Den beklemmende jubilæumsdebat er både kontrafaktisk og rygende vigtig: Satte verdenshistoriens hidtil eneste atombomber i krigsindsatsen mod Hiroshima den 6. august og Nagasaki den 9. august 1945 en nødvendig stopper for Anden Verdenskrig? Og har vi kun oplevet 75 års frihed fra nye verdenskrige på grund af atomtruslen?
Allerede ledende figurer i atombombens tilblivelse som Bohr og Oppenheimer så de dybe filosofiske og realpolitiske konsekvenser af bomben. Men arkitekten bag den vesttyske afspændingspolitik i starten af 1970’erne, Egon Bahr, har måske formuleret det mest præcist:
»Sikkerhed kan efter atombomben kun opnås i fællesskab – aldrig mere mod hinanden.«
I Den Kolde Krig virkede kategorierne sejr og nederlag meningsløse, for når begge parter har bomben, findes sejren ikke uden selvdestruktion.
En hjørnesten til Den Kolde Krig blev lagt i infernoerne i Hiroshima og Nagasaki, hvor langt over 100.000 mennesker omkom, mens bomberne skabte yderligere hundredtusinder af sårede og stråleofre. Bomberne sikrede en hurtigere og måske endda mindre blodig afslutning af krigen, så der ikke kunne sås tvivl – eller dolkestødslegender – om nederlaget.
Og dog forhandles deres og atombombens generelle historiske betydning nu atter. Rundspørger viser, at stadig flere mennesker i USA, Europa og Japan tvivler på, at atombomberne var nødvendige for at stoppe krigens vanvid i Japan. Det har medført en forudsigelig modreaktion, blandt andet på lederplads i denne uges Weekendavisen. Her ses en »grund til at anerkende denne bombe, som nu i 75 år har frelst kloden fra en tredje verdenskrig og derved lagt grunden for vores velstand«. Det er ikke forkert. Men når konklusionen lyder, at »kloden er således blevet et fredeligere sted som følge af atombomber«, er der i bedste fald tale et naivt håb.
Flere atommagter
Argumentet hænger fast i Den Kolde Krigs bipolare logik, hvor verdens to eneste stormagter holdt hinanden i skak. Men hvis man ser på verdens udvikling siden Sovjets sammenbrud, er det sværere at glemme sine bekymringer og begynde at elske bomben. I 1980’erne og 1990’erne var der tegn på fremskridt med traktater som INF og New START, og der blev skrottet betragtelige mængder a-våben. Men i disse år dør traktaterne i stilhed.
USA og Rusland sidder stadig på 13.000 sprænghoveder, mens de øvrige syv atommagter har omkring 1.200 styk – altså rigeligt til at blæse det meste liv på kloden væk. Og når de to førende atommagters forpligtelser forsvinder, virker et globalt atomkapløb som forprogrammeret i lande som Nordkorea, Pakistan, Israel, Indien, Iran og i særdeleshed Kina, som alligevel ikke vil lade sig begrænse af aftaler mellem USA og Rusland. Alene i 2019 brugte disse lande ifølge ngo’en ICAN omkring 73 milliarder dollar på at udvikle og modernisere a-våben.
Om den udvikling bruger bekymrede sikkerhedseksperter gerne begrebet »den atomare jungle«. Her er Den Kolde Krigs bipolare balance ikke bare opløst i en multipolar ubalance. Der findes også flere små og taktiske atomvåben, som formentlig sænker tærsklen for brugen af a-våben.
Fra den amerikanske ngo »Bulletin of the Atomic Scientists« advares derfor mod, at risikoen for en eskalerende brug af atomvåben er markant større i dag end under Den Kolde Krig. Det skyldes også en cocktail af ny nationalisme, nye teknologier og hackbare systemer – helt ned til hacks af den amerikanske præsidents Twitter-konto med trusler om et »first strike« eller læk af deep fake videoer af nordkoreanske forberedelser af et atomangreb.
Som forfatteren bag The Making of the Atomic Bomb, Richard Rhodes, for nylig har hævdet, står den unge generation således med en dobbelt udfordring, fordi »atomkrig er en lige så stor og mere umiddelbar fare for menneskeheden og naturen end den globale opvarmning«.
Det kan diskuteres. Men det undrer, at fredsbevægelserne er gået så meget af mode. Det skyldes formentlig, at truslen er så abstrakt. Og måske også, at tilstrækkelig mange køber fortællingen om, at vi ikke skal mindes Hiroshima som advarsel eller moralsk fikspunkt, men som en – selvsagt uhyggelig og katastrofal – grundlæggelse af de forgangne 75 års frihed fra en ny verdenskrig. Imens skrider den bagvedliggende balance, der gav atomvåbnene deres stabiliserende effekt, fortsat.
Jeg kan ikke vurdere den realpolitiske fare for atomkrig.
Under Manhattan Projektet rodede fysikeren Edvard Teller med en idé, som han vist kaldte "the super". Og han kom jo også senere til, at stå som Fadder til Brintbomben der blev vist så dagens lys i 1953. Op gennem 50´erne så stormagten jo intet i vejen for, at lave prøvesprængninger i atmosfæren.
Så man udviklede bomber hvor sprængkraften mange gange overgik Hiroshima bomben. Den største menneskeskabte eksplosion var tzar bomben som russerne sprængte i 1961. Den havde en sprængkraft på 50 Megatons eller mere end 2500 gange Hiroshimabombens sprængkraft
Den preussiske general Von Clausewitz har sagt, at krig er videreførelsen af politikken, men med andre midler. Det kan dog ikke rigtigt gælde A-våben. De er i kategori for sig selv, og et af de problemer der rejser sig, er at de set fra et militært synspunkt ikke rigtigt har den helt store anvendelsesmulighed. Det er det yderste våben, som man ikke anvender som et førstevalg i arsenalet. Men jeg skal selvfølgelig ikke kunne udelukke, at nogle kunne finde på, at lave et first strike.
Så længe der eksisterer et stort arsenal af A-våben på jorden kan vi ikke rigtigt sove roligt om natten. Der vil altid være en potentiel mulighed for, at nogle af dem kommer i anvendelse.
Men A- våben skaber jo deres egen logik, Det har vist sig svært, at få dem afskaffet igen nu hvor de faktisk eksisterer. Der findes jo en række lande der aspirerer til, at anskaffe A våben, og det var vel også baggrunden for, at man vist i 1964 lavede en "ikke sprednings" aftale. At besidde A våben er jo sådan lidt en garanti for, at der ikke er nogen der angriber en
Så jo på en måde må man da konstatere, at den terrorbalance A våbene har skabt har skabt en vis form for stabilitet. Det er dog kun noget man kan konkludere så længe A våben ikke faktisk er kommet i brug siden de 2 bomber- I det øjeblik det sker må man konkludere, at denne logik ikke holder.
De fleste nulevende personer er vokset op i skyggen af den kolde krig, og det var jo med angst og bekymring for ragnarok. Det kommer fremtidige generationer også til, at leve med. Det var en del af den virkelighed der eksisterede efter 1945.
Når jeg forlader denne jord vil det fortsat være en planet med A våben. Hvad der sker ud i al fremtid tør jeg ikke gisne om.
Hader overskrifter, der begynder “Nej” eller “Jo” — stop det!
Det mest destruktive mennesket har udviklet er ikke atombomben. Det er derimod kulkraftværker og anden forbrænding af fossile brændstoffer. De er godt på vej til at ødelægge den verden vi lever i.
Da indsigt gjorde det muligt at fremstille atombomben var der ingen vej tilbage. Bomben måtte nødvendigvis udvikles og fremstilles før andre gjorde det. Hvad bliver mon så det næste, som indsigt gør det nødvendigt at fremstille?
Jeppe Lindholm: Fossil energi var omdrejningspunktet i hele den industrielle revolution, og således også et betydeligt moment i hele den moderne civilisation. Det er et vilkår ved produktion som sådan, at den også fører til et mål af forurening eller destruktion af naturgrundlaget. Det er jo først i nyere tid, at det er blevet en almen erkendelse, at vi truer hele planetens klima ved afbrænding af fossil energi
Opdagelsen af atomets energi handlede i første omgang om teoretisk fysik. Men senere under Manhattan projektet blev formålet direkte, at skabe en bombe. Der var altså fra et vist tidspunkt et klart militært aspekt af kerne fission og fusion.
Men det er jo på en måde lidt ligegyldigt hvad der truer menneskeheden mest. Man må i alle tilfælde konstatere, at det er mennesket selv der måske udgør den største trussel for udryddelse af alt liv her på planten.
"Det aggressive menneske" kan blive det der ender det hele med et mægtig brag. Det var noget alle efterkrigsgenerationer måtte forholde sig til.