Leder

Særligt én mand holder gang i den nye krig på kanten af Europa – og det er ikke Putin

En gammel konflikt om det lille bjergområde Nagorno-Karabakh er nu både en brik i en storpolitisk kamp, et billede på en ny verdensorden og et grundlæggende problem for EU
En kvinde i sit køkken i byen Terter i Aserbajdsjan, efter at der er indgået våbenhvile i konflikten i Nagorno-Karabakh, hvor kampene indtil videre har betydet, at 70.000 er flygtet fra hus og hjem.

En kvinde i sit køkken i byen Terter i Aserbajdsjan, efter at der er indgået våbenhvile i konflikten i Nagorno-Karabakh, hvor kampene indtil videre har betydet, at 70.000 er flygtet fra hus og hjem.

Bulent Kilic

Udland
13. oktober 2020

Der er igen udbrudt krig på grænsen til Europa. De første rapporter om tøndebønder og angreb mod civile foreligger allerede, flere hundrede er døde, og 70.000 mennesker er flygtet fra hus og hjem.

Konflikten er ikke ny – i over hundrede år har Armenien og Aserbajdsjan kæmpet om et lille landfast bjergområde på størrelse med Nordjylland ved navn Nagorno-Karabakh – men omstændighederne er forandret.

Foruden at være en fascinerende reminiscens af Sovjetunionens opløsning er krigen om Nagorno-Karabakh også en brik i en storpolitisk kamp, et billede på en ny verdensorden og et grundlæggende problem for EU.

Som altid er der uenighed om, hvem der løsnede det første skud. Men efter de seneste ugers kampe og forsøg på våbenhvile står det mere og mere klart, hvem der gerne vil holde gang i bomberne. Og for en gangs skyld er det ikke Vladimir Putin, der puster til gløderne, russerne forsøger faktisk at mægle i konflikten. Det er Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, der vil krigen.

Konflikten om Nagorno-Karabakh blussede op, da Sovjetunionen brød sammen. Dengang som i dag var den lille region en del af Aserbajdsjan, og langt størstedelen af befolkningen var etniske armenere. I 1991 afholdt de folkeafstemning om løsrivelse. Det aserbajdsjanske mindretal boykottede valget, og resultatet blev derefter: Nagorno-Karabakh ville tilslutte sig Armenien. Få uger senere brød krigen ud.

I to år kæmpede Aserbajdsjan og Armenien, over 30.000 mennesker mistede livet, og op mod halvanden millioner mennesker flygtede. Til sidst mæglede USA, Rusland og Frankrig, og krigen sluttede med en kneben sejr til Armenien, der erobrede en del land.

Siden har Nagorno-Karabakh fristet en mærkværdig tilværelse som ’frossen konflikt’. Officielt er regionen stadig en del af Aserbajdsjan, reelt er den kontrolleret af Armenien. Den har sin egen valuta, sit eget flag og præsident, 95 procent af befolkningen er etniske armenere. Jorden er mineret, grænsen bevogtet, og de sidste årtier har budt på mange kampe. Men ingen som nu.

Forandret verdensorden

Den nye konflikt er et billede på en forandret verdensorden. USA spiller på godt og ondt en mindre aktiv rolle i verden. America First. Amerikanske diplomater flyver ikke automatisk til Kaukasus, når volden bryder ud, sådan som den daværende amerikanske udenrigsminister John Kerry faktisk gjorde i 2016.

Fraværet af USA giver plads til Tyrkiet. Ankara sælger våben til regeringen i Aserbajdsjans hovedstad Baku, de træner landets militær og deltager i fælles militærøvelser. Og værre: Ifølge Frankrig, Rusland og den britiske avis The Guardian har Tyrkiet aktivt transporteret jihadistiske lejesoldater fra Syrien til fronten for at kæmpe for Aserbajdsjan. Det afviser Tyrkiet.

Armenien er på den anden side allierede med Rusland, og derved er konflikten endnu en af de mange kampe mellem de to regionale magter.

Tyrkiet er kulturelt og sprogligt knyttet til det muslimske Aserbajdsjan, og Erdogan har lovet at støtte »sine brødre (..) på alle måde og med hele hjertet«, som han sagde i en tale til det tyrkiske parlament den 1. oktober.

Tyrkernes forhold til det kristne Armenien er derimod historisk dårligt og uløseligt forbundet til det armenske folkemord under Første Verdenskrig, hvor op imod 1,5 millioner armenere mistede livet.

Fredag blev der forhandlet en våbenhvile på plads i Moskva, men det holdt ikke engang weekenden ud.

Tyrkiet jagter olie

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har med rette kritiseret Erdogans »krigsretorik«, for hvad kan det ikke ende med det her? Tyrkiet som medlem af NATO. EU har brug for tyrkerne til at kontrollere strømmen af migranter til EU. Hvad skal EU egentlig stille op med en stadigt mere afstumpet og aggressiv tyrkisk præsident?

Det kan virke uløseligt, men Erdogan har tidligere vist sig overraskende pragmatisk.

Tyrkiet har også brug for EU, det vil gerne sælge varer på det indre marked. Og Erdogan har en helt profan grund til at interessere sig for Aserbajdsjan: olie.

Hvis der er en fællesnævner for Tyrkiets aggressive fremfærd – uanset om den udspiller sig i Middelhavet, Libyen eller Kaukasus – er det jagten på billig energi. Tyrkiet har ingen olie og vil meget gerne være uafhængig af russisk gas.

Den nye krig på Europas grænse er altså både udtryk for en radikalt ny situation og for noget meget velkendt. Men den er først og fremmest – som EU’s udenrigschef Josep Borrell sukkende konstaterede søndag – »ekstremt bekymrende«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Undskyld mig, men hvad er 'tøndebønder'? (2. sætning i lederen).

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Rune Mariboe anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Hans Larsen

Ja, det spurgte jeg også mig selv om. Måske skulle der stå tøndebomber?

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Rune Mariboe anbefalede denne kommentar

Henrik « Godt bud! #nårArtiklenSkrivesPåIphone ;)

Jeg mener en "Tøndebonde" er en primitiv vinbonde.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Erdogan "genopdager" det osmaniske rige! Tilsvarende kunne andre lande også "genopdage" deres fordoms riger: romerriget, vikingernes, spaniens, englands, sovjets, ja, det tyske ligger også ligefor. Så bliver det interessant at se om der stadig er plads til Erdogan! Kors i hytten, sådan en dåre!

nils valla, Alvin Jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

@ Peter Beck-Lauritzen

Glæder mig til den kommende "Vikingealder".
Klimavenlige ferier med sejlskibe til sydligere himmelstrøg hvor kvinder kan benyttes uden beskyldning om sexisme. Og ingen bekymring om valutabalance, man tager bare hvad man vil.
Med fordel kunne vi så snuppe Pyramiderne, Collosseum, Den Røde Plads og Frihedsgudinden.
Uden Pyramiderne kan ægypterne så ikke genopstå, da de uden pyramiderne ikke havde været store, og der derfor ingen storhedstid var.
Uden Collosseum kan Romerriget ikke genopstå, da de uden Colosseum ikke havde været store, og der derfor ingen storhedstid var.
Uden den Røde Plads kan Sovjet ikke genopstå, da de uden den Røde Plads ikke havde været store, og der derfor ingen storhedstid var.
Uden Frihedsgudinden kan USA ikke genopstå, da de uden Frihedsgudinden ikke havde været store, og der derfor ingen storhedstid var.
Hvilket betyder den kommende Vikingetid potientielt kan fortsætte til evig tid hvis ikke det lige var for de Radikales anklager om Sexisme. ;-)