Leder

Hvad er egentlig pointen med at lave en EU-mindsteløn?

Hvis Danmark får mere bøvl med en utilregnelig EU-Domstol, hvis lønarbejdere i Tyskland ikke får lønstigninger, og hvis EU selv må balancere på kanten af traktatbrud for at få enderne til at mødes. Så må man spørge sig selv: Hvad er egentlig pointen med at lave en EU-mindsteløn?
Lige nu giver fagbevægelsen nærmest det indtryk, at domstolen i Luxembourg bedriver en slags radikal postmoderne tekstanalyse, hvor det er totalt lige meget, hvad der står i loven. Det er forkert, skriver Christian Bennike i denne leder

Lige nu giver fagbevægelsen nærmest det indtryk, at domstolen i Luxembourg bedriver en slags radikal postmoderne tekstanalyse, hvor det er totalt lige meget, hvad der står i loven. Det er forkert, skriver Christian Bennike i denne leder

Sigrid Nygaard

Udland
31. oktober 2020

Siden Europa-Kommissionen onsdag fremlagde sit nye direktiv om »en passende mindsteløn« i EU, har der i Danmark været noget nær fælles front imod forslaget. Fagbevægelsen, arbejdsgiverne, regeringen og næsten samtlige politiske partier står sammen om at fordømme forslaget.

De påpeger med rette, at EU nu vil lovgive om løn i medlemslandene, selv om det tydeligt står i Lissabon-traktaten – EU’s ’grundlov’ – at løn netop er et af de områder, hvor EU ikke må lovgive.

Kommissionen forsøger at smyge sig udenom ved at skrive i lovteksten, at direktivet »ikke indeholder tiltag, der direkte påvirker lønniveauet«. Men det virker absurd. En lov om minimumsløn, der ikke påvirker lønniveauet …

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Christian Bennike

"Og så må man jo spørge sig selv:
Hvad er egentlig pointen med at lave en EU-mindsteløn?"
citat fra artikel

Du ved selvfølgelig godt, at det var den socialdemokratiske Gruppe i EuropaParlamentet, S & D, der aftvang Ursula von der Leyen et løfte om forhøjet minimumsløn i EU i forbindelse med von der Leyen's godkendelse som Formand for EU-Kommissionen - så check Gruppens hjemmeside for svaret på dit spørgsmål:

https://www.socialistsanddemocrats.eu/newsroom/garcia-perezjongerius-pro...

Også i Danmark er der store grupper, som ikke er dækket af overenskomster, det gælder de fleste telefonarbejdere. Når man arbejder i den branche, er man prisgivet arbejdsgiverne. Dem hører man ikke meget om fra fagbevægelsen, når de skal rose sig selv for den danske model.

Og på Gran Canaria tjener folk 3,25 euro i timen på at dyrke og pakke de tomater, bananer og avokadoer, som vi kan købe for en slik i forretningerne. En gang var de fastansatte til en månedsløn på 1000 euro, nu er alle løst ansatte og glade, når de når op på 800 euro en måned.

Thomas Tanghus, Rikke Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Ophøj alle overenskomster til lov.

Steffen Gliese

Det, der er problemet i Danmark, er hemmelighedskræmmeriet og den personlige løndannelse.
Åbne statistikker, der kan godtgøre en normalløn for et hvilket som helst arbejde, har hævet lønnen i Schweiz, så det er et meget attraktivt arbejdsmarked med en udbredt retfærdighed.
Personligt forhandlet løn indfører konkurrence mellem kolleger, hvilket er et direkte arbejdsgivervåben imod solidaritet.

Thomas Tanghus, Peter Beck-Lauritzen, Torben Bruhn Andersen, David Zennaro, Torben Skov, Trond Meiring og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Information havde en gang Danmarks nok bedste arbejdsmarkedsjournalist, Bent Larsen. Sådan er det ikke mere, og dækningen af forslag til en europæisk mindsteløn understreger, at tidligere tiders storhed på den avis er forbi. Først citerer man Bente Sorgenfrei, FTF tilsyneladende uden at vide, at hun en gang var formand for FTF, der nu er nedlagt ligesom LO. I dag er hun næstformand i det nye FH.
OK, det er så det. Men så skriver man i dag i lederen, at det ville være progressivt, hvis EU kunne tvinge lande som Tyskland og Ungarn til at hæve lønningerne, og det ville være uetisk for Danmark at blokere.
Det erkendes, at Tyskland har en mindsteløn, og at den er lav. Men det er jo netop en del af sagens kerne. En mindsteløn har i den grad en tendens til at blive lønnen, der betales. Mine venner her i Frankrig får mindstelønnen – slet ingen tvivl, når de får et arbejde – måske et lille tillæg, hvis de skal køre langt til en byggeplads om morgenen, men ellers er det mindstelønnen SMIC – små 70 kr. i timen. Hvilken dansk bygningsarbejder går for det?
Hvorfor opgav den tyske fagbevægelse kampen mod en mindsteløn, hvor den tidligere kæmpede sammen med den nordiske, østrigske og italienske mod en statslig regulering? Forbi det væltede ind med ikke mindst bygningsarbejdere fra Polen, Bulgarien, de baltiske lande. De vestlige dele af Tyskland blev tillige overvældet af tilstrømningen af arbejdere fra det tidligere Østtyskland, der pressede lønningerne ned samtidig med, at de fagligere organisationers medlemmer blev arbejdsløse, og organisationer næsten blev udslettet.
Har medlemmerne så fået mere i løn i Tyskland ved at få en mindsteløn? Det har selvfølgelig dem, der tidligere ikke fik den overenskomstpligtige løn – hvis de ellers arbejder legalt! Andre har fået så små stigninger i de senere år, at EU netop her allerede blander sig i lønforhold. I henstillinger til Tyskland i det såkaldte europæiske semester hed det sidste år, at Tyskland burde hæve lønningerne for at sætte mere skub i økonomien. Måske ikke den store indblanding, men alligevel en gave til tyske fagbevægelser, der kunne bruge det argument i de overenskomstforhandlinger, der trods alt stadig føres med minimumslønnen som udgangspunkt - men hvor der netop ikke er meget at hente, for lønnen er jo i princippet fastlagt. Derfor ser man da også, at der er stigende modstand mod den i tyske faglige organisationer.
Men det gælder ikke den europæiske faglige samling, EFS, hvor også den danske fagbevægelse er medlem. Her, hvor der knap findes et menneske, der har haft tvist i en kedeldragt, har man i årevis kæmpet for en europæisk minimumsløn og haft et omfattende samarbejde med folk i Europa-Parlamentet, EU-Kommissionen og høringsorganet EØSU om at sætte skub i udviklingen af en europæisk minimumsløs. Det stort set EU-betalte EFS med sin elite af akademikere vil selvfølgelig gerne have mere at lave. De ansatte er hamrende dygtige og har også politiske ambitioner. Så hvad er mere interessant end også at kunne få indflydelse på europæiske lønninger? Og samarbejde med venner i Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen om det? Livet får ny mening! Og akademikerne i medlemsorganisationer vil kæmpe om job i EFS for at arbejde med det!
Så spiller det ingen rolle, om det vil ramme nordiske, østrigske og italienske organisationer, hvor medlemmer netop ser de kollektive aftaler som grundstenen. Det er stort set netop kun dem, der har mange medlemmer, mens andre landes faglige er ubetydelige, og i Frankrig kun har ca. 7 % af lønmodtagerne som medlemmer – de fleste inden for det offentlige. Men de nordiske organisationer har altså 1.000 andre opgaver, de tager sig af i det daglige. Det bliver også ramt, hvis de bliver kraftigt beskåret på grund af medlemsflugt.
Livet vil selvfølgelig gå videre med eller uden organisationer. Det vil ikke mindst EU også. Selv om Information måske har ret i, at det ny forslag ikke er en revolution, så er det et led i den udvikling, hvor EU tiltager sig mere og mere magt og også på lønområdet. Og det bliver med EU-domstolen som lovudfyldende, hvis ikke ligefrem lovgivende. Det kan man læse om i afsnittet netop om minimumslønnen i min bog ”Europas Uforenede Stater”.
Minimumslønnen er egentlig samtidig interessant også i forhandlingerne om Brexit, fordi EU igen og igen slår fast, at man skal konkurrere på fod, og at Storbritannien derfor skal følge EU’s bestemmelser på arbejdsmarkedet. På det punkt er der ingen diskussion af, hvorvidt det er lige forhold, når britiske arbejdere skal konkurrere med arbejdere i lande, hvor minimumslønslønnen er 25-30 kr. i timen. Men det er måske nok en helt anden sag.

Lidt over 6% af danske arbejdstagere mellem 18 og 64 år reelt er det man kalder "working poor", altså reelt bliver fattigere af at arbejde.

I antal udgjorde det ved årsskiftet 2019-2020 (2.728.800*0,062) = altså 169.186,6 danske lønmodtagere, der reelt er working poor. Og det burde være grund nok til, at også Danmark bør gå ind for dette initiativ på linje med andre sammenlignelige lande.

Fagbevægelsens argument om at miste den danske model, holder ikke. Men den danske regering, der ofte sidder med ved forhandlingsbordet, mister selvfølgelig sin indflydelse for at kunne reducere på den nedre løngrænse.

Gert Romme. 6% er jo ikke meget i forhold til andre lande med en minimumsindkomst. Se dog også på statistikker over fattigdom i landene. Her klarer lande, der ikke har en mindsteløn, sig jo netop godt – også, fordi de er velorganiserede velfærdsstater (Italien altid lidt speciel – måske også her).
Så er Jeppe Lindholm inde på en løsning, der helt sikkert kommer til debat i Danmark, nemlig at ophøje overenskomster til lov. For med alle de udenlandske arbejdere, hvor arbejdsgivere dumper lønninger, er det umuligt for fagbevægelserne at rende rundt og tegne overenskomster. Det har de erkendt i blandt andre Norge. Og det kan måske også blive aktuelt i Danmark, for det er jo rigtigt, at overenskomstdækningen falder.

@ Peder Munch Hansen,

Hvis du ser på statistikken over det procentuelle antal working poors i unionen, ligger Danmark, med sine godt 6% af alle arbejdstagere midt i den bedre halvdel men faktisk langt fra toppen.

Så er det da korrekt, at i visse medlemslande er den procentuelle andel mere end dobbelt så højt. Men jeg syntes faktisk, at et antal på 169.186,6 af alle arbejdstagere i et land som Danmark, er helt uanstændigt. Faktisk er det mere end hver 15. på arbejdsmarkedet.

Og nu er der altså også andre lande i unionen, der har en socialpolitik. Men at fagbevægelse og især skiftende regeringer i Danmark ikke har klaret denne opgave, tyder i mine optik på total manglende vilje, for det er ikke evnen, der mangler.

Min tillid til EU er i hvert fald betydeligt større, end min tillid er til skiftende danske regeringer - inklusive mit gamle parti, Socialdemokratiet, som jeg var meget aktiv i gennem en årrække..

@ Peder Munch Hansen,

Jeg ved ikke, hvad den danske fagbevægelse evner omkring dette at tegne overenskomster, men måske mangler man de rigtige redskaber.

I Sverige, der også er et EU-land, har fagbevægelsen simpelt hen ret til at gå ind og forlange dokumentation for kontrakter og fagretslige aftaler. Og her har fagbevægelsen juridisk kompetence til at stoppe al arbejdet, hvis dette ikke efterkommes fuldtud, straks, eller hvis der findes fejl eller "misforståelser".

Dette arbejde betales faktisk af staten og ikke af fagbevægelsen. Og mit gæt er, at den danske fagbevægelse har fuldt kendskab til dette, og formentlig gerne vi have samme kompetence. Men at man ikke har det, tror jeg, ligger hos skiftende regeringer og folketingsflertal.

Gert Romme. Jo, den danske fagbevægelse kan jo også tage faglige skridt, når de kræver overenskomst. Men det er jo flere hundrede arbejdsgivere, f.eks. 3F har konflikter med, efter alle mulige mystiske arbejdsgivere er kommet til og ofte nedlkægger sig selv og opstår i ny forklædning. Derfor er problemet reelt. Men hvad man i debatten glemmer, det er, at en kollektive aftale ikke bare er løn, men alle mulige bestemmelser af forskellige forhold. I Vestjylland vil man måske lægge vægt på andet end lønstigninger, mens dyre boliger i København måske gør, at det her er lønnen, der tæller. Så det er langt mere kompliceret end bare en debat om en mindsteløn i EU! Og derfor kommer der også en debat i Danmark, men en afvisning af en europæisk mindsteløn!