Det amerikanske valg bliver måske det vigtigste klimavalg nogensinde

Klima er ikke et stort tema ved det amerikanske valg – for vælgerne. Selv om orkaner, skovbrande og ødelæggende oversvømmelser bliver vildere og vildere og hyppigere og hyppigere i USA, og selv om det voldsomme vejr mange steder er blevet en allestedsnærværende trussel mod amerikanernes hjem og hverdagsliv, er klima ifølge en ny måling fra Pew Research ikke engang på top-ti over de temaer, som betyder mest for vælgerne ved valget til Det Hvide Hus og Kongressen til november.

Det er ikke, fordi amerikanerne ikke kender til klimaforandringerne eller ikke taler om dem. To tredjedele er ifølge en måling fra Yale overbeviste om, at menneskeskabte klimaforandringerne er en indiskutabel kendsgerning. En tredjedel af amerikanerne taler jævnligt om klimaet, og seks ud af ti amerikanere ønsker, at regeringen skal gøre mere.

Men for det første er forholdet til klimaforandringer genstand for kamp mellem demokraterne og republikanerne. Det er en del af den konflikt, som splitter USA og blokerer hele det politiske system.

For det andet er der mange, især republikanske vælgere, som godt nok tror på klimaforandringer, men ikke på, at menneskene i fællesskab kan gøre en virkelig forskel. Det er kynisk, men kan ikke afvises kategorisk. Det kan, som magasinet Vox har gjort opmærksom på, være svært at mobilisere tro på kollektiv handling i forhold til noget så uoverskueligt som klimaforandringer, når man ser, hvordan noget så let og konkret som at bære mundbind for at beskytte fælleskabet mod coronavirus kan udvikle sig til et ideologisk slagsmål.

For det tredje er andre temaer som coronakrise, arbejdsløshed, økonomi, racisme og lov og orden blevet påtrængende for de fleste vælgere. Det ændrer bare ikke ved, at den måske største effekt af valget i november kan blive på klimaet. Derfor er det amerikanske valg også et skelsættende klimavalg.

Et spørgsmål om samarbejde

Efterhånden står det ubehageligt klart, at ingen stormagter kan løse klimakrisen alene. Hvis EU gør alt, hvad vi kan, og selv hvis også USA gør alt, hvad de kan, vil det ikke betyde særligt meget, hvis eksempelvis Kina og Indien fortsætter med at udlede mere og mere. Vi skal kunne lave handelsaftaler med klimakrav, sætte fælles mål og lave gensidigt forpligtende aftaler, hvis EU, USA, Kina og Indien skal løse opgaven samlet.

Men hvis Donald Trump bliver genvalgt, får vi ikke den slags handelsaftaler de næste fire år. Så får vi handelskrige og opgør med alle forpligtende aftaler. Hvis Joe Biden derimod bliver præsident, vil han kunne føre an i et fælles samarbejde, som ultimativt er i alles interesse. Men det er ikke nok, at demokraterne vinder præsidentvalget. Det vil være afgørende for deres handlekraft, at de erobrer et flertal i Senatet og fastholder deres flertal i Repræsentanternes Hus. Det sidste forekommer næsten sikkert, det første er i hvert fald ikke usandsynligt.

Resultatet af valget vil også være definerende i forhold til tendensen på finansmarkederne. Det seneste år har investeringsfonde, pensionskasser, venturekapitalister og forsikringsselskaber flyttet milliarder fra olie- og kulindustrien til grønne investeringer. Direktøren for verdens største kapitalforvalter BlackRock erklærede tidligere på året, at selskabet skal »arbejde efter et scenario, hvor Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til under to grader bliver fuldt realiseret«.

Olieindustrien, som historisk har bekæmpet klimaindsatsen, har på kort tid mistet kolossal kapital og indflydelse. Det er en proces, som demokraterne ved at prissætte udledninger af drivhusgasser, massive investeringer i infrastruktur og afgifter på CO2 vil kunne accellere til et såkaldt tipping point, hvor de mest forurenende energikilder så hurtigt som muligt bliver urentable. Donald Trump har på den anden side gjort alt, hvad han kunne for at støtte olie- og kulindustrien.

Endelig har Trump og Biden to radikalt forskellige klimapolitikker. Trump har trukket USA ud af Parisaftalen, fjernet op mod 100 miljø- og klimareguleringer og bekæmpet sit eget energiministerium. Biden er derimod af unge klimaaktivister, grønne bevægelser, en kulturel grøn vækkelse og politikere som Jay Inslee og Bernie Sanders blevet presset til at lave det langt, langt grønneste program, nogen amerikansk præsident nogensinde er gået til valg på. Det vil således ikke være Joe Bidens personlige præstation, men den globale, politiske, kulturelle og økonomiske situation, som vil kunne gøre den meget gamle mand til den grønne omstillings globale leder.

Alternativet er fire år mere med Donald Trump.

Det er sagt før, men det er rigtig nu: Valget til november er et skæbnevalg.