Leder

Hvis Europas fælles flygtningeplan skal fungere, må nogen rent faktisk tage imod flygtninge. Altså, selvfølgelig

Ikke alle asylansøgere kan – eller skal – sendes tilbage. EU-Kommissionen lover, at EU’s nye plan for et fælles migrationssystem ikke er tvungen omfordeling af flygtninge. Men det passer ikke helt. Selvfølgelig ikke
Ophobningen af asylansøgere er blevet en humanitær katastrofe, se bare på Morialejren på Lesbos.

Ophobningen af asylansøgere er blevet en humanitær katastrofe, se bare på Morialejren på Lesbos.

ALKIS KONSTANTINIDIS

Udland
25. september 2020

Der skulle gå fem år fra flygtningekrisen i 2015, til EU-Kommissionen onsdag endelig fremlagde sit bud på en ny fælleseuropæisk flygtningepolitik.

Det er helt nødvendigt.

EU’s Dublin-regler er de facto brudt sammen. Ophobningen af asylansøgere er blevet en humanitær katastrofe, se bare på Moria-lejren på Lesbos. Det er svært at sende afviste migranter hjem – sidste år blev kun en tredjedel af de afviste sendt ud. Registrering og tilbageholdelse ved de ydre grænser fungerer dårligt.

Med sin nye »pagt« vil EU-Kommissionen oprette store, nye modtagecentre ved de ydre grænser, så frontlinjelandene kan løfte ansvaret for at asylbehandle og tilbageholde nyankomne.

Til gengæld skal de andre lande, som i dag nyder godt af deres geografiske placering langt fra Middelhavet, hjælpe med at hjemsende afviste migranter og tage imod godkendte flygtninge.

Det giver mening med en mere klar arbejdsdeling mellem landene, men det store tabu, som i fem år har blokeret for en fælles løsning, består: omfordeling.

Den nye model »er ikke tvungen omfordeling«, lovede Kommissionen onsdag. Men det er ikke helt rigtigt. Selvfølgelig ikke, for hele pointen med et fælles system er at fordele byrderne.

Det er en nyskabelse i planen, at landene kan vælge at bruge deres kræfter på at hjemsende afviste asylansøgere. Så behøver de ikke tage flygtninge. Men lykkedes de ikke med at hjemsende de afviste inden for otte måneder, skal landet selv modtage dem, og så står de pludselig med en masse afviste asylansøgere, som ikke vil rejse. Det problem kender vi danskere selv fra debatten om udrejsecenter Sjælsmark.

Hvis det nye system skal fungere, kræver det i sagens natur, at nogen tager imod flygtninge. Ikke alle skal sendes hjem. Og kan man virkelig forestille sig, at Frankrig eller Sverige løbende takker ja til at få fløjet 10.000 eller 20.000 mennesker ind fra et center i Grækenland? Måske. Men hvad med Polen og Ungarn?

Det er også uklart, om den nye migrationspagt vil afhjælpe en ny flygtningekrise som i 2015, hvor der ankom et stort antal mennesker med legitime krav på asyl. Det kan ikke løses med hjemsendelse. Sidste år fik 62 procent af alle asylansøgere i EU afslag ved første instans, men det kan ændre sig.

Den nye model er sårbar, fordi den kun fungerer i sin helhed. Man kan ikke lave solide modtagecentre ved grænsen uden også at lave fælles omfordeling, for hvorfor skulle Italien og Spanien gå med til det?

Meget afhænger af, at hjemsendelserne fungerer. Hvis afviste migranter hurtigt kommer hjem, kan det afskrække andre fra at tage turen til Europa og dermed mindske den samlede byrde.

Her vil den nye plan i højere grad give medlemsstaterne ansvaret for at overtale lande som Mali og Irak til at modtage deres egne borgere. Det kan give mening – måske har Sverige et bedre forhold til Irak end Italien har – men planen ændrer næppe grundlæggende på problemerne med hjemsendelse.

En politisk hårdknude

Incitamentsstrukturen for migranter og menneskesmuglere er ikke forandret. Det vil stadig være de rigeste og stærkeste migranter, som kan betale sig over Middelhavet og få prøvet deres asylsag.

Og det gælder generelt, at de mange penge, vi bruger på flygtninge i Europa, kunne bruges bedre i nærområderne. Udgifterne til de 47.000 uledsagede mindreårige, der kom til Sverige fra 2014 til 2018, har eksempelvis været højere end hele det årlige budget for FN’s flygtningeagentur i Mellemøsten og Nordafrika, der dækker 16 millioner af verdens mest udsatte flygtninge.

Det er et uløseligt problem, at flygtningekonventionens liberale principper om beskyttelse af det enkelte menneske i praksis kan være uforenelige med demokratiet. Mange EU-borgere vil ikke have flygtninge til deres land. De stemmer på partier, der gør modstanden til en præmis for deres magt. Sådan er demokratiet.

Men der findes også universelle rettigheder, som demokratiske flertal ikke kan nedstemme. Det er ikke en konflikt, der kan løses, den kan kun håndteres i praksis.

I fem år har vi ignoreret dilemmaet og håndteret det ved at udlicitere ansvaret for flygtninge til Erdogan i Tyrkiet og militser i Libyen. Nu har vi en ny chance for at skabe et mere retfærdigt system – men det kræver fælles omfordeling.

Det er alt eller intet for Europa. Hvis landene ikke bliver enige nu, er det svært at se, at de nogensinde bliver det. Så får vi ad hoc-løsninger og bilaterale aftaler. Det kan måske fungere på nogle områder, men det kan også føre til en brutalisering, hvor prisen betales af dem, der i forvejen har allermindst: verdens flygtninge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

Her til lands har vi jo vores kornfede Retsforbehold -
så al det flygtninge- & migrant-halløj må de andre 26 selv rode med.

Gitte Loeyche, Michael Hullevad, John Andersen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar

I K K E M I N R E G E R I N G
Det eneste punkt Dk er interesserede i er: tvungne hjemsendelser og styrkelse af de ydre grænser. Hvilket ikke bar er aflad, men bevidste blodpenge: til eks Syriens diktator.
Det er korrekt, at penge kan bruges med fordel i nærområderne. Men også dette: at det ikke blot er migranter, men helt reelle flygtninge der har vores hjælp og solidaritet behov. I flere år har Dk brokket sig over "en manglende håndtering af (flygtninge)migrantproblematikken fra Eus side. Samtidig med, at vi selv (næsten) har undermineret det eksisterende system, ikke modtaget kvoteflygtninge og mødt samtlige asylansøgere med mistro, diskrimination, torturlignende forhold, fattigdom og decideret forfølgelse. Alt sammen fra skiftende regeringers hånd. Som i forhold til klimakatastrofen: nej. Flertallet af politikerne løser ikke problemer: de skaber dem. EU kommer i det mindste her med et forsøg. Ja: vi skal tage imod. Og ja: det er en menneskeret at søge asyl. Problemet med Eus model, i mine øjne er primært; mere satsning på Frontex (som er lobbyismeoptalt og militaristisk - ikke løser konflikter, men slår ihjel og gør flygtningenes vej endnu farligere) Og - punktet med "sandsynlighed". hvis det er sandsynligt (?) Du er flygtning, kan du gå videre til at søge asyl. Jeg frygter mange reelle flygtninge fra politisk hold helst erklæres: migranter.

Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel, John Andersen, Finn Jakobsen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Nej, tallene viser, at det er de forkerte, som når frem til Europa. De der har det største behov for asyl og beskyttelse når ikke frem. Kvinder og børn, syge og folk med handicap.

Jeg synes at det er frygteligt, som man udnævner sig selv som værende ’børnenes statsminister’, for dernæst fuldstændigt at afvise tanken om at tage i mod uledsagede flygtningebørn, det er ikke bare grimt - det er decideret blottet for moral og empati.

Marie Vibe, Gitte Loeyche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Sagens kerne er, at vi i vesten selv har skabt grobund for krige og konflikter i andre lande, for slet ikke at tale om klimakrise, gæld, udnyttelse af ressourcerne, etcetera.

Man burde derfor også lave en plan for stop af våbensalg, hjælp til selvhjælp i fattige lande, støtte uddannelse af piger, eftergive den enorme gæld, støtte demokratibevægelser, hjælpe med klimasikring, egentlig en helt anden tilgang.

Hvad skal det hjælpe med alle de flygtningelejre?
Stop dog ulykken istedet.

Marie Vibe, Gitte Loeyche og Trond Meiring anbefalede denne kommentar