Leder

Europa alene hjemme – igen: Trump trækker 10.000 NATO-soldater ud af Tyskland

En fornærmet Trump trækker 10.000 NATO-soldater ud af Tyskland. Det gnider salt i de åbne transatlantiske sår og sætter endnu en gang fokus på europæisk behov for en samlet og selvbevidst geopolitik som alternativ til en oprustningsspiral
Amerikanske og polske soldater på fælles øvelse i sidste uge. Den polske PiS-regering har et tæt forhold til Donald Trump og drømmer om at overtage en del af de soldater, som Trump nu vil trække ud af Tyskland. Og Trump inviteret den PiS-støttede præsident Duda til Washington og giver altså nationalisterne i PiS en håndsrækning – og Tyskland fingeren.

Amerikanske og polske soldater på fælles øvelse i sidste uge. Den polske PiS-regering har et tæt forhold til Donald Trump og drømmer om at overtage en del af de soldater, som Trump nu vil trække ud af Tyskland. Og Trump inviteret den PiS-støttede præsident Duda til Washington og giver altså nationalisterne i PiS en håndsrækning – og Tyskland fingeren.

Janek Skarzynski

Udland
22. juni 2020

Nu er det officielt: Uden afstemning på hjemmefronten eller i NATO vil Donald Trump hurtigst muligt trække knap 10.000 soldater ud af Tyskland, der i Trumps øjne »stadig ikke betaler sin gæld til NATO« – altså ikke lever op til NATO-forpligtelsen om at bruge to procent af BNP på forsvar.

Meldingen passer perfekt til en fortælling om, hvordan Trump straffer Merkel: Hun havde netop meldt afbud til et planlagt G7-møde i USA på grund af coronakrisen, hvilket Trump blev pænt fornærmet over.

Og USA’s ambassadør i Berlin, Trumps skødehund Richard Grenell, har netop trukket sig fra posten, så det ligner hans sure afskedsgave til Tyskland, som han har haft et meget køligt forhold til.

Beslutningen har medført protester, også i USA. Ifølge Ben Hodges, den tidligere amerikanske øverstkommanderende i Europa, er Trumps træk en »enorm fejl« blottet for strategi – og »en gave for Putin«, som kun kan takke ja til et svækket Europa. Men selv om Trump nærmest omtaler de udstationerede tropper som en amerikansk gave til det utaknemmelige Tyskland, tjener de langt overvejende amerikanske interesser.

Det gælder blandt andet det amerikanske luftvåbens europæiske hovedsæde i Ramstein og det store amerikanske militærsygehus i Landstuhl, der har været centrale for USA’s missioner fra Afrika over Mellemøsten til Afghanistan.

De svækkes nu, hvilket såmænd er konsekvent i forhold til Trumps tilbagetrækning fra USA’s rolle som verdens politimand. Samtidig svækker det atter troværdigheden i NATO’s musketered.

Den tyske venstrefløj har spydigt reageret med et håb om, at Trump i samme åndedrag tager de tilbageværende amerikanske soldater og atombomber i Tyskland med sig. Med henvisning til en uberegnelig Putin kan man let latterliggøre den pacifisme.

Men de har åbenlyst ret i, at toprocentsmålet er en farce i NATO, hvor amerikansk våbenindustri og dens afsætningsmuligheder spiller så stor en rolle. Og at vi må gøre op med forestillingen om, at sikkerhedspolitik kun handler om forsvarsudgifter og militærpolitik.

Et geopolitisk fællesskab

Flere forhold giver europæerne problemer. Det første er sammenholdet: Den polske PiS-regering har et tæt forhold til Trump og drømmer om at overtage en del af soldaterne. Op til det afgørende polske præsidentvalg på søndag har Trump inviteret den PiS-støttede præsident Duda til Washington.

Trump, som kender en del til fremmed indblanding i nationale valg, giver altså nationalisterne i PiS en håndsrækning – og Tyskland fingeren. Samtidig vil USA gennemføre nye sanktioner mod Nord Stream 2-gasledningen mellem Tyskland og Rusland, og denne gang rammer det også tyske myndigheder.

Det er ret vildt mellem to NATO-lande – og det viser både de amerikanske interesser i at sælge egen gas. Og den tyske dobbeltmoral: Ja til sanktioner mod Rusland – og ja til russisk gas.

Det andet problem for Europa er spørgsmålet, hvorvidt en forlæggelse af tropperne østover vil føre til »en styrkelse af hele Europas sikkerhed«, som Polens regering hævder. Den udlægning køber de baltiske lande ikke.

Permanente amerikanske tropper i Polen vil være et brud på aftalen mellem NATO og Rusland fra 1997. Og forskydningen kan føre til russisk oprustning ved Ruslands vestgrænse og endnu flere russiske mellemdistanceraketter i en tid, hvor de sidste traktater om våbenkontrol ligger for døden.

Men trods disse problemer må Europa stå sammen og fokusere på mulige strategier for dialog og målrettet nedrustning i stedet for at lade sig rive med af oprustningspanik over et utilregneligt Rusland. Siden Ruslands annektering af Krim i 2014 er denne dialog ikke lykkedes, ikke mindst fordi hverken NATO eller EU har været i stand til at tale med én stemme.

I Den Kolde Krig var det gamle vestlige EU et handelsprojekt, men også et geopolitisk »fredsprojekt«, der var utænkeligt uden NATO og USA som beskyttelsesmagt. I disse år lærer Europa på den hårde måde, hvordan det er at være mere ’alene hjemme’. Fra Bruxelles lyder det, at »EU skal lære at tale magtens sprog« og »sørge mere for egen sikkerhed«. Det er sandt. Men det betyder i første omgang at have en konsistent politik for sikkerhed, forsyning og infrastruktur – også digitalt.

NATO vil selvfølgelig overleve Trump, men EU vil stå mere alene i fremtiden. Historikeren Timothy Garton Ash har kaldt EU et »antiimperialistisk imperium«. Må det forblive antiimperialistisk – som et klogt geopolitisk fællesskab, befriet for hjernedød oprustningslogik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Det er på tide der tænkes på en stabil europæisk forsvarsunion bestående af alle lande der er tilknyttet til EU i én eller anden grad Sverige der har Bofors og SAAB kan uden videre indgå i et forsvarsamarbejde med lande der har produktion af dele til Airbus. Et samarbejde med streg under forsvar - ikke aggressivt som NATO der i realiteten har overlevet sig selv efter Warszawa-pagten opløsning så vi kan få turbo på klimakampen - i tæt samarbejde med alle der har underskrevet Parisaftalen. Det haster - corona eller ej.

René Arestrup, Bo Rosenkilde, Jeppe Lindholm, Arne Albatros Olsen, Peter Beck-Lauritzen, Jørgen Mathiasen, Carsten Munk og Poul Anker Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Det er svært at se EU som erstatning for Nato.

Der er som bekendt 6 EU lande, der ikke er medlem af Nato -
og 21 EU lande, der også er medlem af Nato.

Danmark er ikke med i Pesco, og Malta er ikke med i hverken Nato eller Pesco.

Det er en rar rodebutik, så jeg forstår egentlig godt Trump ....
at han ikke gider bruge ret meget tid på al det, når europæerne ikke vil leve op til det tilsagn, som landene gav på Nato topmødet i Wales i september 2014 om at bruge 2% af BNP på forsvarsudgifter.

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Netop EU's reaktion på Rusland annektion at Krim er et godt eksempel på, at Ukraine ikke kan bruge EU til ret meget, når det kommer til stykket.

EU's "sanktioner" overfor Rusland skal fornyes hvert ½ år - og hver gang med konsensus.

Så det er kun et spørgsmål om tid, før disse sanktioner ophæves - måske ved en folkeafstemning i Holland eller i Irland, der endnu en gang tager de resterende lande som gidsel for et eller andet.

Og så er annektionen fuldbyrdet på trods af Budapest-aftalen fra 1994, hvor Rusland, USA, Storbritannien og Ukraine indgik en diplomatisk aftale om blandt andet at respektere Ukraines landegrænser og afstå fra at bruge våben mod landet.

EU's sanktioner imod Rusland undermineres i forvejen af Tyskland kæmpekøb af russisk gas udenom Ukraine, så Ukraine derved unddrages transitindtægter - og Rusland skovler Euro ind.

.... og nu Nord-Stream II oveni -
selvfølgelig kan præsident Volodymyr Zelensky ikke stole på EU over en dørtærskel.

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Netop EU’s reaktion på Rusland annektion at Krim er et godt eksempel på, at Ukraine ikke kan bruge EU til ret meget, når det kommer til stykket.

EU’s "sanktioner" overfor Rusland skal fornyes hvert ½ år - og hver gang med konsensus.

Så det er kun et spørgsmål om tid, før disse sanktioner ophæves - måske ved en folkeafstemning i Holland eller i Irland, der endnu en gang tager de resterende lande som gidsel for et eller andet.

Og så er annektionen fuldbyrdet på trods af Budapest-aftalen fra 1994, hvor Rusland, USA, Storbritannien og Ukraine indgik en diplomatisk aftale om blandt andet at respektere Ukraines landegrænser og afstå fra at bruge våben mod landet.
Til gengæld skulle Ukraine aflevere sine atomvåben til Rusland - hvilket skete.

EU’s sanktioner imod Rusland undermineres i forvejen af Tyskland kæmpekøb af russisk gas udenom Ukraine, så Ukraine derved unddrages transitindtægter - og Rusland skovler Euro ind.

.... og nu Nord-Stream II oveni -
selvfølgelig kan præsident Volodymyr Zelensky ikke stole på EU over en dørtærskel.

Torben K L Jensen

Polen får naturgas fra Norge til aflastning af deres beskidte kulindustri - Tyskland får det så fra Rusland - en stabiliserende forretning for der er vel ikke nogen der tror Rusland vil slagte den gås der lægger guldæggene ? Desuden er Polen også det eneste land i Europa der modtager krakket gas i flydende form (LNG) helt fra USA - en sikker underskudsforreting.

Nu har jeg aldrig haft stor tiltro til at Russerne skulle angribe Vesteuropa. Tre gange er Rusland selv blevet angrebet fra vest. Først af franskmændene siden to gange af tyskerne, og hver gang har deres tabstal været i 10-millionklassen, mens landets økonomiske udvikling er blevet sat 100 år tilbage.

NATO har haft stor effekt i Vesteuropa. Således har f.eks. en fransk statsleder skulle ringe til Washington, og spørge om han måtte starte en krig med et andet vesteuropæisk land. Og det kunne han godt glemme alt om. Så fik vi EF/EU, så vi i det mindste kunne lave nogle penge. EF/EU blev ikke skabt for at skabe fred i Vesteuropa, men netop fordi krig var blevet umulig. Og tak til amerikanerne for det!!

Så nu er der kold luft mellem Trump og Merkel. Merkel er da også den europæiske leder som kan stå nogenlunde rank i sin håndtering af Trumps sikkerhedspolitiske fuldemandssnak, mens resten af bunken har bøjet nakken ydmygende langt ned.

At amerikanerne nu trække sig mere og mere fra Tyskland må vel føles som en lettelse for mange tyskerne. Deres land er slagmarkens centrum i alle militære planer for 3. verdenskrig. Det er der geografiske grunde til, men altså også alt det militære gear som amerikanerne har stillet op i deres land. Og vil Polen være slagmark, så...

Jeg er ikke sikker på at Merkel med en præsident Joe Biden ønsker sig tilbage til den forrige amerikanske administration. Den aflyttede trods alt hendes telefon fra morgen til aften og weekenden med............

Karsten Nielsen

"Et utilregneligt Rusland". Ja det kan man gentage igen og igen - og dermed bidrage til et fjendebillede. Selv har jeg prøvet at sætte mig ind i russisk udenrigspolitik - og finder meget logisk ræsonnement her. Også hvad angår Krim - den sag er mere speget end vestlige medier (også danske - helt i USA.s ånd) igen og igen giver udtryk for. At Trump nok er utilregnelig - gør ikke nødvendigvis Putin til det samme. Kun enkelte steder finder jeg denne leder gennemtænkt fx i sætningen "Men trods disse problemer må Europa stå sammen og fokusere på mulige strategier for dialog og målrettet nedrustning i stedet for at lade sig rive med af oprustningspanik..."

Torben Lindegaard

@Karsten Nielsen 22. juni, 2020 - 12:02

Du bestrider vel ikke, at Rusland - efter at Ukraine havde overdraget sine atomvåben til Rusland - blæste højt og flot på Budapest-aftalen fra 1994 om at respektere Ukraines grænser ???

Så man kan i hvert fald ikke indgå aftaler med Rusland i forventning om, at Rusland vil overholde disse aftaler.

Karsten Nielsen

Torben Lindegaard! Nej jeg vil ikke bestride substansen vedr. ukrainske a-våben og grænser. Men jeg vil ikke støtte op op dine konklusioner. Spørgsmålet om Krim skal ses i et perspektiv, der handler om USA.s og andre vestmagters forsøg på .- imod anden tidligere aftale - at få Ukraine optaget i EU og i NATO. Så sagde russerne stop - og ville ikke acceptere yderligere militær omklamring.

Jan Fritsbøger

hele ideen om at militær er nyttigt er født ud fra magthavernes behov for at have magtmidler,
og det er en stor løgn at militær forhindrer krige,
forestil dig krig uden militær nej vel,
men så forestil dig fred uden militær,
er så indlysende at hele det militære cirkus er selve årsagen til at krig eksisterer, vi (nato) truer de andre massivt, og de andre ser ikke andre muligheder end selv at true os,
dengang atomoprustningen kørte i højt gear kunne folk godt se at det var noget møg og der var en fredsbevægelse som havde bred opbakning,
og det lykkedes delvist at opnå en vis pause i den eskalerende atomtrussel,
men idag er der ingen bred opbakning til nedrustning, og derfor lader vi magthaverne spilde vanvittige beløb på at øge den militære trussel,
og præcis som den atomare oprustning er nato den største bidragyder til det globale trusselsbillede som USAs forlængede arm,
nato har faktisk aldrig været et forsvar og har jo heller ikke forsvaret nogen som helst, men vi har overfaldet en del lande og der er planer om flere overfald,
hvis Danmark skal blive et sympatisk land igen skal vi droppe nato og skrotte militæret, så vi ikke længere deltager i overfaldene og truslerne,
og dette ville jo også virkelig gavne klimaet især hvis ideen bredte sig,
og nej der er ingen grund til at tro at "nogen" vil benytte sig af muligheden og invadere Danmark, for der er jo allerede lande uden militær og de er ikke blevet invaderet af den grund.

Torben Lindegaard

@Karsten Nielsen 22. juni, 2020 - 13:01

"Spørgsmålet om Krim skal ses i et perspektiv, der handler om USA.s og andre vestmagters forsøg på .- imod anden tidligere aftale - at få Ukraine optaget i EU og i NATO. Så sagde russerne stop - og ville ikke acceptere yderligere militær omklamring."
citat fra læserbrev

Vi befinder os helt evident i 2 forskellige virkeligheder.

Lad os analysere Ukraine & EU.

Enhver snak om optagelse af Ukraine i EU er helt udenfor den virkelige verden - også inden Ruslands annektion af Krim. Hvis EU kan magte optagelsen af de 6 vestlige balkanlande, så skal vi mere end heldige. 40 millioner ludfattige mennesker har ikke en chance for optagelse i overskuelig fremtid.

Men selv hvis .... så raaaager det hverken Rusland eller Putin, hvilke lande Ukraine måtte ønske at indgå handelsaftaler med - eller i hvilke Unioner Ukraine måtte ønske at søge optagelse.
Og tanken om at det skulle berettige en annektion af Krim er helt uacceptabel - som er imolementeringen af en borgerkrig i Østukraine - Donetsk & Lugansk - i samme anledning.

Det er ubegribeligt, at du kan undskylde disse forbrydelser.

Jeppe Lindholm

Med Trump ved roret er USA godt i gang med at undergrave sig selv.

Jeppe Lindholm

Murens fald var en historisk enestående chance som vestlig arrogance fik godt og grundigt fucked up. Til bage først i 90'erne var der endog tale om, at Rusland på sigt kunne indtræde i EU. Hvad kunne det ikke have udviklet sig til.

Men sådan gik det ikke. En ting er helt sikkert. Vi mennesker bliver aldrig klogere.

René Arestrup

Uanset at det forekommer indlysende, at Europa har brug for en stærk og troværdig forsvarsunion, kommer det næppe til at ske. Europa er slet ikke moden til den slags. Derfor er der reelt ikke noget alternativ til NATO/USA. Og slet ikke for en småstat som DK.

Torben Lindegaard

@René Arestrup 24. juni, 2020 - 08:40

"Derfor er der reelt ikke noget alternativ til NATO/USA"

Du har ret.

Her i Danmark er vi slet ikke parate til at tilslutte os andet end Nato med USA i førertrøjen.

Man kan blive helt udmattet ved at forestille sig al det ævl og kævl, der ville komme af en potentiel dansk tilslutning til noget så bovlamt som Pesco, der handler at enes om bindende forpligtelser vedrørende investering i udvikling af forsvars kapaciteter indenfor EU's rammer.
Målet er i fællesskab at opnå et sammenhængende fuldt spektrum af de forsvarskapaciteter medlemsstaterne har til rådighed til nationale og internationale operationer.

"Introduced by the Lisbon Treaty on European Union (article 42.6, 46 and Protocol 10), PESCO is a framework and process to deepen defence cooperation between those EU Member States who are capable and willing to do so. 25 EU Member States have joined PESCO and subscribed to more binding commitments to invest, plan, develop and operate defence capabilities more together, within the Union framework. The objective is to jointly arrive at a coherent full spectrum of defence capabilities available to Member States for national and multinational (EU, NATO, UN, etc.) missions and operations. This will enhance the EU’s capacity as an international security actor, contribute to the protection of the EU citizens and maximize the effectiveness of defence spending."
citat fra Pesco's hjemmeside

https://pesco.europa.eu/

Mange EU borgere kan vel være enige i målsætningen om at investere hvert medlemslandlands forsvarspenge ud fra en EU-fælles investeringsplan; men i praksis ....

Det er stort set umuligt at implementere.
Der er alt for mange nationale interesser - herunder arbejdspladser - på spil til at en koordinering af indsatsen er mulig.
For slet ikke at tale om at enes om størrelsen af hvert lands Forsvarsbudget imellem de 27 lande .... det er i hvert fald fuldstændig umuligt at opnå enighed om det.

Jørgen Mathiasen

Man undrer sig over, at en sikkerhedspolitisk debat kan foregå på grundlag af ønsketænkning. Vi kommer helt grundlæggende ikke til at opleve den kinesiske, den russiske og / eller den amerikanske præsident foreslå eller tilslutte sig den himmelske fred. Der er også et par andre ting i europæisk sikkerhedspolitik, som ikke forsvinder, selv om man selv stikker hovedet i sandet.

Det har de fleste danskere vist alligevel set, for en spritny meningsmåling foretaget i 9 europæiske EU-lande repræsenterende 2/3 af befolkningerne viser, at skepsissen overfor USA er vokset i 70% af den danske befolkning. Samme undersøgelse viser, at befolkningerne vil have mere koordination i EU.
https://www.theguardian.com/world/2020/jun/23/europeans-believe-in-more-...

Hvis DK - hele landet, vel at mærke - ikke har noget bidrag til europæisk sikkerhed, og ikke gør sig nogen tanke i anledning af, at den amerikanske præsident vil reducere de amerikanske styrker i Forbundsrepublikken med 1/3, så overlader man det bare til andre at gøre sig de tanker, og de fleste, USA inklusive, har allerede sagt, at de vil have mere oprustning i Tyskland.

Jeppe Lindholm

I øvrigt flytter de (10.000 amerikanske NATO-soldater) ikke så langt. De flytter nemlig til Polen.

Nils Bøjden

""Et utilregneligt Rusland". Ja det kan man gentage igen og igen - og dermed bidrage til et fjendebillede."

Det klarer Rusland selv.