Leder

Udviklingslande har brug for gældssanering og bistand. Ellers forværres den globale krise

Der er ikke kun velbegrundede altruistiske motiver for at give de mindst udviklede lande og nye markedsøkonomier henstand med deres gældsforpligtelser. Det er også i den rige verdens egeninteresse, hvis vi skal undgå en global økonomisk depression
»Sundhedssystemerne i de 76 mindst udviklede lande og i mange af de nye markedsøkonomier har ikke kapacitet til at teste og behandle alle patienter. Fysisk afstand er umulig at overholde i megabyernes slumkvarterer. Uden et socialt sikkerhedsnet er store dele af befolkningen tvunget til at gå på arbejde, hvilket øger smitterisikoen.« skriver Martin Burcharth. Her ses en af Afrikas største slumområder, beliggende i Nairobi, Kenya.

»Sundhedssystemerne i de 76 mindst udviklede lande og i mange af de nye markedsøkonomier har ikke kapacitet til at teste og behandle alle patienter. Fysisk afstand er umulig at overholde i megabyernes slumkvarterer. Uden et socialt sikkerhedsnet er store dele af befolkningen tvunget til at gå på arbejde, hvilket øger smitterisikoen.« skriver Martin Burcharth. Her ses en af Afrikas største slumområder, beliggende i Nairobi, Kenya.

Kabir Dhanji

15. maj 2020

Det kan godt være, at coronapandemien har sat befolkninger i de rige industrilande på en hård prøve, men det er intet i forhold til, hvad man kan forvente vil ske i verdens fattigste nationer. De vil blive ramt af to hammerslag og har derfor desperat behov for hjælp fra de udviklede lande.

Sundhedssystemerne i de 76 mindst udviklede lande og i mange af de nye markedsøkonomier har ikke kapacitet til at teste og behandle alle patienter. Fysisk afstand er umulig at overholde i megabyernes slumkvarterer. Uden et socialt sikkerhedsnet er store dele af befolkningen tvunget til at gå på arbejde, hvilket øger smitterisikoen.

Imperial College i London anslog for nylig i en beregning, at mindst 900.000 vil dø af COVID-19 i u-lande i Asien og 300.000 i Afrika syd for Sahara – og det er et konservativt estimat. En humanitær katastrofe lurer altså lige om hjørnet.

Lige så slemt kan det blive, at faldende økonomisk aktivitet i de udviklede industrilande fører til lavere efterspørgsel på import af varer fra fattige lande. Fabrikker og landbrug vil gå ned. Turister vil blive væk. Hertil skal lægges pengeoverførsler fra immigranter, der arbejder i USA, Europa og de olierige stater, og som nu er blevet arbejdsløse. De vil ikke længere kunne støtte deres familier derhjemme med en ekstra indkomst.

Det er ikke alene altruistiske motiver, som bør anspore de udviklede lande til at gribe ind med henstand på lån, gældssanering og direkte økonomisk bistand. Det er også i deres egen interesse.

Som den tidligere amerikanske finansminister Lawrence Summers og den tidligere britiske premierminister Gordon Brown for nylig pegede på, står udviklingslandene og de nye markedsøkonomier (inklusive Kina og Indien) for halvdelen af verdens bruttonationalprodukt.

Så med mindre man sanerer den enorme gæld, som disse lande har akkumuleret siden finanskrisen og recessionen i 2008-09, er der en risiko for, at hele det internationale finanssystem kan bryde sammen. Og i alle tilfælde vil manglende henstand på renter og afdrag på lån med sikkerhed lægge en dæmper på økonomisk vækst i de nye markedsøkonomier. En boomerang, der vil ramme økonomierne i de rige lande.

En trestrenget strategi

Derfor er der behov for en trestrenget strategi. Det ene er udsættelse af afdrag og rente på lån fra Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. Det andet er flere års henstand med kuponrente på obligationer udstedt til private investeringsfonde. Det tredje er en likviditetsforøgelse for IMF, som giver u-lande og nye markedsøkonomier mulighed for at trække på Valutafondens reserver dels til at overholde finansielle forpligtelser og dels til finansiering af akutte behov som sociale ydelser og ekstra udgifter til bekæmpelse af COVID-19 og sundhedspleje.

IMF og G-20-landene har allerede taget de første skridt og givet henstand på lån i 2020. Men USA og flere andre lande har modsat sig en forøgelse af valutafondens reserver med op til 500 milliarder dollar. Det er endvidere uklart, hvorvidt private investeringsfonde i USA og Europa vil være villige til at give køb på kuponrenter i 2020 og 2021. En sådan eftergivelse vil ramme millioner af enkeltinvestorer, herunder lønmodtageres opsparing til pension.

Situationen kompliceres af, at udviklingslande og nye markedsøkonomier gennem de seneste ti år har brugt obligationer til at skaffe lånekapital. Det har forandret gældsstrukturen. Under den finansielle og økonomiske krise i 2008-09 lå næsten alle deres lån hos IMF og Verdensbanken. Dengang skyldte de private investorer 1.000 milliarder dollar. I 2020 er det 3.200 milliarder. Derfor er det så vigtigt, at IMF’s medlemslande enes om at øge sine reserver og stille dem til rådighed for udviklingslandene.

Interessant nok er der bred politisk enighed om sådant et initiativ. Frankrigs Macron og Tysklands Merkel tilslutter ligesom Brown og Summers sig ideen. I et brev stilet til IMF og Verdensbanken i denne uge opfordrer senator Bernie Sanders og kongresmedlem Ilhan Omar dem desuden til at give de 75 mindst udviklede lande henstand med afdrag og renter gennem hele coronapandemien, altså på ubestemt tid.

For nærværende er det usikkert, hvorvidt USA og Kina vil strække sig så langt, selv om det ville være i deres egeninteresse at undgå en humanitær og økonomisk katastrofe i Den Tredje Verden. Desværre kan nedkølingen i de to økonomiske supermagters relationer under de seneste års handelskrig og den verserende strid om coronavirussens oprindelse få utilsigtede konsekvenser for deres samarbejde.

Det i en hel ekstraordinær nødsituation, hvor kun øget internationalt samarbejde om gældssanering og bistand til u-landene kan sikre, at alle skibe kommer i havn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den globale krise forværres hurtigt. Ifølge klimatolog Kristina Dahl, er der lokalt observeret wet bulb temperatur over kritisk grænse, det vil sige at selv en person i god fysisk form vil dø af overophedning i løbet af få timer, også i skyggen. Det var først forventet at forekomme om 70 år.
Stadig er økonomi og markedskræfter, to nogenlunde lige så reelle og veldefinerede fænomener som astrologi og homøopati, grundlaget for vores metoder til at løse de absolut reelle kriser, vores adfærd har påført kloden og vores med organismer.
Vi ser ud over legionen af kriser, tørke, oversvømmelser, kulde, varme, misvækst, panepedemier foruden alle de andre problemer vores drøm om evig vækst har skabt, og vores første tanke efter en krise er, kan vi mon ikke tjene penge på det her på en eller anden måde.

Hanne Utoft, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Denne krise er kun i sin begyndelse, og er absolut ikke kun en sundhedskrise, men bliver en alvorlig økonomisk krise, der på denne måde truer klima og sundhed overalt i verden.

Sagen er jo, at handel er afhængig af efterspørgsel, og den vil gradvis blive reduceret i takt med, at pengene mangler. Og dette vil igangsætte en kraftfuld nedadgående økonomisk trend, hvor vi alle vil blive gradvis fattigere og fattigere.

Det er indlysende, at det engang i fremtiden igen vil gå frem for den økonomiske udvikling. Men ingen kan sige hvor år, men dette kræver i høj grad optimisme hos investorer, og den er svært at se i nedgangstider.

Derfor er det sund fornuft med gældsafskrivninger og økonomisk hjælp til de fattigste lande. For det er der, markedet først vil gå frem.

Torben K L Jensen

Hvis en forretning ikke kan sælge deres varer gør de: 1. sætter prisen ned (Udsalg typisk 50 %) eller sælger dem på afbetaling med en lang løbetid og lav rente. Det er ikke anderledes på verdensmarkedet for det er jo det Kina gør - hele tiden - og hvor den største gevinst er politisk indflydelse eller som det kaldes i amerikansk sammenhæng - soft power.