Leder

Farvel til den britiske legende Vera Lynn – og måske til Boris’ drømme om storhed

Den britiske økonomi sejler, og med udsigten til en dobbelt whammy fra både COVID-19 og Brexit ser gennemførslen af Boris Johnsons store planer for sit lands fremtid ualmindeligt svære ud
Hvor den danske hverdag på linje med den tyske og franske forsigtigt nærmer sig normalen, er det britiske samfund stadig underlagt skrappe restriktioner, der allerede har skadet økonomien betragteligt og ser ud til fortsat at ville gøre det mange måneder frem.

Hvor den danske hverdag på linje med den tyske og franske forsigtigt nærmer sig normalen, er det britiske samfund stadig underlagt skrappe restriktioner, der allerede har skadet økonomien betragteligt og ser ud til fortsat at ville gøre det mange måneder frem.

Leon Neal

Udland
19. juni 2020

Der er forandring i luften i Storbritannien. Vera Lynn, den ikoniske britiske sangerinde, der muntrede briterne og de britiske soldater op under Anden Verdenskrig med sangen »We’ll Meet Again«, er død, 103 år gammel. Dermed forsvinder et af de sidste nulevende kulturelle bånd til den periode, der har betydet så meget for tilblivelsen af det moderne britiske samfund.

Dame Vera Lynns stemme blev et vidnesbyrd om en svunden epoke, der i ældre generationers forståelse var en tid, hvor man bekymrede sig om hinanden og det samfund, man levede i – en værdi, som mange mener, siden er gået fløjten.

Og det var ikke mindst denne følelse af mangel på samhørighed og national selvforståelse, der fik de ældre generationer til at stemme for at forlade EU i 2016. Længslen efter fortiden og ønsket om at take back control blev også demografisk tydelig i Boris Johnsons overbevisende valgsejr i december 2019.

Efterfølgende har Boris ved flere lejligheder forsøgt at signalere, at han er i besiddelse af den klassiske engelske ’Keep Calm and Carry On’-mentalitet. Han har bevidst udvist nonchalant ligegyldighed over for de fortsat fastlåste forhandlinger med EU om en ny frihandelsaftale. Ja, nærmest som om premierministeren mener, det er dybt urimeligt, at han skal bruge tid på disse forhandlinger. Hvorfor gør EU ikke bare, hvad han beder dem om?

Det britiske erhvervsliv har ikke den samme arrogante is i maven. Der hersker nu en udbredt og dyb bekymring for, at den britiske bus med Boris ved rattet kører lige lukt i en økonomisk afgrund i form af et no deal. Konsekvenserne af no deal kendes naturligt nok ikke, men en rapport udarbejdet af FN i februar 2020 anslår, at den britiske økonomi står til at tabe 14 procent alene på den forventede mindre handel med EU til en værdi af 32 milliarder dollar (cirka 210 milliarder kroner).

Og denne udregning er vel at mærke lavet før, COVID-19 for alvor ramte Europa. Det officielle britiske dødstal er nu på over 42.000. Den britiske regering valgte i kampen mod COVID-19 en vovet strategi, der retrospektivt også kan virke både uoplyst og arrogant. »Vi vil se det hvide i øjnene på sygdommen, før vi lukker ned,« udtalte premierministeren dengang.

Dobbelt whammy

Ud over at store dele af regeringstoppen blev ukampdygtig, da de pådrog sig COVID-19, og Boris Johnson som bekendt var ved at miste livet til sygdommen, lukkede strategien også Storbritannien ned i længere tid end tilfældet for mange andre europæiske lande.

Lockdown i Storbritannien skete den 23. marts, ti dage efter Danmark. Men hvor den danske hverdag på linje med den tyske og franske forsigtigt nærmer sig normalen, er det britiske samfund stadig underlagt skrappe restriktioner, der allerede har skadet økonomien betragteligt og ser ud til fortsat at ville gøre det mange måneder frem.

De britiske økonomiske tal for april var en sand gyser. Økonomien skrumpede med hele 20 procent – det største fald nogensinde, og der er ikke umiddelbart udsigt til en forbedring hen over sommeren. Dermed styrer Storbritannien mod en mulig dobbelt whammy af lige dele Brexit og coronanedtur.

For at gøre ondt værre ser det ud til, at premierministeren er ved at sætte Storbritanniens retteligt berømmede soft power-omdømme over styr. Storbritannien har stadig stor kulturel indflydelse over hele verden, blandt andet i mange udviklingslande. Men nu vil Boris Johnson nedlægge Department for International Development (Udviklingsministeret), og det har fået tidligere premierminister David Cameron ud af busken.

Det er yderst sjældent, at en tidligere premierminister fra samme parti kritiserer den siddende premierminister, men det gjorde Cameron med beskeden om, at Storbritannien vil miste en vigtig portion international omdømme som følge af beslutningen.

Alt i alt tegner der sig et relativt kaotisk billede. Det er muligt, at der er mening i galskaben, men den er svær at få øje på. Før COVID-19 var der storstilede regeringsplaner om intet mindre end en revolution af hele centraladministrationen samt en voldsom infrastrukturopgradering af det forsømte Nordengland. Men de lånte penge er nu brugt på at dække et tilsyneladende bundløst coronahul, og med udsigten til en økonomisk Brexit-lussing oveni er det vanskeligt at se, hvor den nye vækst skal komme fra.

Billedligt talt ser det ud til, at briterne er svømmet ud, hvor de ikke kan bunde, og at den igangværende hvirvelstorm af sygdom og politisk usikkerhed hele tiden trækker dem længere væk fra trygheden bag The White Cliffs of Dover, som Vera Lynn engang sang så smukt om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Med baggrund i unionens nyligt fastsatte kurs mod udskydelse af håndtering af euroens asymmetriske kriseskabelse, kunne man med rette påstå, det er lidt tidligt at påkalde sig håneretten over Storbritannien.

Vi her i landet står over for en generationsgæld uden skygge af chance for positivt afkast for generationer ene og alene båret frem på ryggen af en lame duck ved navn Merkel.

Jeppe Lindholm

Om senest 10 år har der været afviklet en ny folkeafstemning om Storbritanniens EU medlemsskab. Eller Skotland har erklæret sig for selvstændig og indtrådt i EU.

Kan man i fremtiden melde sig ind i gældsunionen uden at påtage sig sin andel af den til enhver tid gældende unionsgæld ?