Leder

Der må ikke være tvivl om Grønlands lederskab

Det grønlandske regeringsparti Siumut har fået ny leder. Det ændrer formentlig ikke ved partiets politik. Men det er afgørende, at der ikke er tvivl om det grønlandske lederskab i en verden, hvor nye vinde blæser med ny præsident fra januar i USA og stormagternes tiltagende interesse for den arktiske region
Ved et dramatisk formandsvalg mistede Kim Kielsen søndag posten som formand for Siumut, men han står fortsat i spidsen for den grønlandske regering. Spørgsmålet er dog hvor længe.

Ved et dramatisk formandsvalg mistede Kim Kielsen søndag posten som formand for Siumut, men han står fortsat i spidsen for den grønlandske regering. Spørgsmålet er dog hvor længe.

JONATHAN NACKSTRAND

Udland
1. december 2020

»Det er en lettelse, det vil jeg gerne sige. Nu har jeg tid til at lave det, jeg synes er sjovt, og det er at være ude i naturen.«

– Kim Kielsen til KNR om tabet af formandsposten i Siumut.

Det endte dramatisk på Hotel Hans Egede i Nuuk, da det grønlandske socialdemokrati, Siumut, søndag afholdt formandsvalg. Her tabte den siddende formand siden 2014, Kim Kielsen, forholdsvis snævert posten til udfordreren Erik Jensen med stemmerne 32-39.

Dermed er formanden for den grønlandske regering Naalakkersuisut ikke længere formand for det regeringsbærende parti, Siumut. Det svarer til, at Socialdemokratiet afsætter statsminister Mette Frederiksen som partileder.

Men til trods for de mulige dramatiske konsekvenser af et formandsskifte midtvejs i en regeringsperiode kommer udskiftningen af partiformanden hos Siumut ikke som en stor overraskelse.

Tværtimod peger flere kilder på, at et formandsskifte længe har været på vej, fordi der har været utilfredshed med Kielsens egenrådige og hårde ledelsesstil. I foråret var Kim Kielsen således tæt på at blive væltet af sine egne medlemmer af det grønlandske landsstyre, men fik dengang reddet stormen af. Men op til weekendens formandsvalg har flere prominente medlemmer af Siumut offentligt meddelt, at de ikke længere støtter den siddende formand Kielsen og derfor ville stemme på Erik Jensen.

Koret af offentlige kritikere tæller blandt andre partiets næstformand Vivian Motzfeldt, tidligere partiformand Lars-Emil Johansen og medlem af folketinget i Danmark valgt for Siumut Aki-Matilda Høegh-Dam, ligesom flere af Siumuts politiske ledere fra de grønlandske yderdistrikter offentligt har kritiseret Kielsen. De føler sig ikke hørt og i tilstrækkelig grad tilgodeset – eksempelvis i forbindelse med den lufthavnspakke, regeringen har vedtaget, som vil udbygge flyinfrastrukturen med nye lufthavne i de større byer som Illulisat og Nuuk, men ikke inkludere de mindre og mellemstore byer som eksempelvis Sisimiut.

Alligevel er det få sager af politisk karakter, der kan siges at fælde Kim Kielsen, og valget af Erik Jensen som ny Siumut-formand skal mere ses som et ønske om at skille sig af med Kielsens egenrådige ledelsesstil. Som politisk journalist og redaktør Trine Juncher Jørgensen fra avisen Sermitsiaq beskriver situationen over for P1 Morgen, er der snarere tale om et fravalg af Kim Kielsen, mere end der er tale om et egentlig tilvalg af Erik Jensen.

Ikke udsigt til politiske kursændringer

Formandsskiftet i regeringspartiet kommer sandsynligvis heller ikke til at betyde politiske kursændringer i Siumut. Erik Jensen, der er mangeårigt medlem af det grønlandske folketing Inatsisartut, er kendt for at være pragmatiker med en god diplomatisk tone – en, der ikke får båden til at rokke, men som lytter og samler.

På de mere ømtålelige politiske emner – altså spørgsmålene om selvstændighed, sprogpolitik og forholdet til andre lande og stormagter som Kina og USA – regnes Erik Jensen som en politiker, der følger partilinjen i Siumut. Det vil sige en kurs, hvor Grønland er på vej til på sigt at blive selvstændigt, og hvor Grønland i højere grad skal åbne op over for andre lande for at arbejde sig ud af den enorme afhængighed af Danmark og dansk økonomisk støtte, der udgør størstedelen af det grønlandske bruttonationalprodukt. Kursen over for Danmark og det danske folketing ændres derfor formentlig ikke.

Det store spørgsmål efter formandsskiftet i Siumut er derfor ikke, om den grønlandske regering får ny politik, men derimod om regeringen skal have ny leder? Ved redaktionens slutning havde Kim Kielsen ikke meddelt sin afgang, men er det overhovedet muligt for Kim Kielsen at fortsætte som leder for en grønlandsk regering domineret af Siumut, når han ikke længere er partiformand?

Selv om Erik Jensen politisk står for meget af det samme som Kielsen – blot i en mere lydhør og diplomatisk udgave – så er det afgørende, at der ikke er tvivl om det grønlandske lederskab i en verden, hvor nye vinde blæser med ny præsident fra januar i USA og stormagternes tiltagende interesse for den arktiske region.

Grønland er geografisk en vigtigt placeret nation med mange magtfulde bejlere omkring sig, og derfor er det måske bedst med en leder, der står med stærk opbakning fra sit eget bagland.

Der er først valg igen i Grønland i 2022, og Kim Kielsen kan derfor i princippet sidde godt et år mere som grønlandsk leder, men mon ikke han alligevel selv vælger at trække sig, så han kan få god tid til at nyde livet og den grønlandske natur. Det er bedre end at risikere at blive afsat på grund af mistillid fra egne rækker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her