Leder

Erdogan er besluttet på at cementere en position som regional stormagt

Tyrkiets drone-lektion af de syriske styrker i Idlib viser, at Erdogan er ved at lægge luft til Vladimir Putin
Tyrkiets hjemmeproduktion af militære droner er et af flere eksempler på præsident Recep Tayyip Erdogans projekt med skabelse af en selvstændig militær profil efter årtiers ydmygelser, skriver Lasse Ellegaard.

Tyrkiets hjemmeproduktion af militære droner er et af flere eksempler på præsident Recep Tayyip Erdogans projekt med skabelse af en selvstændig militær profil efter årtiers ydmygelser, skriver Lasse Ellegaard.

AA/ABACA

Udland
11. maj 2020

Torsdagens afdækning af Tyrkiet som dronestormagt, skrevet af Waleed Safi, vores korrespondent, var ikke kun opsigtsvækkende i skildringen af de regerende tyrkiske islamisters udvikling af en egen våbenindustri, der stort set er gået under den offentlige radar, men også ved at påpege et skift i den tyrkiske holdning til såvel NATO-partneren USA som til Vladimir Putins Kreml.

Tyrkiets hjemmeproduktion af militære droner er et af flere eksempler på præsident Recep Tayyip Erdogans projekt med skabelse af en selvstændig militær profil efter årtiers ydmygelser – fra våbenembargoen efter Cypern-invasionen i 1974 til USA-kongressens seneste afvisning af at sælge Patriot-missiler til Ankara.

Ganske vist har tyrkerne stadig behov for teknologi udefra – i dronernes tilfælde er kinesiske leverandører et kvalificeret gæt – men en nylig bevilling på yderligere 100 millioner dollar til videreudvikling af drone-arsenalet fortæller, at Ankara er besluttet på at cementere en position som regional stormagt – over for Iran, men også, og især, over for Rusland.

Varm linje er kølnet

Den varme linje mellem Ankara og Moskva, der resulterede i leveringen af fire russiske S-400 antimissil-batterier sidste år, er kølnet betydeligt med eksponeringen af forskellige interesser i Syrien.

Tyrkiets drone-lektion af Bashar al-Assads styrker i Idlib viste, at en krigstræt Putin nu søger en ordning, der bevarer status quo (med eller uden Bashar al-Assad), hvor Erdogan sigter på at erstatte al-Assads alawit-regime med sunnitter, der kan ’rådgives’ fra Ankara.

Den tyrkiske offensiv i februar, der ryddede ud i de syriske styrker, fik Putin til at anmode om en tyrkisk-syrisk våbenhvile. Den blev underskrevet den 5. marts – uden at Bashar al-Assad overhovedet blev konsulteret.

At den russisk-tyrkiske forståelse om Syrien i den såkaldte Astana-proces er på retur, viser sig ved tyrkisk nølen med at pakke det indkøbte russiske S-400 missilsystem ud af kasserne på en Ankara-flybase, der skulle have været operativt i april. Men intet sker – og årsagen er Ankaras nye tilnærmelse til USA, der skal hjælpe Erdogan i Syrien-forhandlingerne.

Coronakrisen får skyld for udsættelsen, men realiteten er, at Tyrkiet ikke har råd til at påkalde sig USA’s økonomisk sanktioner, der udløses, hvis S-400-systemet aktiveres – hvilket Erdogans eneste amerikanske ven, Donald Trump, har gjort ham klart.

Den tyrkiske præsident har igen brug for evnen som balancerende realpolitiker, der under hans populistisk buldrende retorik er hans egentlige talent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her