategiske fejl og politiske begrænsninger, gør Bernie Sanders til en af de mest indflydelsesrige politikere i det 21. århundrede for dem, som kræver det, der er helt vildt i dag, i tillid til, at det kan blive det helt naturlige i morgen.