Trump drømmer om stabilitet i Afghanistan før valget. Mistro mellem Kabul og Taleban blokerer

Der var en slags morbid symbolik i mandagens billede på det globale medietapet af USA’s særlige Afghanistan-forhandler, Zalmay Khalilzad, og hans stab siddende over for Pakistans hærchef, general Qamar Javed Bajwa, flankeret af topfolk fra Pakistans spiontjeneste, ISI, alle formummet bag mundbind i det mahognimøblerede forhandlingslokale i Islamabad. Som om ordene blev filtreret, før de nåede den anden side af mødebordet.

Det blev de utvivlsomt. Ifølge den officielle pressemeddelelse drejede samtalerne sig om »emner af fælles interesse, herunder den afghanske forsoningsproces« – og at de to parter var enige om »fortsat arbejde mod fælles aftalte mål«. Hvad de sådan nærmere går ud på, blev ikke oplyst. Vi ved, at USA helst vil ud af Afghanistan i år, hvilket vil passe Pakistan, der har en helt egen Afghanistan-dagsorden.

For USA gælder det om at fastholde fredsaftalen mellem USA og Taleban, indgået tilbage i februar i Qatar, men vel at mærke uden den vestligt støttede Kabul-regerings deltagelse.

Imidlertid er det indeholdt i aftaleteksten, at Kabul-regeringen indleder forhandlinger med Taleban om en forsoningsproces, ligesom 5.000 talebanfanger løslades mod 1.000 regeringsfanger på Taleban-siden.

Det siger sig selv, at den afghanske præsident, Ashraf Ghani, slog sig i tøjret. Han nægtede pure at sætte 5.000 fængslede talebankrigere på gaden overnight – selv om det udtrykkeligt er stipuleret i den fredsaftale, han ikke har haft nogen som helst indflydelse på, at alle 5.000 ville opføre sig ordentligt og uden vrøvl vende hjem til deres valmuemarkers heroinafgrøder.

En aftale om deling af magten

I forvejen var det vestligt støttede Kabul-styre svækket af en ondartet rivaliseren mellem Ghani og Abdullah Abdullah, krigsveteranen fra Panshir-dalen og Afghanistans første udenrigsminister efter invasionen i 2001, og som indtil forleden også gjorde krav på præsidentposten, som Ghani vandt i september sidste år – måske ikke på helt regulær vis, men omsider godkendt af en valgkommission i februar(!).

Det problem blev tacklet af Mike Pompeo, USA’s udenrigsminister, hvis syn på afghanske problemer er kortluntet, men effektivt – han meddelte Ghani og Abdullah, at dersom de ikke kunne enes om at dele magten, ville USA skære en milliard dollar i 2020-støtten og en anden milliard i 2021.

Det hjalp. Ghani og Abdullah indgik en aftale om deling af magten, således at Abdullah har opgivet sit krav på præsidentposten mod at overtage det fulde ansvar for forsoningsprocessen med Taleban, uden at Ghani får vetoret på eventuelle beslutninger.

Abdullah Abdullah vil således være den, der på Kabul-styrets vegne konfronterer Taleban – og han er med sin erfaring og baggrund som rådgiver for Ahmet Shah Massoud, lederen af modstandskampen mod Taleban tilbage i 90’erne, nok et bedre bud end antropologen og Verdensbank-bureaukraten Ghani.

For stor mistro

Spørgsmålet er imidlertid, om det kommer til realitetsdrøftelser om en fælles ordning mellem Taleban og den formelt demokratisk valgte, men notorisk korrupte Kabul-regering. Endnu en hurdle er en central passus i Qatar-dokumentet fra februar, nemlig at Taleban forpligtes til at afbryde alle forbindelser med ’udenlandsk jihad’, og altså primært al-Qaeda.

Det er endnu ikke sket, fremgår det af en FN-rapport omtalt her i avisen lørdag, og om det sker, er mere end tvivlsomt – Haqqani-klanen, der går tilbage til kampen mod sovjetbesættelsen i 80’erne, har historiske bånd til al-Qaeda – det var her, Osama bin Laden stod i lære som jihadist – og klanen er i dag en væsentlig aktør i Taleban.

Og her kommer Pakistan ind som bisidder. Og formentlig ulejligede Zalmay Khalilzad sig til mødet i Islamabad med det formål at presse Pakistan til at lægge pres på Taleban om at efterleve fredsaftalen fra Qatar.

Det er ikke oplyst, hvilke pressionsmidler den amerikanske delegation havde med til mødet, men et kvalificeret gæt er, at Pakistan næppe er entusiastisk med at efterkomme de amerikanske ønsker, hvad de end måtte gå ud på.

Islamabad er vært for Talebans ’regering’, Quetta-shuraen i det sydlige Pakistan, og Pakistan har historisk set Taleban som garant for et stabilt, islamistisk Kabul-styre, der udgjorde den fornødne strategiske dybde i forhold til arvefjenden Indien.

Og som det ser ud, er mistroen mellem Kabuls storbyliberale politikere og Talebans kulturkonservative kadrer for stor til, at der kan skabes stabilitet i Afghanistan i Donald Trumps valgperiode. Som hele dette teater jo også – og især – handler om.