Forfatningsafstemningen i Rusland har ingen rigtige vindere. Ikke engang Putin

Den har stået på hylderne i de russiske boghandlere i ugevis – printet, klar og nogle steder endda allerede på tilbud. Og i denne uge blev det så slået fuldstændig fast: Rusland har fået en ny forfatning, idet 77,9 procent af befolkningen i løbet af en ugelang afstemning har stemt for, mens 21,3 procent har stemt imod. I hvert fald ifølge officielle tal. Uafhængige analyseinstitutter tegner et andet billede – for eksempel viste en undersøgelse fra meningsinstituttet ROMIR fra sidste uge, at over 40 procent var imod forfatningsændringerne.

Resultatet er dog, at Vladimir Putin har fået sit ja. Imidlertid er det værd spørge, hvad det ja har kostet i et valg, som har sat nye standarder for, hvad man kan tillade sig at kalde demokrati i Rusland.

Det har først og fremmest kostet en valgkampagne, der langt har overskredet det krav om neutralitet, som en forfatningsafstemning kræver, og som har indeholdt lige dele dyre og bizarre påfund. Udlodningen af pengepræmier for at få folk til at stemme, fordi man ikke ønsker at engagere dem politisk, taler for sig selv.

Desuden har der ved denne afstemning været rekordmange meldinger om stemmefusk, hvis metoder fremstår både mere åbenlyse og overivrige end ved tidligere valg. Og i Sankt Petersborg i onsdags kostede det en brækket arm, da journalisten David Frenkel fra mediet Mediazona opsøgte et valgsted for at dokumentere afstemningen, men i stedet blev groft overfaldet af politiet.

Styret har denne gang skullet arbejde hårdere og strække sine metoder længere for at få det ønskede resultat i hus. Ligeledes står Putin heller ikke som den store sejrsherre efter det uge lange valgmaraton, men som en præsident, hvis popularitet i befolkningen er på et historisk lavpunkt, og hvis personlige engagement ligeledes har set bedre dage. Putin har således været kritiseret heftigt i de seneste måneder for at holde sig tilbage under coronakrisen og overlade ansvaret til landets regioner.

Nulstille regeringsperioder

Landets nye forfatning præsenterer et Rusland, hvis store støttepiller er en konservativ livsopfattelse og et skeptisk forhold til udlandet. Og Putin selv.

For den mangeårige leder har i de seneste uger ikke lagt skjul på, at det er ham, der er garanten for stabilitet i verdens største land. Derfor blev befolkningen nødt til at nulstille hans regeringsperioder, give ham mulighed for at stille op til præsidentvalget i 2024 og potentielt regere i 16 år endnu.

Måske er det så simpelt: Putin ønsker at sidde på magten, så længe han fysisk kan holde til det, og så længe han orker de daglige præsidentopgaver. Imens har andre politiske kommentatorer spekuleret i en mere kortsigtet strategi: For at undgå rollen som lame duck og kransekagefigur i de sidste år på magten, mens folk omkring ham begynder at lede efter en ny efterfølger, holder Putin sig i centrum til det sidste.

Faktum er, at ingen ved det. Adspurgt om han vil stille op til præsidentvalget i 2024, har Putins svar typisk været, at han ikke kan udelukke noget. Og således ryger argumentet om stabilitet ifølge flere politiske eksperter:

»Ideen var ikke at skabe sikkerhed, men at fastholde usikkerheden,« siger politologen Jekaterina Schulman til Radio Free Europe.

Givetvis har præsidenten ret i, at en efterfølgerplan i de kommende år vil føre til uro. Og flere iagttagere har desuden påpeget, at Putin er en moderat politiker i forhold til mange andre i det russiske magtcentrum.

Dette er et realistisk, men også snævert udsyn. Rundt omkring Kremls mure er der trods alt et helt land, hvis kræfter trænger til at blive sat i spil. De holdes lige nu fast af et forstenet system, som har gjort sig selv afhængig af, hvis ikke én person, så en bestemt struktur, der ikke tillader demokratisk udluftning og innovation. Som 17-årige Nika Turovskaja fra den generation, der er vokset i Putins Rusland, sagde til Information: »Med de samme mennesker på magten, så sker der jo ikke noget nyt.«