Inden et præsident- og kongresvalg, som Donald Trump og hans republikanske parti ifølge alle meningsmålinger vil tabe, ser det ud til, at de i allersidste øjeblik vil få deres ønskedrøm opfyldt: at indsætte en tredje dommer i højesteret og herved rykke domstolens ideologiske balance yderligere mod højre i et årti eller længere ind i fremtiden.
Demokraterne er magtesløse. Under deres krydsforhør af Trumps højesteretskandidat Amy Coney Barrett i Senatet tirsdag var det tydeligt, at ingen af dem gjorde sig nogen illusioner om udfaldet. Hun bliver godkendt.
I sidste uge så de ellers et glimt af håb i, at tre republikanske senatorer var blevet smittet af coronavirussen, men den ene af dem, Mike Lee fra Utah, mødte ikke alene op til høringen i retsudvalget tirsdag – han valgte også at gøre det uden mundbind. De to andre sygemeldte senatorer forventes at blive raske inden afstemningerne i udvalget og plenum.
Det betyder, at republikanerne råder over et flertal på 51 mod 49. To moderate senatorer – Susan Collins fra Maine og Lisa Murkowski fra Alaska – har bebudet, de finder det rimeligt at vente med en afstemning til januar, hvor et nyvalgt Senat vil træde sammen. Derfor stemmer de nej.
I den situation mener demokraterne, at de ikke har noget andet valg end at tydeliggøre over for vælgerne, hvad en konservativ højesteret kan komme til at betyde for deres rettigheder. Det er grunden til, at de undlod at drage nogen tvivl om Barretts kvalifikationer til embedet eller satte hendes retsfilosofiske standpunkter i fokus for høringen.
Som at slå i en dyne
I stedet forsøgte de demokratiske udvalgsmedlemmer at få hende til at tage stilling til politiske varme kartofler som abort, valgrettigheder, Obamas sundhedsreform og homoseksuelle ægteskaber. Men forgæves. Barrett veg generelt uden om med henvisning til, at en dommer ikke bør dømme en sag på forhånd – et standardsvar, som tidligere kandidater også har benyttet sig af.
Så det var som at slå i en dyne, når demokraterne under høringerne tirsdag og onsdag vedholdende spurgte til Barretts holdning til kendelsen Roe v. Wade fra 1973, som gjorde det til en rettighed under forbundsforfatningen for kvinder at afbryde svangerskabet. Indtil da var abort kun lovligt i nogle delstater. Barrett er som katolik modstander af fri abort, men hendes svar var forudsigeligt, at hun som dommer ikke må inddrage sin personlige holdning i beslutninger.
Til nogens lettelse bekræftede Barrett, at hun ikke har »nogen plan« om at underkende en højesteretskendelse fra 1992, der stadfæstede Roe v. Wade. På den anden side ville hun ikke være med til at stemple de to kendelser som »præcedens, der ikke kan blive omstødt« af højesteret. Den formulering vil blive benyttet af demokraterne i valgkampen til at så tvivl om hendes intentioner, mens det for abortmodstandere efterlader en lille sprække af håb.
Men det var Obama-sundhedsreformens fremtid, der optog demokraterne mest. Højesteret skal 10. november tage stilling til et sagsanlæg, der i yderste fald kan ende med en kassering af hele loven. Demokraterne forsøgte med lange udredninger og skilte at illustrere, hvilke ødelæggende virkninger det vil have for millioner af amerikanere.
Dogmatisk dommer
Det lykkedes for en senator at få Barrett til at sige: »Jeg er ikke fjendtligt indstillet over for loven«.
Som i mange andre sager foran højesteret er det en kompleks opgave for en dommer at afgøre, om en lov er i strid med forfatningen. Sagen om sundhedsreformen er blevet bragt af republikanske justitsministre i flere delstater og bakkes op af Trump-regeringen. De hævder, at Kongressens beslutning i 2017 om at nedsætte et straffegebyr til nul dollar for borgere, der afviser at tegne en forsikring, bør få hele reformen til at falde.
Sagsanlæggernes argument er, at forfatningen ikke tillader opretholdelsen af en lov, hvis en af dens komponenter er blevet kendt forfatningsstridig, og det besluttede en appeldomstol i 2019, at straffegebyret er.
Men hvad hvis sundhedsreformen ikke tager uoprettelig skade af at miste straffegebyret? Det vil stadig hjælpe 14 millioner amerikanere, der under Obamacare er blevet indskrevet i det gratis program Medicaid. Bør loven så ikke bestå? Det argument syntes Barrett faktisk at være modtagelig over for. Hun virkede ikke begejstret for at lade et helt lovkompleks falde, blot fordi en enkelt komponent bliver kendt forfatningsstridigt af højesteret.
Alt i alt virkede Amy Coney Barrett ikke som den dogmatiske ideolog, hun bliver taget for af liberale demokrater. De har gode grunde til at frygte det værste, men historien har ofte vist, at nye højesteretsdommere ikke lever op til deres ry. Det er, hvad de kan håbe vil ske for denne dommer.
Præsidentvalg 2020 – kampen om USA
Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.
Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.
Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.
Seneste artikler
Republikanerne skal vælge mellem Donald Trump og USA’s forfatning
6. januar 2021Indtil for nylig holdt Trump de republikanske lovgivere i en skruestik. Det er ikke længere tilfældet. Jo mere ekstreme hans grundløse påstande om valgfusk bliver, desto flere republikanere undsiger den afgående præsidenten. Resultatet er et dybt splittet parti»Fra nu af må alle kysse ringen«: Trump tabte valget, men fuldendte den ’fjendtlige overtagelse’ af partiet
28. november 2020I 2016 talte ledende republikanere åbent om Donald Trump som en plage, der skulle bekæmpes med alle midler. I dag står han som partiets uanfægtede leder, som ingen vover at sige imod. Hvordan gik det til?Georgias kvinder kan afgøre Amerikas skæbne
18. november 2020For første gang siden 1996 har Georgia valgt en demokratisk præsident, og til januar vil sydstaten afgøre magtfordelingen i det amerikanske senat. En historisk kamp – som delstatens kvinder og minoriteter har afgørende betydning for. Information har mødt nogle af dem
@Martin Burcharth
Vi er vel enige om, at en dommer ikke bør dømme en sag på forhånd ??
Standardsvar eller ej !!
Vi er vel også enige om, at en dommer ikke må inddrage sin personlige holdning i domfældelsen, men skal dømme efter loven ??
Forudsigeligt svar eller ej !!
Nomineringen og den forventede Republikanske godkendelse af Amy Coney Barrett viser med al ønskelig tydelighed, hvorfor Demokraterne bliver ved med at tabe så mange reelle magt- og politiske kampe: De er mere opslugte af, at “spille spillet og følge reglerne” end rent faktisk at føre politik eller ændre noget særligt ved et samfundssystem, der virker så “rigged” for mange amerikanere, at de kunne lokkes til at stemme på en fusentast som Trump.
Mens Republikanerne vil blæse på traditioner, “god tone” og “bipartisanship”, så laller de toneangivende lag blandt Demokraterne stadig rundt i en politisk sagnverden, der ikke har eksisteret siden Newt Gingrich lancerede sin “Contract with America” tilbage i 1994, der lagde grundstenen til den “all out opposition”, som Republikanerne har drevet længere og længere ud i det ekstreme. Den eneste grund til, at Biden klarer sig godt i meningsmålingerne er, at Trumps første periode har været så kaotisk og hans COVID-19 håndtering så håbløs, at en kandidat, der lover ikke at ændre noget særligt og udstråle en vis mængde bedstefaderlig ro, pludselig ser okay ud.
Og man burde måske i den forbindelse overveje, at det i sig selv er et krisetegn for Demokraterne, at selv med en håbløs præsident som Trump, der har kastet landet ud i kaos og med klassiske Demokratiske mærkesager (sundhed, social tryghed og retfærdighed, samt reel mulighed for uddannelse) så fremtrædende på dagsordnenen, ja, så er der stadig tvivl om udfaldet. Til sammenligning så lammetævede Franklin D. Roosevelt den siddende Herbert Hoover med 57%/40% i 1932 på sin progressive New Deal og stadfæstede sin sejr i 1936 med cifrene 61%/37% over den Republikanske udfordrer Alf Langdon.
Men blandt Democratic National Congress, Democratic Leadership Council og lignende kustode-institutioner for Clinton’eske “New Democrats” som videreført under Obama-æraen tror man stadig, at bare man får vippet Trump af pinden, så bliver Republikanerne til at tale og lave forlig med igen - på trods af hvor håbløse Obamas forsøg på at gøre netop det viste sig at være.
Så længe Demokraternes ledelse fortsat tror, at de bare skal finde “common ground”, lave forlig og så ellers forsøge at ændre så lidt som muligt både i forhold til politik, proces og samfund, lige så længe vil de fortsætte med at være i spidsen for et “taberparti”, der spilder sin tid med “stærke udmeldinger på Twitter” og anden ligegyldig symbolik, alt imens et stadigt mere radikalt Republikansk parti tager realpolitisk sejr på realpolitisk sejr hjem, fordi de vil blæse på Demokraterne og deres forblindede fokus på grundlæggende konservativ (i den klassiske betydning af ordet) “procespolitik”.
Problemet for demokraterne er at mange af deres senatorer er undermålere. Og når de ikke kan være aggressive som mod Kavanaugh, ved de ikke hvad de skal spørge om. Og da de helst vil grave deres Kavanaugh opførsel ned, og den nye kandidat er en kvinde, er de lost
Og ideen om at man skulle vente med udnævnelsen til der kom en ny præsident er jo latterlig. Hvorfor skulle Trump dog afstå fra den indflydelse? Når senat og præsident har været enige, har man altid udnævnt. Det eneste argument dems har, er at Republikanerne brugte en dårlig undskyldning for ikke at realitetsbehandle Merrick Garland. Og det var selvf forkert, men sparede alle parter for tid.
Spørgsmålet er om de er for gamle allesammen, jeg erindre tidligt i forløbet af nomineringen hos Demokraterne, en ung mand fra? (husker ikke hvorfra) som de på det tidspunkt så som en mulig kandidat til Præsidentposten, men han forsvandt ud i glemslen. Hvem var han?
Så længe demokraterne ikke kan mønstre en yngre, mere progressiv og mere gennemslagskraftig kandidat end BIden er de selv ud om et evt. nederlag og vinder de er det ikke nødvendigvis en sejr for landet, af de samme årsager. For alene tilstedeværelsen af to så aldrende kandidater er et tegn på at noget er om ikke rivende galt, så dog ikke helt som det burde være i hvad der formentlig skulle have været et moderne og dynamisk demokrati.