Leder

Nu sidder Taleban og Kabul-regeringen ansigt til ansigt og forhandler om fred – det er historisk og svært

For første gang sidder Taleban og Kabul-regeringen ansigt til ansigt i et forhandlingslokale. Selv den stærkeste tro kan ikke flytte bjerge, men man kan håbe på en fredsaftale
Fredsforhandling mellem parterne i Afghanistans konflikt, Kabul-regeringen og Taleban, indledtes mandag i Qatars hovedstad, Doha.

Fredsforhandling mellem parterne i Afghanistans konflikt, Kabul-regeringen og Taleban, indledtes mandag i Qatars hovedstad, Doha.

Ritzau Scanpix

Udland
16. september 2020

Der er grund til at pudse briller og kridte de kritiske sko, når en begivenhed på forhånd udråbes som ’historisk’. Alene af den grund at risikoen for, at udkommet ender på historiens losseplads, altid er til stede. Som i tilfældet med den direkte forhandling mellem parterne i Afghanistans interne konflikt, Kabul-regeringen og Taleban, der indledtes mandag i Qatars hovedstad, Doha.

Udkommet vil i sandhed blive historisk, hvis det resulterer i enighed om en fredsaftale med en deraf følgende deling af magten. Omvendt kan det ende som endnu en parentes i et bumpet forløb, dersom møderne sander til i en fortsættelse af to årtiers borgerkrig med de facto-deling af landet i en urban hovedstadskultur (med demokratisk fernis) og en rigid traditionalisme styret af stammestrukturer og provinsbaserede stormænd og krigsherrer.

Det sidste forekommer sandsynligt, men som bekendt skal man aldrig sige aldrig. Alene det, at parterne har indvilget i at mødes ansigt til ansigt, er en positiv nyhed. Om den rækker til at etablere en meningsfuld dialog på tværs af politiske og kulturelle skel, er tvivlsomt, dertil forekommer skellene for monumentale. Hvilket da også understreges af, at det har taget et årti at få mødet bakset på plads – nemlig fra de første følere i 2010, hvor mulighederne for dialog mellem Taleban og amerikanerne blev undersøgt i erkendelse af, at der ikke fandtes en militær løsning.

Tidligere kompromis mislykkedes

Præsident Barack Obamas strategi med udsendelse af flere tropper og eskalering af dronekrigen mod Taleban var reelt virkningsløs, og på tysk initiativ indvilgede emiren i Qatar i at beværte en dialog i separate forhandlingsrum, der i 2012 blev til direkte møder mellem talebanforhandlere og USA-diplomater.

Møderne blev fulgt op af en erklæring fra talebanlederen Mullah Mohammed Omar, der kundgjorde, at han anså et kompromis med Kabul-regeringen som en option. Dog med den udtrykkelige forudsætning, at USA’s og NATO’s tropper var ude af landet. Så det kompromis blev ikke til noget – den daværende Kabul-præsident, Hamid Karzai, skulle ikke nyde nogen cigar, der forudsatte ophør af de udenlandske troppers beskyttelse af hans regering, som i modsat fald ville være prisgivet.

Forhandlingssporet i Doha blev dog genoptaget i 2014-15 og fortsatte med Trumps administration, der efter flere års sejtræk resulterede i den separate fredsaftale mellem USA og Taleban i februar i år, hvor begge parter forpligtede sig til ikke at angribe hinanden. Aftalen var samtidig afsættet til de direkte forhandlinger mellem Taleban og Kabul-regeringen, der nu indledes med syv måneders forsinkelse – selvsagt en følge af den gensidige mistro.

Kabul-styret tøvede længe med at løslade de 5.000 talebanfanger, der var forudsat som en tillidsskabende foranstaltning mod Talebans frigivelse af 1.000 tilfangetagne regeringssoldater og politifolk. I de mellemliggende måneder optrappede Taleban krigsførelsen mod regeringsstyrker og institutioner med mere end 3.500 dræbte i politi- og sikkerhedsstyrker og 1.300 civile ofre, heraf hundredvis af børn.

Amerikansk initiativ

Initiativet til den indledte fredsproces er ikke født i Kabul, men bunder i det amerikanske ønske om at slippe ud af Afghanistan – helst inden de amerikanske vælgere går til stemmeurnerne i november. Det var planen, og den holder ikke. Dertil er der alt for mange – som det eufemistisk formuleres i det danske udenrigsministeriums såkaldte ’landepapir’ om Afghanistan – ’udfordringer’, der skal tackles i et ’skrøbeligt’ miljø.

Det tør siges – alene at nå en løsning på forskellene i politisk kultur vil tage år, alternativt en resolut talebanmagtovertagelse i samme øjeblik, den sidste vestlige soldat er ude af afghansk luftrum. Trods milliarderne til udvikling og endnu større beløb formøblet på militære kampagner er Kabul-regeringen værre stillet i dag end i 00’erne, hvor Taleban sivede tilbage fra Pakistan og ad gengroede stier indtog de provinser, som USA og NATO, herunder de danske jenser, havde fordrevet dem fra.

Og det er det egentlige historiske – ingen fremmed magt er sluppet fra Afghanistan med æren i behold. Ikke briterne, ikke sovjetrusserne og snart heller ikke USA og NATO, herunder de omkring 150 danske soldater i den tilbageværende rådgiverstyrke. Den rapporteres afventende – regeringens aktuelle Afghanistan-projekt 2018-20 med en prisseddel på cirka 425 millioner kroner årligt bliver indtil videre forlænget på finansloven med et år. Det lyder fornuftigt, så længe ingen ved, om fremtiden gemmer på en ’historisk’ fred. Her tør vi ikke tro, men nøjes med at håbe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Der er ret oplagt at ville trække alle tropper ud af Afghanistan; men....
der er lige det med 11. september.

Hvis Taleban har ambitioner om at ramme alle vantro overalt på denne klode, så kan vi hurtigt blive udsat for terrorangreb med udspring i den afghanske sikre havn .... ikke desto mindre, så lad os trække alle mand hjem fra Afrika og Mellemøsten, herunder Afghanistan, og lad os i stedet opruste efterretningstjenesterne med de sparede midler.

det maa vi ikke for USA

Historisk. Ikke set siden Vietnamkrigen.....

Torben Lindegaard, angrebet 11. september var jo ikke uprovokeret, det baserede sig på USAs aktiviteter i Mellemøsten, herunder især hjælpen til at holde huset Saud ved magten af hensyn til olieforsyningen.