Leder

Et lille håb for Irak

Med udnævnelsen af den tidligere spionchef som ny premierminister er der et håb om en mere uafhængig fremtid for Irak
Iraks nyudnævnte premierminister kan midt i en række alvorlige problemer for landet finde en slags opmuntring i meldingen fra en central aktivist fra vinterens uroligheder: »Vi giver Mustafa al-Khadimi et halvt års ro. I oktober ved vi, om han mener sine løfter om god regeringsførelse alvorligt.« Man må håbe for den irakiske befolkning, at han lykkes med sit forehavende, skriver Lasse Ellegaard i sin leder.

Iraks nyudnævnte premierminister kan midt i en række alvorlige problemer for landet finde en slags opmuntring i meldingen fra en central aktivist fra vinterens uroligheder: »Vi giver Mustafa al-Khadimi et halvt års ro. I oktober ved vi, om han mener sine løfter om god regeringsførelse alvorligt.« Man må håbe for den irakiske befolkning, at han lykkes med sit forehavende, skriver Lasse Ellegaard i sin leder.

Reuters/Ritzau Scanpix

9. maj 2020

Det er småt med opmuntrende meldinger fra Irak. Nu er det jo ikke sådan, at tilstanden i Irak på noget tidspunkt siden 2003 – eller faktisk siden 1991, da Saddam Hussein førte landet ud i en forudsigelig katastrofe med besættelsen af Kuwait – har været opmuntrende, men som næststørste OPEC-medlem har irakerne dog bortset fra det ulykkelige årstal kunnet regne med en vækst, der garanterede et eksistensniveau, finansieret en gigantisk offentlig sektor med fire millioner ansatte, tre millioner pensionister og en million på andre former for bistand, hvilket betyder, at hver femte iraker er økonomisk afhængig af den porøse stat.

Alene i efteråret 2019 blev en halv million ansat i fiktive offentlige job i den fungerende premierminister Adel Abdul Mahdis forsøg på at dæmpe de sociale uroligheder, der alligevel endte med at koste ham jobbet. Mahdi gav op i november, efter at sikkerhedsstyrker havde dræbt mere end 500 unge demonstranter i de voldsomme protester, der brød ud i oktober med krav om en gennemgribende renovering af det irakiske klientsystem af korruption, nepotisme og politisk afhængighed af præstestyret i Teheran.

Men det var sigende for systemets stædighed, at Mahdi måtte regere videre i spidsen for et forretningsministerium, da det simpelt hen viste sig umuligt at skaffe parlamentarisk flertal for en afløser, der både var spiselig for Teheran og Washington – de to instanser, der indtil i torsdags skulle tages i ed. To kandidater blev afvist i det fraktionssplittede parlament, før det med lodder og trisser lod sig gøre at udnævne 53-årige Mustafa al-Khadimi, som indtil forleden var chef for den irakiske efterretningstjeneste.

Mustafa al-Khadimi er tidligere journalist og med en fortid som kommunist i eksil under Saddam-styret og sekulær med shiitisk baggrund, men ifølge Irak-kyndige observatører er han ikke bundet op på nogen af de shiafraktioner, der har domineret irakisk politik, og hvor Iran har haft et afgørende ord.

Tværtimod ses udnævnelsen som tegn på, at Teherans indflydelse er på retur også i det irakiske parlament, som det længe har været tilfældet i befolkningen – og som understreges af, at fire shiamilitser med loyalitet til den indflydelsesrige ayatollah Ali Sistani i Najaf for nylig brød ud af den såkaldte Folkets Mobiliseringsstyrke bestående af de paramilitære shiamilitser, der var afgørende for nedkæmpelsen af Islamisk Stat, men som opererer uden for det irakiske forsvarsministeriums kontrol, da de modtager deres ordrer fra Teheran.

De fire Sistani-loyale militser har meddelt, at de underlægger sig premierministerens kontor, hvilket al-Khadimi har fulgt op med en annoncering af, at alle uautoriserede militser fremover underlægges hans kontrol. Om det sker, vil vise sig – militserne er magtfulde, og han får det i hvert fald ikke nemt, heller ikke selv om USA i første omgang har været ude med en støtteerklæring fra udenrigsminister Mike Pompeo.

På fallittens rand

Økonomisk bliver opgaven at tackle den irakiske version af coronakrisen, der truer med at løbe løbsk med hastigt stigende antal dødsfald. Og nok så alvorligt er det drastiske fald i olieindtægter – fra seks mia. dollar til 2,2 mia. på månedsbasis – som truer med at slå bunden helt ud af den i forvejen anstrengte økonomi. Der er ikke længere råd til at bestikke en utålmodig befolkning til at holde sig i ro – ifølge Verdensbanken risikerer Irak at gå fallit med udgangen af juni.

Dertil kommer problemet for enhver irakisk regering, nemlig at samle shiitter, sunnitter og kurdere – og især at tage højde for den sunnitiske misnøje. At den stadig er en trussel, fremgår af, at Islamisk Stat er under genetablering og har alene i april gennemført et halvt hundrede terrorangreb mod militære og kommercielle mål, flest i sunniprovinserne nær Bagdad, men også mod de vitale olieinstallationer i Kirkuk.

Som en politichef i sunnitbastionen Tikrit sagde til det irakiske netmedie, IMP: »Det er som om historien fra 2014 gentager sig.«

Den nyudnævnte premierministers regering, der stadig mangler at få vigtige poster besat – bl.a. justitsminister- og olieministerposten – får sin sag for, som på papiret forekommer uoverkommelig. Han kan dog finde en slags opmuntring i meldingen fra en central aktivist fra vinterens uroligheder: »Vi giver Mustafa al-Khadimi et halvt års ro. I oktober ved vi, om han mener sine løfter om god regeringsførelse alvorligt.«

Man må håbe for den irakiske befolkning, at han lykkes med sit forehavende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tina Peirano
  • Christian Skoubye
  • Anders Graae
  • Rasmus Knus
  • David Zennaro
Tina Peirano, Christian Skoubye, Anders Graae, Rasmus Knus og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Knus

En demokratisk statsdannelse under ressourceforbandelsen, klemt mellem USA og Irans regionale rivalisering og shia/sunni borgerkrigen. Det kan næsten ikke gå den rigtige vej og tragedien synes sikker.

En vej fremad kunne være at formalisere en føderalstat, hvor henholdsvis kurdere, shiamuslimer og sunnimuslimer får hvert deres område med selvstyre og del i olieindtægerne per capita. Det vil dog kræve en mægling mellem stormagterne, før de ville acceptere og efterfølgende presse sådan en Salomonisk løsning igennem, der alt andet lige, ville stabilisere konflikten mellem befolkningsgrupperne.