Leder

Konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan begynder at ligne en krig

Behovet for nye fredsforhandlinger mellem de to kaukasiske lande Armenien og Aserbajdsjan vokser, men muligheden for at afholde dem er små
Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, taler til befolkningen. Der er opstået væbnet konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan. Kampen om magten over Nagorno-Karabakh-regionen er blodig med dræbte på begge sider.

Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, taler til befolkningen. Der er opstået væbnet konflikt mellem Armenien og Aserbajdsjan. Kampen om magten over Nagorno-Karabakh-regionen er blodig med dræbte på begge sider.

Handout/AFP/Ritzau Scanpix

29. september 2020

Søndag udbrød der militære kampe mellem Armenien og Aserbajdsjan ved området Nagorno-Karabakh. Det samme skete i juli, men denne gang er omfanget eskaleret, og de to kaukasiske lande er nu tæt på en reel krig. Der er erklæret undtagelsestilstand i både Armenien og Aserbajdsjan, på begge sider har man iværksat store dele af militæret, og der meldes om dræbte soldater og civile tab.

Konflikten i det bjergfyldte område Nagorno-Karabakh går over 30 år tilbage. Da Sovjetunionen brød sammen, var Nagorno-Karabakh primært beboet af kristne armeniere, og regionen ønskede med Armeniens opbakning at løsrive sig fra Aserbajdsjan. Det førte til en seks år lang krig, der kostede over 30.000 mennesker livet. Siden da har der været perioder med våbenhvile, men det har ikke været muligt at få en fredsaftale på plads.

Det er ukendt, hvem der indledte søndagens kampe. Dog mener den anerkendte Kaukasus-ekspert Thomas de Waal fra tænketanken Carnegie, at Aserbajdsjan har mest at vinde ved en væbnet konflikt netop nu: »Armenierne har ikke noget incitament til at indlede kampe, deres interesse ligger mere i at normalisere status quo,« siger Thomas de Waal i et interview med mediet Ahval.

Stormagter involveret i konflikten

Stormagter som Tyrkiet og Rusland, der generelt spiller en stor rolle i kaukasisk regionspolitik, har involveret sig i konflikten. Tyrkiets støtte til Aserbajdsjan er defineret af kulturhistoriske bånd, men også via store investeringer mellem de to lande samt Baku-Tbilisi-Ceyhan-olierørledningen, der forsyner Tyrkiet med olie.

Således fordømmer præsident Erdogan Armeniens andel i kampene, idet han skriver på Twitter: »Armenien har endnu en gang vist, at det er den største trussel mod fred og ro i regionen. Den tyrkiske nation står bag dens aserbajdsjanske brødre med alle midler som altid.«

Rusland støtter omvendt Armenien, men reaktionen herfra er mere nedtonende. Rusland har før forhandlet våbenhviler mellem de to lande, og højst sandsynligt er man ikke det mindste interesseret i at eskalere en konfrontation med Tyrkiet, som Rusland anser som partner i andre foretagender.

Præsident Putin talte søndag i telefon med den armenske premierminister, Nikol Pasjinjan, hvor han understregede behovet for at stoppe alle militære operationer.

Sådan en proces kommer dog ikke af sig selv. Den kræver dialog. Potentielt også nye fredsforhandlinger, der faciliteres udefra. I et efterår, hvor det internationale samfund er i COVID-karantæne, og hvor emner som USA’s valg og konflikten i Hviderusland fylder, kan det blive svært at realisere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Dan D. Jensen
  • Poul Anker Juul
  • Olaf Tehrani
Ejvind Larsen, Dan D. Jensen, Poul Anker Juul og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er mindst 25 år gammelt, og drejer sig om retten til den gas og olie, der er i undergrunden under Nagorno-Karabakh-regionen, der helt utvetydigt tilhører Armenien.

Men på Aserbajdsjans siden finder man store Rusland og nu også Tyrkiet. Tyrkiet har lige sendt tropper til Aserbajdsjan, der skal hjælpe landet mod Armenien. Den officielle grund til dette er, at Armenien har skud 2 angrebs-helikoptere ned over sit område.

Men den uofficielle grund er, at Tyrkiet tørster efter at eje egne oliekilder.

Dan D. Jensen, Eva Schwanenflügel og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Revanchistiske Tyrkiet er med i NATO. Vi støtter dermed Erdogans overgreb på befolkninger i Irak, Syrien, på friheds- og menneskerettigheder hjemme og ude. Og nu også i Kaspis-regionen.
Der er ingen chance for at Tyrkiet bliver smidt ud af NATO. Så må vi ud af NATO.

Med henblik på at blive betragtet som en troværdig stat, så har Tyrkiet tabt kampen for længst.
Landet fjerner sig mere og mere fra en blive et velfungerende demokrati som kamal Atatyrk ønskede, da han reformerede Tyrkiet til en sekulær republik.
Nu tiltros Tyrkiet alt muligt i bestræbelserne på at blive en militær og økonomisk islamisk stormagt i hele regionen fra Kaukasus til det Røde hav.

Claus Nielsen, Kåre Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar