De er her endnu, briterne. Selv om Boris Johnson tidligere på året truede med at ville forlade bordet, hvis der ikke var sket fremskridt i forhandlingerne til juni.
Tomme tønder buldrer mest, kunne være den hurtige analyse af briternes insisteren på, at man endegyldigt forlader EU ved årsskriftet ligegyldigt hvad. Der er heller ingen tvivl om, at det er meningen, at Johnson-regeringens populistiske retorik skal buldre og skræmme – men det står stadig ikke klart, præcis hvad briternes strategi egentlig er.
Begge parter, både Storbritanniens chefforhandler David Frost og EU’s ditto Michel Barnier, mener, at de står med de bedste kort på hånden, og at modparten grundet tidspres før eller siden vil give sig på afgørende områder. Måske er det i virkeligheden det farligste ved den nuværende stilstand.
I mellemtiden har Storbritannien gjort alvor af at eskalere de bilaterale forhandlinger om frihandelsaftaler med flere lande – mest iøjefaldende med USA. Her har briterne tilsyneladende givet sig i forhold til USA’s krav om at tillade klorvaskede kyllinger på supermarkedernes hylder. Det er ikke populært blandt et flertal af briterne, men det kan meget hurtigt blive virkelighed sammen med en række andre bastante amerikanske krav, som udgør prisen for den aftale, briterne desperat har brug for, hvis forståelsen med EU glipper.
Forhandlingsmaraton
I en samtale mandag med blandt andre EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen krævede premierminister Johnson mere handling og intensitet i forhandlingerne, og den 29. juni påbegynder man en fem ugers forhandlingsmaraton.
På det tidspunkt vil der være præcis et halvt år til at få sammentømret en aftale, der skal forhindre det no deal, som hele tiden har spøgt i kulissen. No deal svæver nu over forhandlingerne som et damoklessværd – og man er vel at mærke stadig rygende uenige om den symbolladede fiskeriaftale, som kun er punkt ét på en nærmest uendelig lang liste.
WTO’s generaldirektør, Roberto Azewedo, advarede på BBC mandag Boris Johnson om, at no deal og handel med EU på WTO-præmisser vil gøre det vanskeligere for den britiske økonomi – som skrumpede med gyselige 20 procent i april – at komme sig oven på COVID-19-krisen.
Alene dette burde være nok til at få briterne til at indtage en vis ydmyghed i forhandlingerne, men den er svær at spore. Det forlyder, at inderkredsen omkring Johnson er splittet mellem dem, der ønsker en aftale og frygter et no deal, og dem, der faktisk foretrækker det sidste. Hvor Boris Johnson selv står, er det meget svært at blive klog på, og spørgsmålet er, om han ved det selv?
"Hvor Boris Johnson selv står, er det meget svært at blive klog på, og spørgsmålet er, om han ved det selv?"
Nej, han skal vel først spørge Dominic Cummings om, hvad han selv mener.....
Jeg synes da at alt tyder på, at Boris Johnson og flertallet af briter ønsker en "no deal". Lad dem da få den, så begge parter kan komme videre.
Rent demokratisk er det egentlig underligt, at en række store lande har ekstremt underlødige og stærkt populistiske politiske ledere.
Nu ved jeg godt, at Boris Johnson ikke er folkevalgt til dette job. Men det er Donald Trump, Vladimir Putin, Jair Bolsonaro, Rodrigo Duterte og flere andre faktisk. Og i Europa har både Italien og Frankrig haft flere af slagsen på stribe.
Er demokrati virkelig så kompliceret, at normalt begavede personer ikke magter det.
Gert Romme, det indirekte konkurrencedemokrati (som de fleste vestlige lande praktiserer) er utilstrækkeligt - det magter ikke at facilitere et folkeligt styre. Bl.a. derfor får vi langt hen ad vejen skueprocesser og virksomhedsledelse i en sådan demokratiform ... dvs. ad bagvejen fascisme i forskellige afskygninger.
Det deltagende demokrati er for normalt begavede mennesker; mennesker som på en relativt naturlig måde lytter til hin anden, anvender deres empatiske kræfter og samarbejder i almenvellets primære interesse. Det samme kan man i nogen grad sige om det direkte demokrati.
Ét af vore hovedproblemer, som naturligvis hænger sammen med megaproblemet, er at vi har indlært en ensidig idé om hvad demokrati handler om. Vi tror umiddelbart at det indirekte konkurrencedemokrati er demokratiet. Men det er en forsnævret måde at anskue forholdene på; vel svarende til at en tømrer bildes ind at tømrerarbejde udelukkende består i at skære planker ud. Eller en bager, som bildes ind at bagværk udelukkende er rundstykker.