Leder

Med aftalen med Iran blander Kina sig i Mellemøstens magtbalance

Med en aftale om udvidet økonomisk, politisk og militært samarbejde mellem Kina og Iran rykkes magtbalancen i den labile region
Den kinesiske partnerskabsplan med Iran kan spores tilbage til 2016, da den kinesiske præsident Xi Jinping luftede ideen ved et besøg i Teheran.

Den kinesiske partnerskabsplan med Iran kan spores tilbage til 2016, da den kinesiske præsident Xi Jinping luftede ideen ved et besøg i Teheran.

Aly Song

Udland
17. juli 2020

For nylig havde The New York Times en solonyhed, der dementerede den kendte fortælling om Kinas internationale ekspansion de seneste årtier – nemlig den om, at kineserne agerer økonomisk, men ikke politisk.

Det mest kendte eksempel er den kinesiske plan om en ny silkevej – The Belt and Road Initiative – fra Beijing til Istanbul og ad søvejen til Suezkanalen, der indebærer leje eller køb af havne fra Sri Lanka til Piræus i Grækenland.

Økonomer anslår, at Kina har aktier i broderparten af de vigtige kommercielle havne i Afrika, Asien og Australien. Men ikke aktier i direkte politisk strategi bortset fra diskret tilbageholdenhed i rollen som den flinke onkel med de fredsommelige investeringer. Især i Irak, hvis olieproduktion i vidt omfang varetages af kinesere fløjet ind af koncessionshavere i Shanghai og Beijing.

Hemmelige planer

For så vidt angår Iran, var det indtil forleden gængs latin, at Kina havde accepteret det USA-dikterede sanktionsregimente fra 2018, der fulgte Donald Trumps ensidige opsigelse af Irans atomaftale i 2015 med FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer plus Tyskland, som indebar, at Iran afstod fra produktion af beriget uran.

Som de øvrige aftalepartnere bifaldt heller ikke Kina Trumps torpedo mod atomaftalen, men i lighed med de øvrige aftalepartnere reducerede også kineserne import af iransk olie af frygt for de repressalier, USA i kraft af kontrollen med den internationale økonomi kan påføre lande, der bryder sanktioner.

Eller kan de? The New York Times kunne den 11. juli afdække indholdet af en hidtil hemmeligholdt plan om udvidet økonomisk, politisk og militært samarbejde mellem Kina og Iran. Og som at dømme efter det 18 sider lange dokument kan ændre ikke kun magtbalancen i Den persiske Golf, men i hele Mellemøsten og dermed påvirke den globale verdensorden.

Kina, der i forvejen er i en eskalerende handelskrig med USA, vælger med dette strategiske udspil at se helt bort fra USA’s kontrol med den internationale økonomi.

Aftalens beløbsramme er på 400 milliarder dollar over 25 år, der skal investeres i havneanlæg, hurtigtog, bankvæsen og 5G-infrastruktur samt – ikke mindst set i relation til de mystiske bombninger af Irans militæranlæg de seneste måneder – en »uddybning« af militært samarbejde med udveksling af efterretninger, fælles manøvrer, udvikling af våbentyper, alt sammen med det formål at »bekæmpe terrorisme, narkosmugling, menneskehandel og international kriminalitet«.

Udadtil ligner partnerskabsplanen et kursskifte i kinesisk udenrigspolitik, men måske har det hele tiden været Beijings hensigt at øge den strategiske tilstedeværelse i den olierige region.

I hvert fald kan planen spores tilbage til 2016, da præsident Xi Jinping luftede ideen ved et besøg i Teheran ved afslutningen på en rundrejse med silkevej-projektet som omdrejningspunkt, og hvor han også traf aftaler med Abdel Fatah al-Sisi i Kairo og Mohammed bin Salman i Riyadh.

Som en pæl i en pløjemark

Kinesisk diplomati er ikke sart, dikteret som det er af strategiske interesser, og her er Teheran højt prioriteret både som eksportmarked for skriggrønne, osende dieselbusser i Teherans gadebillede, men også – og især som – energireserve. Hvilket fremgår af den modydelse, Beijing angiveligt betinger sig for investeringerne i partnerskabsaftalen, nemlig levering af iransk olie til discountpriser de næste 25 år.

Om aftalen gennemføres, afhænger formelt af det iranske parlament, der skal ratificere den, og hvor der synes at være en vis modstand.

Men såvel den øverste åndelige leder, Ali Khamenei, som den øvrige iranske ledelse har godkendt den ’endelige version’ af partnerskabsaftalen, også selv om nogle politikere er skeptiske – heriblandt tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad, der påpeger, at aftalen ’sælger ud’ af iransk suverænitet. Det gør den også – men Iran har ikke noget valg.

Et håb om at EU var i stand til at skåne iranerne for de værste følger af Trumps sanktioner fordampede i Bruxelles’ forhandlingslokaler, hvorefter coronavirussen forstærkede krisen over kanten til desperation.

Og kineserne, som seriøst har forsøgt at tale Trump til fornuft også i Iran-konflikten, synes at have slået diskretionen fra til fordel for erklæret politisk (og militær) rygdækning til et betrængt Teheran-regime, der med denne aftale får øget politisk vægtfylde i den labile region. Og det er igen, igen lykkedes Trump at opnå det modsatte af sin erklærede hensigt. Han står tilbage i sin spinat. Som en pæl i en pløjemark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er særdeles uheldigt at iranerne nu knyttes tæt til - og afhængigøres af kinesisk kapital ... men som artiklen også påpeger, skal dette ses i lyset af især amerikansk, men også europæisk sanktionspolitik overfor landet. Havde den vestlige verden, loyalt mod dens fremhævede friheds- og demokrativærdier, vist iranerne en fair og åben vilje til samarbejde (herunder ha' droppet de absolut udokumenterede anklager om at iranerne vil fremstille a-våben og starte en verdenskrig etc.), ville det perspektiverne nok ha' set en del anderledes ud anderledes ud.

Estermarie Mandelquist, Tina Peirano, Ib Christensen, Erik Boye, Mads Hansen, Arne Albatros Olsen, Lars Løfgren, Søren Bro, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, ulrik mortensen, Rolf Andersen, Søren Nielsen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, John Andersen, Anders Graae og Gert Romme anbefalede denne kommentar

... ville perspektiverne nok ha’ set anderledes ud.

Jeg syntes, man skal tilføje, at USA´s underlige sanktionspolitik ikke blot går ud over Persien.

Faktisk har dette også ramt en række private Europæiske virksomheder som f.eks. Maersk, der driver egne store container-havne i landet. Og det er sket uden at nogen Europæisk land har gjort noget som helst modtræk.

Og nu kommer USA´s udenrigsminister, Mike Pompeo, på besøg i Danmark, hvor han åbenbart skal fejres som en slags folkehelt af den danske regering.

Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Ib Christensen, Erik Boye, Arne Albatros Olsen, Jeppe Lindholm, Claus Nielsen, Lars Løfgren, Randi Christiansen, Rolf Andersen, Søren Nielsen, Søren Bro, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, John Andersen, Marianne Stockmarr, David Zennaro og Anders Graae anbefalede denne kommentar

hvis ikke idioten, ja, det er han, i det hvide hus havde skrottet en aftale, der i store træk blev overholdt, så er der en god chance for, at Kina ikke ville have haft denne mulighed.

Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Erik Boye, Arne Albatros Olsen, Danny Hedegaard, Lars Løfgren, Ron Levy og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det amerikanske overherredømme - økonomisk,militært,udenrigspolitisk har været en katastrofe for Verden og der som det eneste land har ført oversøiske krige efter 2. verdenskrig - at Kina begynder at blande sig er vel naturligt for en økonomisk supermagt med den positive fordel for Verden at det ikke er krige men eksport af infrastrukturer med en standard der er fuld på højde med vestens - vi ler nødt til at indrømme vi i Vesten har sovet i timen ved at sætte profitten højere end menneskeliv. Der er kun én vej hvis klimaet skal reddes - samarbejde med Kina i bedste fald eller i det mindste konkurrere med landet om at komme i mål med Paris-aftalen.

Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, kjeld hougaard, Søren Fosberg, Ib Christensen, Erik Boye, Ron Levy, Søren Bro og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Gert Romme, den amerikanske sanktionspolitik er kun 'underlig', hvis man overser at den har været en integreret det af amerikansk magtudøvelse (som i store træk går ud på selvtægt) gennem mere end et århundrede.

Jan Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Tina Peirano, Ib Christensen, Erik Boye, Arne Albatros Olsen, Anders Graae, Flemming Berger, Claus Nielsen, Per Torbensen, Torben K L Jensen og Søren Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

For at forstå baggrunden for artikel er her en kinesisk dokomentar : Youtube - Documentary/China and the Middle East.

Kinas forhold til demokrati og lighed er lattervækkende obskurt. Det pr dags dato næstmest ulige samfund (sammen med USA og efter Rusland). Alligevel er Kinas økonomiske og politiske modspil i den internationale orden bydende nødvendig for en magtbalance, hvor krigsnationen USA ellers siden 90’erne har hersket på et enevældigt mandat, hykleriske instrumentelle frihedsværdier, støttet ukritisk af den groteske og agressive NATO-alliances lande. Man kunne så bare håbe på, at Kina også snart involverer sig lidt mere i Israel.

Issa Chaaban, Jan Fritsbøger, kjeld hougaard, Ib Christensen, Erik Boye, Anders Graae, Søren Dahl og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

..desværre har palæstinenserne ikke så meget olie

Torben K L Jensen

Og hvis de havde ville der overhovedet ikke blive talt om en palæstinensisk stat.

Jeppe Lindholm

Nå. Har de stillet sig op i køen sammen med USA? Nej. De har nok hver deres eget mellemøsten hold at dirigere rundt med og ikke mindst levere våben til.

Poul Kristensen

I betragtning af hvor nemt det er blevet at indsamle information, er det altså ret underligt hvor mange mennesker der ikke benytter sig af de nye muligheder.
Dette link https://en.m.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_income_equality viser forskellen i lighed i indtægt og dette link viser forskel i formuer https://en.m.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_wealth_equality
Jo større værdi desto mindre lighed.

Hvorfor udtrykket "Kina blander sig" i overskriften?
Kina var aftalepartner i den aftale, der ensidigt blev ophævet af USA. Hvorfor så udtrykke tvivl om legitimiteten af at Kina agerer på baggrund af den ophævede aftale?

Hans Larsen, Karsten Nielsen, Ib Christensen, Erik Boye og Mikael Fotopoulos anbefalede denne kommentar
Mikael Fotopoulos

Underligt at læse i en oplyst avis at “Kina blander sig i Mellemøsten”. Hvad med “Europa og USA blander sig i Mellemøsten?” Ingen af os har jo en bjælde at gøre i Mellemøsten

Anders Graae, Torben K L Jensen, Hans Larsen, kjeld hougaard, Ib Christensen og Erik Boye anbefalede denne kommentar
Alana Frederiksson

Jamen overskriften er da ikke forkert. Der står jo ikke “Kun Kina blander sig i Mellemøsten”.

Kina agere aldeles fornuftigt for et land af dets størrelse. Situationen er fordelagtig. Man fremmer sit eget erhvervsliv, endda et sted hvor amerikansk indflydelse er minimal som følge af sanktioner.

Spørgsmålet er hvornår amerikanerne indser at det at føre israelsk udenrigspolitik ikke er i USAs interesse, hverken strategisk eller økonomisk. Man har allerede mistet Tyrkiet som trofast støtte pga. den tåbelige leflen for Israel.

Poul Kristensen

@Mikael Fotopoulos: Mener du at fordi vesten blander sig i mellem østen, så er det okay at andre også gør det? Wow.
Mellemøsten har angrebet vesten siden år 600-700. Taget slaver, erobret Byzans, Grækenland, Bulgarien osv. Nu holder de sig i skindet, fordi vi de sidste par hundrede år har demonstreret at vi kan banke dem, men selv nu har vi voldsomme terror aktioner. Så selvom vi ikke burde have nogen berøring med Mellemøsten overhovedet, så er vi i det mindste undskyldt. Hvor mange flygtninge tror du Kina vil tage imod? Hvad er Kinas undskyldning?

Poul Kristensen

@Alana Frederiksson: Er Tyrkiet ikke allieret med Israel?

kjeld hougaard

Det “Vesten” ikke synes fatte er attraktionskraften i Kinas ” Non interference” politik i deres samarbejde med andre stater. Som det implicit fremgår af Informations artikel, skal ”VI” i ”Vesten” bestemme hvad andre stammefolk gør, Libyer, Iraker, Iraner, Burmeser med flere – de skal gøre det vi vil. Måske vil danskere lære at de nu har valget at de facto afstå brugsretten til Grønland til USA, eller i Rigsfællesskabets hellige navn, selv følge med.

Poul Kristensen

Samarbejde med andre stater? De har grænsekonflikter med 20 af deres naboer og næsten naboer. Hvad er det for andre stater du mener de har et samarbejde med? Pakistan fordi de gerne vil have kinesiske våben eller dem de har lånt penge til? Eller hvad?
Kina har ingen venner.

kjeld hougaard

Kære Poul Kristensen. Som det siges i Singapore – ”i international politik har man ingen venner, man har kun nationer med interessefællesskab” – ”venner i politik” er dansk naivitet på grænsen til det utilladelige? Kina har interessefællesskab med de fleste? Nationer udenfor ”det gamle” Vesten? At Kinas interesse er magt gennem at investerer i lande som ønsker investeringer – det er for mange lande bedre en ”Vesten” som skyder og sulter for at få magt. USA forbyder EU at bygge gasledning til Rusland. FN’s menneskeret organisation støttede Kina i afstemning om Hong Kong sikkerhedslove? WHO? Kun USA stemte imod Kina?

Torben K L Jensen

Det er jo underligt at alle de lande der er involveret er tidligere kolonier i det engelske imperium hvor det synes svært for UK at acceptere deres mindre rolle i verden - det samme er ved at ske med USA.

Alana Frederiksson

Poul Kristensen. Ikke at være fjender er vel ikke at være allierede? Problemet er for mig at se at USA er voldsomt hæmmet ved hele tiden at begrænse sig selv til kun at føre mellemøstpolitik der primært fremmer Israels interesser.

Poul Kristensen

@Alana Frederiksson: Ja, måske. Men voldsomt, det ved jeg nu ikke. De er jo venner med Saudi Arabien, og selvom det ikke var tilfældet, hvor vigtigt er det så at være venner med Mllemøsten nu hvor olien forhåbentligt snart bliver af mindre betydning? Næh, problemet er at der er 5 millioner jøder i USA, som hovedsagligt stemmer efter hvordan USA behandler Israel. Og ligesådan med kristendommen. Så hvis du vil være præsident i USA, starter du din kampagne med at signalere at du er meget kristen og holder rigtig meget af jøder.

Poul Kristensen

@kjeld hougaard: Jo, jeg mener godt at man kan kalde allierede for venner. Selvfølgelig er der nogle gustne overvejelser bag ved international politik, og der er sikkert også en masse manipulationer, men man kan ikke manipulere folk i det uendelige. Der skal være ægte følelser bagved. Fx. da Rusland angreb Finland var der mange danskere der meldte sig under de finske faner. De må da have følt noget, skulle man mene. Og da mongolerne angreb og erobrede Kina, var det fordi de følte ægte raseri mod Kina, der hele tiden forsøgte at manipulere Mongolerne, mens de i virkeligheden opfattede dem som uvaskede barbarer.
Folk er jo ikke dumme. De kan godt se det når de bliver manipuleret.

Poul Kristensen

Slåfejl. I stedet for "Fx på 3 år fra 19 ton per indbygger til under 9." skulle der have stået "x på 3 år fra 19 ton per indbygger til under 15." Sorry.

Poul Kristensen

@Alana Frederiksson: Hvis du mener at Tyrkiet ikke er allierede med Israel, så har de (ihverfald indtil for nyligt, Erdogan bliver jo mere og mere religiøs og Israel har jo bosat sig på Islamisk territorium og der står jo i Koranen at Islamisk territorium må aldrig opgives) haft en ægte alliance. Med fælles indkøb af flådeskibe tror jeg det var, og i hvert fald fælles militærøvelser osv. Det begyndte at gå i opløsning i 2009 tror jeg.

Alana Frederiksson

https://en.wikipedia.org/wiki/Gaza_flotilla_raid

Det mere sure forhold begyndte med denne episode da det blev offentliggjort at aktivisterne var skudt på klos hold.

Jeg tror ikke de 5 millioner jøder i USA er et særligt stort problem. Det ligner for mig mere at det er de jødiske “Israel First”-medlemmer der er valg ind i kongressen. Nogle endda med dobbelt statsborgerskab som om det skulle være en god idé.

Poul Kristensen

@Alana Frederiksson: Problem? Det overordnede problem er muslimerne. De overtaler palæstinenserne til at forlade palæstine ved at love dem at de sagtens kan smide israelerne ud. Da det viser sig at de ikke kan, nægter de palæstinenserne ophold i nabostaterne. De får ikke statsborgerskab noget sted og må klumpe sig sammen i flygtningelejre. Var de blevet i Israel, var de blevet optaget i der Israelske samfund. Men for øjeblikket har det almindelige svigt af palæstinensiske ledere skabt et ønske om noget de kalder for "økonomisk fred". Vi må se om der kommer ud af det.
Mht de jødiske Israel first medlemmer, hvem tror du har valgt dem ind?
Og jeg tvivler umiddelbart på at det har med aktivisterne blev skudt på klods hold. Igen tror jeg mere på Erdogans islamisme, enten fordi han faktisk tror på det, eller fordi han mener det giver ham stemmer. Hvem gør han glade ved at ændre Hagia Sophia tilbage til en moske. Desuden var den hændelse du omtaler ca 1 år senere.