Leder

Vi må sætte vores lid til EU’s bløde hånd i Hviderusland og håbe på et systemskifte indefra

EU anerkender ikke det hviderussiske valgresultat, men udstiller ellers sin svage position i systemkonflikten med Rusland. Det må og kan vi leve med, for det første og fornuftigste bud er at støtte oppositionen så stille og tålmodigt som muligt
Tusindvis af hviderussere har protesteret siden valget d. 9. august, hvor Aleksander Lukasjenko erklærede valgsejr.

Tusindvis af hviderussere har protesteret siden valget d. 9. august, hvor Aleksander Lukasjenko erklærede valgsejr.

Vasily Fedosenko

Udland
20. august 2020

Der skulle gå ti dage efter valget i Hviderusland – ti dage med politivold, flere døde og tusindvis af fængslinger – før EU’s ledere onsdag kom med en samlet reaktion på den dramatiske situation i vores naboland: Lukasjenkos »valgsejr« kan ikke anerkendes, og den brutale vold mod oppositionen må fordømmes.

EU har dermed fulgt oppositionsleder Svetlana Tikhanovskajas opfordring til EU om ikke at anerkende valget. Men sværere bliver det at følge hendes opfordring til at støtte Hvideruslands »opvågnen« som et demokratisk og frit land. For Lukasjenko er godt nok slagen og ydmyget. Men han sidder stadig på magten på landets sikkerhedsorganer og kan nu håbe på at vinde tid nok til at køre oppositionen træt.

Det må EU modvirke med tålmodig støtte, men ikke med magt og hårde trusler. For EU er tvunget til at blande sine demokratiske principper og økonomiske sanktioner med en så stor portion neutralitet, at det står stjerneklart, at EU ikke styrer processen udefra – både for den hviderussiske befolkning, men også for Putin.

EU har her den paradoksale fordel, at de relativt ruslandvenlige hviderussere – modsat Ukraines opposition i 2014 – ikke kæmper for en vending mod Vesten, EU og NATO. De retter heller ikke deres protester mod Rusland. De retter sig faktisk kun mod Lukasjenko. Meget sigende har han da også grebet ud efter Kreml som det sidste halmstrå med påstanden om, at opstanden er styret af vestlige kræfter.

Spæd optimisme

En anden grund til meget spæd optimisme er, at Putin – igen modsat Ukraine – næppe uprovokeret vil sende styrker ind i Hviderusland. Den optimisme kan dog hurtigt blive punkteret af blod- og lydløse indgreb fra russiske eksperter, der sættes ind i hviderussiske medier og statsejede virksomheder.

Udgangen er på alle måder åben, men i den nuværende situation gør EU klogt i at vælge den bløde linje – blandet med de allerede vedtagne, men endnu ikke specificerede sanktioner mod Lukasjenkos lakajer.

Dette svage svar vil sikkert skuffe mange europæere, som i de seneste år har øvet sig i at sige »geopolitik«, »global aktør« og »EU« i samme sætning. Men EU står i en balancegang, hvor stærke og interesseledede svar meget hurtigt kan gøre EU’s bløde og værdiledede politik markant svagere. Og det kan svække det bedste scenario: et hviderussisk systemskifte indefra.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

EU som global aktør .... bevares, EU har da indgået handelsaftaler i både Øst & Vest; men EU har intet at byde på, når det kommer til direkte at beskytte den hviderussiske befolkning imod overgreb fra hverken Lukasjenko eller Putin.

Den hviderussiske TV station blev lukket af medarbejdernes strejke; men russerne har nu bemandet TV huset med egne teknikere og journalister, så nu sendes der igen.

Der er al mulig grund til at beundre den hviderussiske opposition -
der er desværre mindre grund til optimisme, hvis Rusland allerede nu griber ind.

Michael Waterstradt, Birte Pedersen og Marie Vibe anbefalede denne kommentar

Aleksandr Lukasjenko giver sig ikke frivilligt.

Og i går eftermiddags beordrede Aleksandr Lukasjenko myndighederne til at "tage hånd" om modstanderne. Samt efterretningstjenesterne til at finde frem til de uformelle ledere af denne modstand. der skal anholdes og senere "stå til ansvar".

Samtidig har Aleksandr Lukasjenko beordret til militær opbygning langs vest-grænserne til Belarus. Da han mener, at Nato står på spring til at overtage landet og dets forsvarsløse befolkning med magt.

kjeld hougaard

Hviderusland? Ubevidst, dybt fra folkesjælen – vi kalder landet hvad vi anser, er rigtigt. Det er i ”Vestens” DNA, intet vi kan ændre med dagens genteknik. Vi vil sikre at Belarus bliver frit og demokratisk, som vi er. MEN vi giver dem ikke den respekt at tillade dem at selv – i historiens gang – udvikle det samfund DE kan få til at fungerer. Danmark levede under Tysk styre gennem en årrække, nu overvejende domineret fra USA. Tiderne skifter. ”vi må sætte lid til EU’s bløde hånd”??? Va’ med at sætte lid til befolkningen i Belarus? ”Vi” vil så gerne – ev. med hjælp af våres hær som intet har vundet de sidste 1000år - hjælpe alverden: Afghaner, Syrere, Iraker, Iraner, dem i Libya og Centralafrika, at få et samfund som vores, det er det absolut bedste. I takt med at stater med forskellige ideer om hvordan deres samfund skal udvikles efter WWII bliver mere bevidste, bliver vores hjælpsomhed mindre velkommen. ”Westlessness”. Tyrkiet som pragt eksempel – at omdanne et museum til Moske – det kræver en Dansk misbilligelse.